En måde at få mere hverdag herind på er via disse små glimt. For I var nemlig mange, der gerne ville have mere hverdag og mere mig. Nu har jeg næsten lige læst hele min blog igennem, og jeg kan mærke, at jeg også selv savner mine indlæg, hvor jeg fortalte om dit og hint.

Det sidste stykke tid har jeg derfor;

Fået en ny tatovering! En fin lille natsværmer/sommerfugl. Lige midt på armen. Det er min første tatovering, som sidder et sted, der er meget åbenlyst. Alle  mine andre tatoveringer sidder lidt mærkelige steder, så når jeg står med bare arme, lægger man næsten ikke mærke til dem. Det gør man så sandelig med den her lige midt på armen. Den sidder også er lidt finurligt sted – og det kan jeg rigtig godt lide, at alle mine tatoveringer gør. Den hedder i øvrigt Viga og er en hen! Meget politisk korrekt tatovering. Når den ikke lystrer Viga, så er det fordi, der er mere en Viggo.

Jeg har set de første tulipaner springe ud i min have. A sight for sore eyes! Så er det altså ved at blive forår, når tulipanerne springer ud. Og der står de rigtig fint – jeg har overvejet at kappe nogle af dem af og stille i en vase. Men ærlig talt, så tror jeg, at de får lov til at blive stående der i beddet.

Jeg har  nydt varmen fra solen de sidste par dage med en kop kaffe og min weekendavis. Jeg købte sidste weekend havemøbler og grill, og jeg elsker, at jeg kan sætte mig ud i haven og spise min mad nu. Der var ikke nogle møbler før, men nu er der da plads til de første fem personer. Så skal grillen bare samles og bruges for første gang! Jeg er totalt en grill-type, når vejret er til det. Det er ikke fordi, jeg som sådan elsker grillmad. Men jeg er opvokset med at vi griller hele året rundt. Jeg tror, det er det sociale i at samles om grillen og sidde at spise sammen efterfølgende.

Jeg har leget 90’er hiphop band med mine medsammensvorne til Fynske Influencers; Rebecca og Lisbeth. Det er den dygtige musiker Karenina, der har sørget for at knipse det fine billede af os tre. Vi følte, at vi manglede noget, vi kunne bruge til en præsentation af os alle tre samlet. Jeg elsker det her billede – det er så fint!

Jeg har afholdt mit allerførste, ægte foredrag! Det foregik på Froggy’s i Odense centrum. Jeg skulle klart lige bruge de første 15 minutter på at tale mig varm, men da den værste nervøsitet havde lagt sig, synes jeg selv, at det gik rigtig godt. Jeg kan godt li’ at tale foran andre mennesker, og jeg elsker at kunne inspirere via de erfaringer, jeg har gjort mig i livet. Nu overvejer jeg at holde flere foredrag!

(Burgerne var sponsoreret – og de smagte fandme godt!)
Jeg fejrede, at det var mandag sammen med Rebecca i sidste uge. Det fejrede vi med burgere på Jagger. Sammen med vores mad fik vi deres slushice som altid har et ekstra tvist i form af en alkohol. Denne gang var det med rom, og den var perfekt supplement til maden.

Efterfølgende gik vi hjem til Rebecca og fik en lille gibbernak ekstra. Lige hvad en mandag trængte til at blive skyllet ned med.

I weekenden var jeg på arbejde på Kansas City. Jeg var afvikler til en koncert med god reggae og dance hall musik, og det var en af de mest mindeværdige aftener på arbejde. Der var så skør en stemning i salen – på en god måde altså. Folk var så glade, dansede rundt og krammede. Der var klart forår i luften.

Lige for tiden arbejder jeg ret meget og har travlt på kontoret på KC. Udover dét, så sker der en masse ret seje og spændende ting her bag kulisserne, som jeg ikke må fortælle noget om. På et tidspunkt i næste uger kommer der formentlig til at være radiotavshed på alle min sociale medier. Jeg må ikke fortælle hvorfor. Der går endda et godt stykke tid, før jeg må fortælle nogen noget. Men jeg kan fortælle, at jeg glæder mig! Både til at kunne fortælle meget mere, men også bare til, at de her ting sker!

Nyder I pre-sommervejret for tiden?

Min allergi stikker helt af, så for mig må der egentlig gerne komme et par regnskyl, der kan lægge alt den pollen ned, der ellers flyver rundt i vinden.