Bullerbox er modtaget som gave
IMG_2636

Ja. Ja det har jeg sgu. Og jeg et ægte hundemenneske. Jeg er faktisk også et ægte kattemenneske. Jeg har aldrig forstået, at man skal være enten eller. Hvorfor afskære sig selv fra muligheden for at få forskelligt hår på tøjet? Det begriber jeg ikke, man ikke vil…

Men Casper er allergisk overfor katte. Så det er en ret nem beslutning om sådan et kræ skal være en del af husholdningsbudgettet.

Jeg er til gengæld vokset op med både hund og kat. Og da jeg var 14 år ville jeg gerne have min egen hund. Jeg havde ingen hede drømme om store stereoanlæg eller fancy cykler da vi nåede konfirmationsalderen. Næ. Jeg ville bare gerne have min egen hund.

Så da jeg blev konfirmeret (dengang fandtes begrebet ’non-firmation’ ikke, så jeg blev altså konfirmeret), der brugte jeg alle de skejsere, jeg fik i gave på at købe min egen hund.

Mine forældre har altid været fortalere for, at vil man have noget selv, så må man selv betale. Altså. Selvfølgelig ud over alle de normale ting man tigger venligt beder om som teenager.

IMG_2589Will you pls let go! }

IMG_2540

Og en hund er ingen billig erhvervelse. Slet ikke, hvis man gerne vil have en specifik race, hvor man er sikker på, alt er som det skal være. Ikke, at en hund fra f.eks. internat ikke kan være mindst ligeså fantastisk! På det tidspunkt tænkt jeg bare slet ikke det som en mulighed. Det kunne jeg sagtens finde på i dag. Dengang bruge jeg et år på at udse mig, hvilken slags hund jeg skulle have.

Mine første ønsker gik selvfølgelig på en chihuahua! Det var lige omkring Paris Hilton hysteriet, hvorfor ALLE skulle have en lille hund dinglende på armen. Men der satte min far sgu hans str. 41 fødder i jorden, og nægtede, at sådan et lille dyr skulle komme indenfor husets fire vægge! Den dag i dag tror jeg faktisk, han havde budt sådan en størrelse velkommen. Tænker jeg tilbage på hele den situation nu, kan jeg måske godt følge ham. Frøken Hilton var dengang måske ikke just forbilledet man ønskede for sine døtre…

IMG_2568{ ♥ Den der kan jeg da lige hapse… }

Når. Men altså. Det endte deraf med en helt anden race. Nemlig en Shetland Sheepdog. Eller i daglig tale en ’sheltie’. Jeg brugte et år på at researche omkring denne race. Mine forældre tog hele denne mission meget alvorligt, og jeg fik, som alle andre hundeønskende børn og teens at vide, at købte jeg en hund, der var min helt egen, så var ansvaret altså også mit!

Nu skal det bestemt ikke lyde som om, mine forældre hev hænderne i vejret og slet ikke ville beskæftige sig med den fremtidige hund. Men jeg skulle selv stå for alle de gængse aktiviteter med hunden. Gå tur, give den mad, underholde og aktivere den. Den opgave tog jeg til mig med oprejst pande! Det kunne jeg sgu da godt!

Så vi fandt en lille kennel nærmest kun et spytklat fra mine forældres hus. Her besøgte vi et kuld hvalpe da de var en uge gamle. Jeg husker det, som var det i går. Jeg mindes, at der var seks hvalpe i kuldet, men I må ikke holde mig op det. Der var vist nok to ledige tilbage, der endnu ikke var blevet solgt. Den ene var en tæve med en smuk hvid manke. Hende faldt jeg for med det samme, og de syv uger der gik, indtil vi kunne hente hende, gik ALT for langsomt.

Paradoksalt nok var de syv uger placeret i min sommerferie fra skole. Aldrig har jeg ønsket mig før, at en sommerferie skulle gå hurtigere!

Da jeg endelig fik hende med hjem smeltede mit hjerte, og siden den dag har jeg ikke kunne undvære en hund i mit liv. Jeg er vokset op med hunde, så det var ikke noget, der dengang lå fjernt fra mig. Jeg havde bare et brændende ønske om at få min helt egen hund. Som jeg kunne træne med. Som lystrede mig. En hund, der ikke var familiens, men min egen.

IMG_2543 IMG_2557

I dag har jeg ikke længere Sheila, som min allerførste egen hund hed. Jeg måtte desværre sige farvel til hende sidste sommer. Hun blev 12 år, men igennem de sidste par år fik hun desværre kræft. De af jer, der er hundeejere vil vide, at man vil gøre ALT for sin hund. Så Sheila kom selvfølgelig igennem flere forløb, hvor dygtige dyrelæger gjorde alt, hvad de kunne. Til sidst bukkede hendes krop dog under. Hun kunne ikke mere, og jeg havde ikke andet valg end at sige farvel til hende.

Av. Den gjorde ondt.

Jeg kunne slet ikke undvære at have hund. Mine forældre havde i mellemtiden også erhvervet sig op til flere sheltier. I dag har jeg selv to skønne uldtotter boende. Temptation på 6 år og Mercedes på 2 år. Jeg har faktisk også en tredje – Ayoe. Hun bor dog hos mine forældre, og er i realiteten ligeså meget deres hund som hun er min. Hun er 10 år, og ville slet ikke kunne affinde sig med at bo i lejlighed som jeg gør. Hun er vant til at kunne komme ind og ud efter hendes forgodtbefindende. Og det er betryggende at vide, hun har det som blommen i et æg hos mine forældre!

