Dette indlæg skrev jeg dagen efter vi havde forsvaret speciale og var færdige med at være studerende. For altid. Jeg har ventet med at udgive det, til jeg var parat. For det er ret personligt. Ganske grænseoverskridende. Men jeg tror, at jeg er parat nu. Måske parat til at give slip på de diffuse tanker. Her er de for dig at læse. 


 

_MG_8828{Alle billeder i dette indlæg er fotograferet og redigeret af Malene Nelting. Find hende på Facebook her, og på Instagram her}

Fredag eftermiddag/snart aften. Jeg sidder på en café i Odense og klimprer på tastaturet. Jeg har oplevet min første dag som ikke-studerende. Måske nogle af jer følger med på snappen (jhardis) eller InstagramI så fald ved I, at jeg og min specialemakker i går tog det allersidste, endelige, afsluttende skridt på vores uddannelsesmæssige rejse. Vi fik nemlig titlen Cand.Mag. i Designledelse i går. Færdige. Prut. Bum. Ikke mere skole. Formentlig ikke i hvert fald. Jeg har ingen (foreløbige) planer om at skulle læse videre. Efteruddannelse er der sikkert nok af i erhverslivet, men jeg forestiller mig, at det slet ikke er i samme boldgade som de seneste 20 år har været. Det er absurd. 20 års skolegang. Plus minus. Når man indregner to “fjumreår” (hader det begreb – nogle gange skal man bruge lidt tid, erfaring og oplevelser på at finde ud af, hvad man har lyst til i livet. Det betyder ikke, at man fjumrer). Men. None the less. Det er lang tid i skolesystemet. I institutioner af den karakter.

_MG_8722 copy

Nu er jeg færdig. Jeg har oplevet både op- og nedture undervejs i denne rejse. Blevet slugt hel. Spyttet ud og kommet ud på den anden side alligevel. Med et par skrammer. Nogle hædersbeviser også. Kæmpet. Opgivet. Kæmpet lidt mere. Og nu står jeg her. Helt fri. Fri af undervisere. Af fagbeskrivelser. Af rigide rammer og kasser, der har til formål at indramme, uddanne, danne, institutionalisere. For det er lidt den følelse jeg sidder tilbage med. Efter alle de år. At uddannelser – i hvert fald det jeg har været igennem – opererer med rationalisering, logik, stive og ubøjelige former. Igen – det er MIN følelse.

Originalitet bliver belønnet. Såfremt det befinder sig indenfor rammerne. Indenfor undervisernes, ofte personligt influeret, rammer. Jeg føler mig lidt som en småkage, hvis form er blevet til ud fra en forhåndsdefineret form. Over mig er der blevet presset en “cookie-cutter”. En kageform som man bruger til at udstikke småkager. Kender i udtrykket brugt som metafor, eller analogi om man vil, for humane omstændigheder? F.eks. i uddannelsesøjdme. Virker en metode for én, virker den nok for alle. Derfor bruger man en “form”. En kageudstikker. For den kan snildt bruges til alle slags kagedej. Right?

Og ja. Nu sammenligner jeg mig selv med en kagedej. Lidt omsonst måske. Måske endda lidt skørt. Men det er netop min anke. At det skøre. Det uden for rammerne. Det skal stikkes ud. Stikkes ud med formen. Og således stikker kageformen utallige små kager ud. Med præcis den samme form.

Og sådan er det også lidt når man er under uddannelse. Man skal opfylde nogle målsætninger. Fagbeskrivelser. Forventninger fra uddannelsesinstitutionen. Og det er HELT okay. Jeg er klar over, at man ikke bare kan starte på en uddannelse og studere uden at skulle opfylde nogle krav. Opfylde nogle betingelser og derved kunne sættes på en skala. Sættes i system. For at kunne overholde ro og orden. For at andre kan bevare overblikket over massen. Over os. Sammenligne for at kunne finde et gennemsnit. En norm.

Men afstikkerne? Hvad med dem? Hvad med de mennesker, hvor kageformen ikke kan bruges? Hvor kagedejen smuldrer, hver gang “udstikkeren” prøver at stikke ens og homogene kager ud.

Det er her, at jeg især, efter alle disse år som deltager i uddannelsesinstitutionernes prædefinerede rammer mangler en forløsning. For skal man så bare droppe at deltage, hvis man ikke altid “passer ind”? Hvis man nogle gange tænker anderledes? Vælger andre veje. Ikke tilhører normen? Hvis dejen nogle gange smuldrer fordi kageudstikkeren tvinger sig selv igennem den bløde overflade?

Kan I følge min tossede sammenligninger her?

Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke selv har higet efter at passe ind. Og det skal man da også til en vis grad. For der ER nogle rammer, der skal overholdes. Nogle fagbeskrivelser, der skal opfyldes. Man kan ikke bare lave sine egne regler når det drejer sig om institutionernes forhold. Der SKAL være et sammenligningsgrundlag. Et udgangspunkt. Et kvalitetstjek. Nogle gange kunne jeg blot ønske, at det ikke kun var kvaliteterne fra mål- og fagbeskrivelsen, der skulle valideres.

Hvor end vi færdes bliver vi målt og vejet. Nogle gange bliver vi vejet for lette, og bliver ekspederet videre. Andre gange rammer vægten præcis. Det jeg måske egentlig mener er, at jeg mangler originaliteten. Og såmænd måske ikke dén. For jeg synes faktisk, at der findes mange originale(r) mennesker derude. Mange, hvis facon ALDRIG ville kunne findes som en præfabrikeret udstikker. Det er måske mere rummet til dem der mangler. Forståelsen. Fra andre omkring dem.

På én og samme tid føler jeg, at vi gerne VIL skille os ud. Vi vil gerne være unikke. Det er en diffus blanding af at ville være speciel, men samtidig gerne vil accepteres af andre.

Det er altså heller ikke fordi, jeg skal få det hele til at lyde helt forfærdeligt. Jeg elsker jo min uddannelse! For pokker alle de fag, hvor jeg sluger vores pensum med hud og hår. Måske er det her bare min måde at forstå og reflektere over, at nogle fag dem forstår jeg bare ikke. Og det er måske heller ikke meningen at jeg skal det. Kunne forstå alting. Måske det er meget sundt, at man ikke altid har alle svarene? At man ikke altid passer ind i “cookie-cutteren”. Jeg ved det ikke. Men nu er jeg i hvert fald færdig. Kagen er bagt, og nu skal den smages på! Ude i det “virkelige” liv.

Nu tror jeg, at jeg skal finde ud af, hvor JEG på én og samme tid passer ind og skiller mig ud. Giver det mening? Jeg er ikke helt sikker på, at det gør for mig. Men måske er jeg ikke den eneste, der sidder med disse diffuse og sammenfiltrede tanker og følelser. Jeg er sikker på, at jeg med tiden nok skal finde hoved og hale i det hele. Lige nu er jeg bare færdig. Lidt lykkelig. Og lidt bange.

{ Følg med på Instagram // Facebook // Bloglovin // Snapchat @jhardis }