Det er nu lidt over en måned siden jeg startede i mit virke hos Kansas City. Den måned er for mig FLØJET afsted, og jeg sidder tilbage nu, og undrer mig over, hvad måneden egentlig er gået med.

Det føles som var det i går, jeg åbnede den lettere knirkende dør ind til kontoret, svedig fra en varm cykeltur (det var dengang sommeren i Danmark fattede, kutymen er 20+grader!) og blev taget imod med store smil og ditto armbevægelser.

Samtidig er min fornemmelse af tiden den sidste måned et paradoks, for det føles som om, jeg har været hos Kansas City i hundrede år. På den måde er ”tid” en spøjs størrelse. Den kan føles stor eller lille, hurtig eller langsom, men i virkeligheden ændrer den aldrig dimension.

Tid” er også noget jeg skal lære at arbejde med især nu. For jeg har ikke den samme tid mere til de samme ting. Selvom jeg gerne ville, så har jeg måtte se mig slået af mangel på tid. Den er der bare ikke i sammen omfang mere. Forstå mig ret; selvfølgelig er der den samme mængde timer i døgnet nu, som for en måned siden. Jeg bruger bare min tid anerledes nu.

På sin vis bekommer det mig dog ganske naturlig med f.eks. mere faste rammer og rutiner nu jeg arbejder. Rent praktisk har jeg 30 timer om ugen, og endnu mere praktisk er mine mødetider meget fleksible.

Det betyder som oftest, at jeg arbejder hos Kansas City fire dage om ugen. Gerne fordelt på ugens første dage (for fredag er sådan en nice dag at holde fri på!), men når vi nærmer hos koncertsæsonen igen (den har ”pause” her over sommeren, hvor festivalerne har meget fokus), bliver weekenden også aktuel. Koncerter ligger som regel torsdag, fredag & lørdag og jeg skal bl.a. være ansvarlig til nogle af de arrangementer Kansas City afholder.

Trods fleksibilitet så har jeg nu fået langt flere rutiner i løbet af ugen, end jeg havde inden jeg startede arbejde. Det er noget jeg er glad for, men som skrevet, også noget jeg skal vænne mig til. Især, hvad angår min tid til bloggen.

Den har nemlig været lidt mindre aktivitet herinde den sidste måned. Det er ganske enkelt fordi jeg skal finde en work/life balance. Hvor jeg før ikke kun kunne bestemme, hvornår jeg skrev jobansøgninger, kunne jeg også mere eller mindre selv afgøre hvor mange timer jeg brugte på bloggen og ikke mindst hvornår.

Det kan jeg i sagens natur stadig selv bestemme ret meget, men jeg skal ind i en fornuftig rytme, hvad angår arbejde hos Kansas City og mit arbejde med bloggen.

Nu er det heller ikke værre, for bloggen er min hobby. Det er ikke på nogen måde en levevej for mig. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, selvom det da klart er ønskemålet. Men at bloggen er en sidebeskæftigelse for mig, betyder langt fra, at jeg vil gå ned på kvaliteten af mine indlæg. Så hellere sende færre indlæg af sted, end at SKULLE poste et indlæg pr. dag. hvilket ellers er et af mine mål.

Jeg ELSKER at blogge. Jeg elsker at skabe indhold, og jeg elsker især når dette indhold kan gavne JER. Og fordi jeg gerne vil have indlæg af høj kvalitet herinde, betyder det også, jeg betragter bloggen som serious business. Derfor fungerer det ikke for mig, at det er noget, der skal jappes igennem. Jeg skal bare lige lære at jeg ikke længere kan være tre timer om at skrive et indlæg, jeg i virkeligheden kunne være en time om at skrive, fordi tv’et samtidig kører i baggrunden, jeg følger med i en serie på Netflix eller IG lige skal gennemsnuses. Because I ain’t got the whole day now!

Slet ikke på samme måde som før anyways. Og det er ikke fordi, jeg lider forfærdeligt under det. For jeg elsker også mit job! For pokker timerne flyver af sted, og jeg har efterhånden mine egne opgaver og er så godt inde i tingene, at jeg selv finder opgaver. Og jeg vil helt bestemt også gerne dele mere om, hvad det egentlig er jeg laver til daglig nu. Det kommer, det kommer! Men for nu skal jeg lære at administrere arbejde, blog, kæreste, familie og venner.

Udover de praktiske omstændigheder ved at skulle finde sig tilpas i et nyt job, så er der også de mentale. Og hold nu kegle jeg har været TRÆT, når jeg er kommet hjem fra arbejde. Især de første to uger var jeg BOMBET! Jeg orkede intet andet end at lave dybe aftryk i sofaen og gå lidt ture med hundene.

Nye indtryk fra både mennesker og steder fylder åbenbart meget i min lille knold. Der har i hvert fald været fyldt godt op de sidste par uger! Hvilket selvfølgelig på sin vis er ganske naturligt. Den følelse kender vi vel alle, når vi skal lære nye mennesker og steder at kende? Ikke??!! Det kan godt tage mange ressourcer, og det er ikke anderledes for mig.

Nu er jeg, heldigvis, efterhånden ved at falde rigtig fint på plads og være inde i rutinerne, så det ikke længere tager alt min energi. Alligevel skal jeg liiige ind i en ny hverdag. Et nyt kapitel så at sige. Og det har selvfølgelig smittet af på bloggen, ligesom det har påvirket mit liv ellers. Men jeg GLÆDER mig. Jeg glæder mig til at komme videre. Jeg glæder mig over, jeg er færdig med studierne. Jeg glæder mig til at være voksen, hah! Eller i hvert fald en pseudovoksen, for voksen føler jeg mig sgu ikke rigtig, og gad vide om den følelse nogensinde indtræffer?

None the less, så prøver jeg i øjeblikket at ramme balancen imellem job, liv og blog. Om jeg nogensinde rammer rigtigt vides ikke, men jeg trøster mig med, at jeg sikkert ikke er den eneste. Er der nogle af jer, der har erfaringer med at gå fra studierne til job, og lige kan kaste et råd eller to min retning? Det ville være højst værdsat!