Jeg har tænkt meget over det her fænomen, vil jeg kalde det, i Danmark, hvor når vi er syge, så slæber vi os stadig afsted på arbejde og ud i samfundet alligevel.

Jeg er i hvert fald rigtig slem til det.

Det er noget, jeg især har tænkt over, siden jeg blev testet for corona for 14 dage siden. For jeg var syg. Rigtig syg. Og i disse tider så skal der ikke langt fra host og feber til en mistanke om, at det er corona.

Så jeg ringede til min læge og fik hurtig en henvisning til at blive testet for corona. Faktisk dagen efter.

Jeg skulle vente op til 72 timer på et svar og fra jeg blev syg til jeg fik svar, skulle jeg holde mig hjemme.

Og jeg meldte mig desuden også syg på arbejde. Hvilket jo burde være en selvfølge, men som faktisk ikke er det. I hvert fald ikke for mig.

Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg snottet, hostende, harkende og varm er taget på arbejde.

Hvilket er så dumt! Jeg forlænger min sygeperiode og jeg risikerer at smitte mine kollegaer og andre mennesker på min vej.

Men jeg vil jo for alt i verden ikke melde mig syg. Nej, så hellere kæmpe mig afsted, sidde i otte timer og have det skidt foran skærmen, måske hvile øjnene indimellem, og så hjem under dynen og gøre det hele igen dagen efter.

Det er en mærkelig tendens. For jeg er ret sikkert på, at jeg ikke er alene om den her adfærd.

Det er som om, det giver en form for prestige, at vi kan klare at arbejde gennem sygdom? Eller er det bare mig? Som om det giver plus på kontoen hos arbejdsgiver.

Jeg slæber i hvert fald mig selv afsted gang på gang og kæmper mig igennem arbejdsopgaver og tænker, at det er for det bedste. For så “skuffer” jeg ikke min arbejdsplads, min chef og mine kollegaer. Og jeg bebyrder ikke dem med måske ekstra opgaver pga. min sygdom.

Jeg skal i hvert fald være virkelig syg, før jeg har samvittighed til at melde mig syg. For selvom jeg er syg, så får jeg hurtigt dårlig samvittighed over at melde mig syg. Jeg har en følelse af, at jeg burde ligge med åbent benbrud, før jeg kan tillade mig at melde mig syg.

Det er absurd. Men det er nu engang sådan, jeg føler. Måske er det en form for alt for høj arbejdsmoral? Eller fordi jeg er super pligtopfyldende? Og det kan jo bare ikke passe, at jeg ikke kan passe mit arbejde pga. sygdom – vel?

Så hellere tage afsted og være sløj på arbejde, end at belemre andre mennesker med min sygdom. Jeg ved ærligt ikke, hvad det bunder i.

Men da jeg SKULLE blive hjemme i den periode, hvor jeg var under mistanke for corona, der slog det mig virkelig. Hvor anstrengende det er for mig at skulle melde mig syg. Det eneste tidspunkt jeg var ude i de dage, var da jeg skulle testes. Her cyklede Nicolai og jeg afsted sammen, men det var kun mig, der måtte cykle ind i testområdet. Hvilket vi havde regnet med. Så han ventede pænt et stykke væk imens.

Heldigvis var prøven jo negativ og det blev fejret med en tur til Stige Ø samme aften!

Men i de dage tænkte jeg meget over, at jeg er dårlig til at melde mig syg og rent faktisk tage de dage, som min krop har brug for til at overkomme sygdommen. Især her mens jeg har arbejdet meget hjemme, var det svært. For så risikerede jeg ikke at smitte mine kollegaer, men det var super nemt lige at åbne min computer og finde min arbejdsemail frem og kigge på lidt opgaver. Og hvis jeg kan klare en time her og en time der, er det så ikke bedre end ingenting?

Nej. Ikke når jeg er syg. Så skal jeg sgu bare være syg. Og ikke prøve at imponere nogen over min høje arbejdsindsats selv under sygdom. For det er faktisk ikke noget at være stolt af eller se op til. Når vi er syge, er vi syge.

Er du også det?