Jeg synes selv, at jeg går op i mit udseende. Jeg tager da jævnligt bade, hvor jeg både bruger showergel OG vasker hår. Det ved jeg godt, er store sager, men folk omkring mig virker så taknemmelige når det sker. Jeg lægger faktisk også makeup – eller jeg smider hvert fald en pudderkvast i hovedet om morgenen, og tværer noget mascare på de hår der sidder på vipperne.

Jeg tænker endda også over, hvilket tøj jeg har på. Helst ikke huller i strømperne, (hvert fald ikke, hvis jeg skal besøge folk hvor skoene skal af), og helst også bluser uden tydelige pletter på fra gårsdagens pastaret. Jeg gør en indsats for at være den pæneste udgave af mig selv, der findes.

Men på det sidste har jeg haft følelsen af, at man som kvinde ikke “må” gå op i sit udseende OG f.eks. sit arbejde eller uddannelse. Eller måske er det fordi man ikke “må” gå op i sin uddannelse/arbejde OG sit udseende. For så er man overfladisk…. Says who? Ja det ved jeg sgu ikke. Men følelsen er der. Ikke at blive taget alvorlig. At hvis man, og her mener jeg selvfølgelig mig selv, godt kan lide douche farver, går op i om læbestiften matcher til tasken og om håret sidder lige og skjorten er strøget, ja så er man overfladisk. Fordi det er overfladisk at gå op i sit udseende. Og det må man åbenbart ikke være. For det er fy fy at være overfladisk. Også selvom det drejer sig om simple ting som pudder og læbestift.

Men måske er det bare mig? Der bare gerne vil have en undskyldning for at have sweatpants på hver dag og ikke vaske hår hele tiden…