Så sidder jeg her. I min nye sofa… ja den er stadig ny efter tre måneder… jeg har lige sat min router op. Helt selv. For nogle vil den bedrift helt sikkert IKKE betegnes som en bedrift. Og mellem os sagt, så var det da heller ikke særlig svært. Alligevel sidder jeg med en følelse af at have overvundet noget. En slags “routerdrage” om man vil. Den er i hvert fald nedlagt nu den drage. Den sidste uge har jeg intet wifi haft i lejligheden da routeren, der var her, er Caspers og han tog den med sig. Fair nok ikke.

Jeg har heldgivis ikke som sådan manglet wifi den sidste uge, for jeg har ikke været særlig meget hjemme i lejligheden. Jeg tror næsten, det kan tælles på to hænder, hvor mange timer jeg har tilbragt herhjemme… Ej det er løgn, men du ved.. Overdrivelse fremmer som regel forståelsen. Og ellers får den bare historien til at være sejere. Eller utroværdig, men det er en anden sag.

Jeg har bare ikke været særlig meget hjemme, og så har jeg ikke brugt mit internet herhjemme. Jeg har ligesom heller ikke kunne bruge det, kan man sige så deeht..

Men nu sidder jeg som skrevet her, i min nye sofa, med min nye router sat op ved siden af mig. Jeg har sgu også selv samlet sofaen. Og internettet virker helt efter hensigten. Det kan både gå på Facebook og Netflix. Succes!

Den her tilværelse, hvor jeg er alene om at skulle klare tingene… den har jeg det ret godt i. Det bekommer mig på en mærkelig måde, at jeg selv skal finde ud af tingene herhjemme (og ude for den sags skyld). Jeg udvikler mig virkelig af det. Før i tiden ville jeg slet ikke have fundet ud af, HVOR let det egentlig er at sætte en router op. Jeg har endda både ændret det generiske, obskurt lange navn på mit wifi til et noget lettere genkendeligt. Jeg har sågar fundet ud af at sætte en kode på det. Jow jow tingene går ret fint herhjemme.

Jeg joker ret meget omkring det her med at være en strong, independent woman who need no man. Mest fordi det er ret sjovt. Og fordi det er sådan, jeg har det.

Jeg er en stærk, uafhængig kvinde. Punktum.

Mit sejhedsmoment toppede helt sikkert da en veninde og jeg, helt selv, byttede om på to loftslamper i lejligheden. Du ved; slukke alt lyset, så jeg ikke fik stød, pillede begge lamper ud. Både fra ophænget og fra selve kontakten. Sætte begge lamper til igen, og så endda rigtigt i første hug. Man er vel ikke elektrikerdatter for ingenting….

Der er intet jeg ikke kan, som jeg ikke også kunne før Casper og jeg gik fra hinanden, men alligevel føles det noget mere… sejt nu. At gøre de her ting. Alene. Nok også fordi det før i tiden var Casper, der bare automatisk tog sig af den slags… Med elektronik og sådan. Jeg fik endda selv flyttet hele mit anlæg med LP-afspiller, radio, forstærker OG højtalerne.

Jeg har rykket rundt på hele lejligheden også med føromtalte veninde, så den nu er min. Mit hjem. Jeg blev boende i lejligheden som Casper og jeg delte sammen. Det betyder uundgåeligt, at stedet er fyldt med minder, vi har haft sammen. Det betyder også, at jeg har skulle gøre en ekstra indsats for at starte på en “frisk” efterfølgende. Det er rent praktisk sket ved, at jeg nu har fået indrettet lejligheden præcis efter mit hoved og mine luner. Jeg elsker, hvordan den er indrettet nu. Der mangler kun et stort tæppe under spisebordet, så er den helt kørende.

Og så er jeg ret meget nede med at være mig selv lige nu. Jeg har, næsten, altid været i forhold. Det sidste forhold seks og et halvt år. Det er alligevel en rum tid ikke? Men nu er jeg bare mig selv.

Ej ved du hvad…slet det der “bare”!

Nu er jeg mig selv.

Det elsker jeg. Jeg elsker, at jeg kan gøre præcis som jeg vil, hvornår jeg vil det. Det gør jeg virkelig også. Jeg arbejder en masse, tager ud med venner og veninder, møder en masse dejlige nye mennesker, og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg udvikler mig rigtig meget lige nu. Fordi jeg gør en masse nye ting. Jeg nyder virkelig livet. Som et stærkt, uafhængigt menneske.