IMG_6047{ Billedet er fra en sommerhustur med min veninde/specialemakker. Inden jeg vidste, hvilke tanker jeg ville sidde med i dag }

Okay. Nu skriver jeg sikkert noget som man ikke må. Men jeg er sgu lidt bange for at få et job.

Bang. Der skrev jeg det.

Der skete ikke rigtig noget.

Andet, end at nu ved hele internettet det. Yikes.

Men det er jeg altså. Jeg er 27 år, færdiguddannet, og bange. Bange for ikke at kunne være sådan “rigtig” voksen. Bange for ikke at kunne slå til. Bange for fremtiden.

Men jeg søger job. For det skal jeg jo. Og jeg vil faktisk også gerne have et arbejde. Jeg vil gerne bidrage til samfundet. Både på den ene og anden led. Så jeg søger.

På trods af ængstelighed ved ikke at være god nok. For jeg tror nemlig, at det er der skoen trykker. Jeg har jo ikke nogensinde haft et rigtigt, rigtigt voksenjob. Ja ja. Mine to sabbatår bag kiosken, bagerdisken, kassen og med pakning af webordrer vil nogen måske nok mene var et voksenjob. Men. Jeg var jo slet ikke færdig med at gå i skole. Så for mig var det ikke i nærheden af at være et voksenjob. Det var et in between school job.

Og jo. Jeg har ALTID haft et studiejob ved siden af min skolegang. Det er bare ikke helt rigtig det samme vel? Det har været nogle rigtig gode og ofte også relevante jobs jeg har haft mig ved siden af skole og studie. Men i realiteten var de “blot” sidebeskæftigelser.

Kan jeg overhovedet finde ud af at arbejde? Selvfølgelig kan jeg det. Det ved jeg da godt. Dåh!

Det handler vist mere om mine tvivl på egne evner. Den kender I godt ik’? Man tror på, at alle andre helt sikkert vil klare den. Få gode jobs, og de er fantastisk dygtige. Der er faktisk ikke grænser for, HVOR kompetente de er!

Imens sidder jeg selv der. Og tror ikke på de ord når jeg får dem fra andre. Jeg tror ikke på dem når jeg prøver, i virkelig meta-numåduikkeværesåhårdimoddigselv-øjeblikke, at fortælle mig selv dem.

Afslag fra jobs jeg virkelig gerne vil have hjælper bestemt heller ikke på den følelse. Selvom jeg godt ved, at det er fordi virksomhederne gerne vil ansætte folk med erfaring. De ser helst, at man har 20 års erfaring, men endnu ikke er fyldt 30. Og når ja; at man forresten gerne HAR fået børn, eller er single.

Så. Det er sgu lidt op ad bakke for mig i øjeblikket. Det må jeg indrømme. Heldigvis er jeg ikke typen, der giver op så let. Eller kigger sort på det hele. Måske det bare fordi jeg er vant til studielivet. Jeg mener, come on, jeg har været studerende ret meget af mit liv ik’.

Nu er jeg ikke det mere. Nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg er. Andet end glad for at være færdig med at gå i skole. I hvert fald den med skolebænke. For nu er det vel “livets skole” (ydrk det lyder virkelig kliché!), der skal overtage.

Udover det, så er det ederondelyneme mange regler for os dagpengemodtagere. Christ! Det er ikke altid til at finde hoved og hale i. Nogle dage læser jeg stolpe op og stolpe ned angående regler, krav, dispensationer og what not. Indtil videre er det gået ligesom det skal. Selvfølgelig med undtagelse af de, vist nok, typiske opstartsvanskeligheder. Hvor man lige skal lære at være jobsøgende. Det er næsten et hverv i sig selv.

Ak. Sikke et indlæg at starte ugen med!

For at vende tilbage til indlæggets titel, så er det ved nærmere eftertanke ikke det at få et job, der skræmmer mig. Det er måske mere uvisheden. Jeg ved, hvad jeg havde under mit studie, jeg ved, hvad jeg har lige nu med ansøgninger, men jeg ved ikke, hvad jeg får i form af job.

Jo. Jeg ved selvfølgelig, hvad de forskellige stillinger indeholder som jeg søger. Men jeg ved ikke, hvordan min hverdag kommer til at udspille sig. Det er måske den mest skræmmende tanke. Især for en grubler som mig. Der nu bare må tage en dag ad gangen, men samtidig forsøge at planlægge fremtiden.

Har I selv været jobsøgende, og sidder måske inde med gode råd?