happy new yearNu venter der et nyt år lige rundt om hjørnet. Ja faktisk venter der nyårsaften. Aftenen som de fleste vel ser frem til med både frygt såvel som begejstring. For man glæder sig til nytår; man skal hygge med gode venner måske, eller drikke sig pisse fuld og bare have “the time of the life”. Måske skal man arbejde, og være et af de mennesker, der sørger for at andre kan feste det nye år ind. (Been there, done that; aldrig mere garderobepige!).

Eller også frygter man lidt aftenen – ja altså ikke som i, at man er bange for den! Medmindre man ikke kan lide fyrværkeri for så må det virkelig være en nederen aften! Men mere som i, at man stiller mange forventninger op til denne aften: nytår. Forventninger om, hvordan aftenen skal gå, forventninger om, hvordan det nye år skal går. For hvem gider skyde det nye år ind med en dårlig aften? Det er der vel ingen mennesker, der gider? Men nogle gange så bliver tingene ikke som man forventer. Og måske er det netop det, der gør at en aften som nytårsaften ikke altid bliver den store fest alligevel. Fordi man stiller en masse forventninger op, der ikke bliver indfriet.

Jeg har det lidt ambivalent med nytårsaften. Som Casper sagde det den anden dag da vi snakkede om det; “hvorfor skal man fejre endnu et skide år…?”. Ikke sagt, at man skal forvente at 2015 bliver et skide år! (hverken symbolsk eller bogstaveligt!). Men jeg kan godt finde mig selv undrende over, hvorfor man vælger kun at fejre det nye år én eneste aften! Man lægger ligesom alle sine æg i én kurv så. For så skal den aften underlyndeme være skide god! Og igen, det er her forventningens pres kan blive for meget. Hvorfor ikke nyde det nye år lidt ad gangen? Det er også meget at presse ét helt år ind på én aften.

Jeg har før boykottet nytårsaften. Blevet derhjemme. Alene. Carrie style. Og aftenen endte helt vildt hyggeligt! Min søster ringede mig op, og spurgte om jeg ikke ville hente hende fra en fest, (der netop ikke levede op til forventningerne), og sammen kørte vi op til vores mormor og morfar og ønskede dem et godt nytår! Jeg tror da lige, at de spærrede øjnene op da vi lige pludselig stod der! Sidste år tilbragte Casper og jeg sammen med hans forældre. Han skulle arbejde d. 1. januar og jeg stod med op og startede året med en træning og var frisk som en havørn! Se dét var en god start på året! Og aftenen havde været super hyggelig! Og så havde man endda plads til en obligatoriske 1. januar burger senere på aftenen (ja mere hellig er jeg altså ikke!).

Så i år bliver nytårsaften tilbragt med Casper, min mormor, morfar og moster. Både Casper og jeg har eksaminer over (jul og) nytår, så en stille aften med god mad i godt selskab er lige, hvad vi ser frem til. Så må vi fejre 2015 i små bidder hen over året. Og hey; jeg er faktisk ret sikker på, at vi kommer til at få en rigtig god aften og får hoppet godt ind i det nye år selvom vi ikke hverken skal til store private fester eller i byen. Så må vi jo se om forventningerne til en rolig aften holder stik 😉

Hvordan skal du fejre nytår, og føler du, at der ligger visse forventninger om aftenen?

Jeg håber uanset, hvad du skal lave denne onsdag, at du først og fremmest passer på dig selv og dine nærmeste, og får en fabelagtig start på hvad jeg håber bliver et rigtig godt 2015 🙂