IMG_7903Uha jeg har længe overvejet disse indlæg. “Udfordrings”indlæg. Det er indlæg, hvor jeg vil stille mig selv en udfordring, der giver mulighed for at rykke nogle grænser, åbne min verden, ændre mit syn på nogle ting, puste liv i hverdagens trummerum; ja måske endda få mig udenfor min komfortzone. Er det ikke der, uden for ens komfortzone, at de kloge hoveder siger, at magien sker? Jeg vil hvert fald give det et forsøg igennem disse indlæg, og jeg håber faktisk inderligt på, at du også vil være med? Hvis ikke for din egen så i det mindste for min skyld? Du må nemlig meget gerne(!) berette om dine oplevelser her sammen med mig. Så er jeg ikke alene om det!

#1 udfordring er som følger: Jeg vil smile mit bedste smil til fremmede mennesker jeg går forbi på gaden, i bussen, i fakta, på biblioteket, på uni, på cykelstien etc. Giv et smil og få trefold tilbage er mit håb med dette! Jeg ved, at der kommer til at opstå akavede situationer, mærkelige smil, måske lidt bankende hjerte og måske endda smil jeg skal kæmpe for at få frem. Jeg kommer sikkert til at opleve en form for afvisning med denne udfordring, for der er jo ikke noget mere mærkeligt end fremmede mennesker, der smiler til en! Og hvor er det bare ærgerligt. At vi er blevet et så indskrænket og lukket folkefærd, at smil kan opfattes som værende en mærkelig ting at gøre. Men for pokker nu gør jeg det altså! Der er vel ikke endnu nogen der er døde af at smile? Vel…? Og smil må avle positivitet, og det er der vist ingen der har taget skade af!

Vil du være med mig? Så lover jeg at smile tilbage, hvis vore veje mødes!

Rent praktisk vil jeg den næste uge smile til alle jeg ser som havde jeg fået penge for det! (Det har jeg altså ikke vil jeg lige pointere, og dette er ikke et sponsoreret indlæg af Colgate haha!).

Om en uge kommer der er opfølgningsindlæg på denne 1. udfordring! Kommenter endelig på dette indlæg, hvis du vil være med, også selvom du måske kun når at smile én dag! Så håber jeg, at vi sammen kan komme udenfor vores komfortzone!

God smilelyst derude!