Endnu en dag i Fåborg. Alt vores fritid går med specialet. Endnu er vi på et tidspunkt i processen, hvor det er til at have med at gøre. Jeg er sikker på, at tidspunktet kommer, hvor det er knapt så meget til at have med at gøre. Hvor processen bliver knapt så behagelig. Men lige her, i idylliske Fåborg, der er der ret så behageligt. IMG_6017 IMG_6047 IMG_6050 IMG_6080^^Smukkeste solnedgang her vores sidste aften i sommerhus^^

Jeg skrev tidligere på dagen med en veninde omkring netop dette. Hvornår tiden er behagelig når man skriver speciale. Jeg måtte nemlig melde afbud til en invitation i KBH til hende og hendes kærestes indflytningsfest pga. igangværende speciale. Jeg ved, at de sidste par måneder op til aflevering bliver mentalt hårdt. Selvom det “bare” er en opgave, der skal løses, så vil vi gerne gøre det godt. Og det kræver indsats og ikke mindst tid.

Allerede nu har jeg derfor gjort klart for mine nærmeste, og ikke mindst for mig selv, at jeg de næste par måneder vil være lidt under radaren. Jeg vil komme til at sige nej tak til mange arrangementer, ganske simpelt fordi det mentale overskud ikke vil være der. Jeg har lært af mit sidste efterår, hvor jeg virkelig var et dårligt og usikkert sted rent mentalt (læs mine tanker omkring dette her og her), og der skal jeg ikke ned igen. Bunden er blevet skrabet, og der er ikke rart dernede.

Jeg kommer derfor til at prioritere ting, der gør mig glad. Ting, der ikke kræver af mig, men som giver. Som bloggen. Jeg er kommet ind i en virkelig fornuftig blogrytme, og jeg elsker det. Jeg elsker mine faste indlæg, jeg elsker alle jeres kommentarer og den kontakt og respons jeg får til og fra jer, og jeg elsker at tage billeder og at producere tekst.

Det gør mig glad. Og jeg er den eneste, der kan sørge for min lykke. Det er mit ansvar, at jeg er glad. Så jeg har allerede foretaget nogle fravalg, så min hverdag med speciale bliver en proces jeg kommer til at nyde.

Og netop det råd fik jeg fra min veninde i dag. At nyde. Jeg måtte som sagt melde afbud på hendes invitation til en formentlig ellers hyggelig aften, og var faktisk lidt bange for at skuffe hende over min begrundelse; at det risikerede at blive for presset med et speciale, der i øjeblikket bare er vigtigst. Jeg ville slet ikke sidde og nyde aftenen (og turen til kbh), fordi jeg enten a) ville sidde og tænke over alt det jeg kunne skrive på speciale eller b) hellere ville sove, og slippe fra tanker om speciale.

Og ved I, hvad hun svarede?

Fokuser og bliv færdig og kom op til overfladen igen bagefter. Og nyd det! Nyd tiden nu, og nyd at være studerende.

Ingen bebrejdelse. Ingen sure miner. Bare et velmenende råd. At jeg ikke måtte lade processen styre mig, men at jeg skulle styre processen. Og nyde, at jeg lige nu lever et liv, hvor jeg (næsten) er uafhængig og selv strukturerer min hverdag. Der er ingen faste mødetider. Ingen chef. Ingen tidspunkter af døgnet, hvor jeg SKAL være et sted. Og det er kun mig (og min specialemakker jow jow) der bestemmer (og ved) hvad, der er det rigtige lige nu. Hvad der skal til for at nyde processen. Så må folk blive skuffet over, at jeg lige nu og de næste par måneder muligvis er fraværende eller knapt så fuld af energi når jeg holder fri. Men lige nu er tiden for, at jeg skal tænke på at have en god proces. Og ikke på andres forventninger til mig. Forventninger som jeg sikkert alligevel selv har opstillet i mit hoved.

Så selvom det er svært at nyde lige nu, fordi jeg konstant tænker over deadlines, afsnit der skal skrives, interviews der skal foretages, forventninger der skal indfries; så vil jeg prøve at nyde det. Nyde, at jeg kan drikke en G&T en helt almindelig tirsdag aften. Nyde, at det er okay at sidde i jogginbukser når det passer mig for det er mig, der bestemmer hvornår jeg skal ud af døren. Nyde, at livet lige nu kan være lidt rodet og at det er okay!