Foto af Malene Nelting

At være en del af Fynske Influencers er fantastisk berigende. Vores community bringer fællesskab og mange gode oplevelser med sig. Som i sønsdags, hvor vi afholdt photo walk for vores medlemmer.

Egentlig er det ganske simpelt. Vi mødes et sted og går en tur. Undervejs finder vi forskellige spots, hvor vi ser muligheder for at tage billeder af hinanden. Ret nemt, men alligevel noget, der kan være udfordrende, hvis du er alene på tur.

Foto af Malene Nelting

Det er nemlig ikke altid lige nemt at stille en selvudløser op og posere foran et kamera, hvis du er alene. Men når du er sammen med flere, så er det langt nemmere! Det går desuden også hurtigere, fordi du har andre, der kan hjælpe med hurtigt at knipse billeder fremfor at indstille dit kamera hele tiden med selvudløser.

Foto af Malene Nelting
Foto af Malene Nelting

Så vi havde inviteret til en photo walk søndag formiddag. Heldigvis var vejret med os, solen strålede fint med lidt overskyet indimellem. Helt perfekt fotovejr. Vi startede ved Dok5000 og slendrede langs havnekajen ud til byens ø og retur igen. En relativ kort tur, der alligevel tog os to timer at gå, hah! Det er selvfølgelig fordi vi stopper op undervejs og finder alle mulige fotomuligheder.

Hvilket er noget jeg også skal lære. For jeg er yderst dårlig til at bede andre om at tage billeder af mig. Selv på sådan en tur, hvor formålet er, at vi kan hjælpe hinanden. Jeg mener, vi mødtes for pokker med det eneste formål at vi skulle tage billeder af hinanden! Stadig synes jeg det er svært at bede andre om at bruge deres tid på det. Ofte forbipasser jeg muligheden for at få taget billeder, fordi jeg ikke vil være til besvær og fordi jeg er bange for, at det fotosted jeg har spottet, måske ikke ender med at være helt godt, og så føler jeg, at jeg har spildt en “foto-tjeneste”.

Det lyder helt skørt ja, men jeg er rigtig dårlig til at bede andre om hjælp. Jeg er virkelig en pleaser, der meget hellere vil hjælpe andre og være sikre på, at de er tilfredse, end jeg selv vil spørge om hjælp.

Det bunder helt sikkert i min personlighedstype, og jeg arbejder aktivt på det. For det er selvfølgelig helt okay at bede om hjælp. Især på en photo walk, hvor det er formålet. Helt fjollet altså.

Nåhmen, det var en virkelig hyggelig søndag formiddag, hvor jeg mødtes med Nikki, Louise, Rikke og Malene og vi fik taget en masse fine billeder. Så det et bl.a. den slags events, vi holder i Fynske Influencers. Hvor vi kan hjælpe hinanden og sparke hinanden op. Selv med så små, trivielle ting som at tage billeder af hinanden.