Selvom mine hunde ikke ’fylder’ så meget plads herinde, så optager de utrolig meget plads i mit liv og min hverdag. Jeg ville slet ikke kunne undvære at have hund(e). De giver mig SÅ utrolig meget værdi. Så megen kærlighed.

Det første jeg gør hver eneste morgen er at lufte dem. Tit laver jeg morgenkaffe og bringer med mig ud. Det giver mig en stund, hvor jeg kan vågne langsomt, imens jeg betragter dem lege og fjolle. De er de sjoveste hunde i verden, og hvor har de dog meget glæde af hinanden!

IMG_2581 IMG_2625

Det lyder sgu næsten som om, jeg taler om børn hva’! Hah! De er også en form for børn. Dem her skal man bare samle op efter…

Jeg ved, at mange ikke forstår min glæde ved mine hunde. Og I sidder sikkert også nogle derude nu, der ryster på hovedet af dette indlæg. Det skal I være velkommen til. Det er det smukke ved blogge i min verden – at man bare kan springe indlæg over man ingen interesse har i. Jeg ville dog slet ikke kunne være den jeg er i dag, havde jeg ikke haft Sheila og mine to hunde i dag.

Jeg lærte om ansvar. Hvis man kan være karl om natten, kan man også være mand om dagen. Eller. Kvinde. I hvert fald stod jeg mangt en gang tidlige morgener med tømmermænd fra den forrige aftens udskejelser, og trænede hund. For det var aftalen. Skulle jeg have min egen hund, så skulle jeg også sørge for den.

Det er den klassiske historie om barnet, der af forældrene får at vide, ”hvis vi skal have hund på dine ønsker, så skal DU også være med til at passe den!”

Og det gjorde jeg. Det gør jeg den dag i dag stadig. Mine hunde er mine øjensten. There. I said it. Bare kald mig en skør hundedame. Jeg står gerne ved det.

ezgif.com-gif-maker-2{ Hun stjal et kødben fra kassen, og undrede sig over det pludselig var væk }

IMG_2629 { Mercedes er den sort/hvide til venstre, mens vi til højre har Temptation med farven, der i fagsprog kaldes bluemerle. I ‘gamle-damer-og-børn-vi-møder-på-gåtur-sprog’ er hun grå. }

Der er ikke noget som en hund, der blidt placerer sin fugtige snude på ens ben alt imens de dybe brune øjne sender en alt det kærlighed du overhovedet kan forestille dig. I hvert fald alt det kærlighed en hund kan manifestere. Og det er ganske meget skulle jeg hilse at sige.

Fordi jeg ikke rigtig tidligere har snakket SÅ meget om pelsdyrene, uldtotterne, de irriterende damer, (kær hund har mange navne) herinde, så jeg det som en oplagt mulighed at gøre dette, da jeg fik en boks fra Bullerbox sponsoreret. Boksen er altså modtaget som gave, og indlægget er sponsoreret deraf. Bare så vi har det hele på det rene.

Hvis I ikke kender Bullerbox, så er det en service akkurat som Goodiebox’en er det til os damer. (Eller mænd – hvem er jeg at være herre over folks præferencer!). Hver måned får man – altså hunden ikk’ – tilsendt en kasse med alskens lækkerier i igennem deres abonnement.

I den boks Mercedes og Temptation fik var der bl.a. en aktiveringsbold. Den er ALTID god at have ved hånden kan jeg hilse at informere om! Der plejer jeg at proppe deres mad i, hvis jeg har haft dage, hvor aktiveringen af dem har været småt.

Derudover fik de en bamse fra Kong. Det mærke vil hundeentusiater kende og vide, at det er prima kvalitet indenfor hundelegetøj. Som btw er en helt verden i sig selv. Mine hunde elsker når deres legetøj er blødt. De er ikke så meget til hårde reb eller plastik. Det skal helst være tekstil. Eller et blødt reb med en tennisbold. Eller bare en tennisbold hah! Kong legetøj plejer at have en meget blød overflade, så den faldt også i god jord hos dem. Det sagde de ikke, men det vurderede jeg ud fra deres leg.

Der var selvfølgelig også en masse spiselige lækkerier til dem. Især posen med ’mint’stave var JEG ret begejstret for haha! Altså hundekødben med MINTsmag. “Are you kidding me?!”, tænker du helt sikkert nu. Og nej. Jeg laver ikke sjov. Jeg smagte ikke på dem, (SÅ skør hundedame er jeg sgu ikke endnu), men jeg bilder mig selv ind, at de kan give hunden bare lidt bedre ånde end de nogle gange demonstrerer. Ydrk.

Er I nogen hundemennesker derude?

Jeg spørger mest fordi, jeg gerne vil dele lidt mere omkring livet med hunde. Både som studerende, når man flytter hjemmefra og når man har hunde i lejlighed. Men det giver ingen mening, hvis I alle sammen alligevel skøjter let og elegant over de indlæg. Så hellere bruge krudtet på noget, der også giver jer værdi.