Jeg sidder mutters alene i sofaen. Hver gang jeg bevæger mig knirker læderet med ægte patina under mig. Uret slår og går sin gang. Tik tik. Tik tik. Jeg sidder egentlig og skal tage mig sammen til at rejse mig. I morgen gryr dagen nemlig tidligt. Men lige som jeg er ved at rejse mig, hører jeg det også fra radioen. Jeg bliver siddende og skriver dette. Lige pludselig kan ordene ikke blive i mine fingre mere.

tik tik. tik tik. 

Minsandten om det ikke er ham selv. Kim Larsen. Om det er tilfældigheder eller skæbnen eller noget helt tredje, det ved jeg ikke. Men jeg cyklede forbi manden så sent som i onsdags. Der, midt på fortovet i Odense centrum gik han. Med sin karakteristiske hat. Og en stok.
Jeg cyklede forbi i mørket. Næsten midt om natten. Det føltes i hvert fald sådan. Der var lys på min cykel for at oplyse min vej på de mere dunkle steder af min rute. Og duggen var for længst faldet med sine blide dråber, der havde gjort min cykel lettere våd. Gadelygterne sendte søjler af lys afsted på fortovet, og alt imens søjlerne var oplyste, blev mørket imellem endnu tydeligere.

Efter fem år i Odense ser jeg manden, hvis sange jeg så ofte har fundet mig selv syngende med på. Hvis abnorme mundtøj jeg flere gange har forsøgt efterlignet. Han bor i Odense skulle det være gået nogens næse (eller øjne) forbi. Og jeg har hørt, at han frekventerer de røgfyldte barer i Odenses natteliv. Jeg har sågar endda hørt, at han cykler på gågaden. Midt om dagen! Han er ligeglad. Flyt jer da bare, eller lad være. Jeg cykler hvor jeg lyster.

Jeg synes altså, at han er lidt sej. Ham manden med hatten og stokken. Jeg fortalte min mor, at jeg havde set ham. Hvordan så han ud? Havde han sit hat på? Ja måtte jeg svare. Han havde sin hat på. Og en stok. En stok? Gik han da dårligt? Næ ikke som jeg så det. Men. Han er vel en gammel herre efterhånden. Musikken vil for evigt være ung, men manden. Manden ældes. Med sin hat. Og nu er stokken bleven lidt nødvendig.

tik tik. tik tik.  

Både radioen og uret slår i takt. KLAK! Stilhed. Det ene tik tik blev stille.

 Godnaaat derinde! Vi ses i morgen. Råber min far igennem stuen og køkkenet.

Lige nu er det kun urets tik tik jeg kan høre. Men jeg ved, at der er flere slag der slår derude. Og uanset om jeg kan høre dem lige her eller ej, så bliver de ved med at slå.