Hold kæft det bliver et hårdt indlæg det her. Det kan jeg mærke allerede nu som ordene strømmer ud af mine fingre og ud på mit blanke worddokument. Jeg er næsten bange for at besudle det fine, hvide dokument med mine ord og følelser. Egentlig vil jeg måske endda bare gerne se og læse andres ord omkring dette emne. Men lige nu er det altså mine egne ord. Mine egen følelser. Der kommer fra et helt ægte og bart sted.

For ja. Jeg er nemlig blevet droppet af en veninde. Så meget droppet som veninder nu kan droppe hinanden. Der har ikke været nogen stor afskedsscene, hvor vi begge blev enige om, at vi skulle gå hvert til sit. Der har heller ikke været nogle akavede situationer efterfølgende, hvor vi har set hinanden gå med andre veninder ned ad gaden. Der har heller ikke været udveksling af ting vi havde hjemme hos hinanden.

For sådan et break-up var det nemlig slet ikke. Det var et dumt, ubehageligt og for mig bagholdsangrebent afslutning på et forhold to mennesker imellem. veninder, kærester. Det vil jeg vove at påstå i en vis grad, kommer ud på ét. For vi er vel alle bare mennesker med relationer til hinanden?

Og denne relation skulle altså åbenbart stoppes brat.

Efter lidt tumult i vores forhold, min eks-venindens og mit, gled det ligesom lidt langsomt ud i sandet. Altså vores venskab. Ikke tumulten. Jeg opfattede faktisk slet ikke tumulten. Måske det kan tilskrives, at jeg ikke er et emotionelt væsen. Dét argument tror jeg da nok bare lige, at ham herhjemme vil mane til jorden. Måske det var fordi, jeg ikke opfyldte hendes ”krav” om, hvad en veninde gør og er. Det var i hvert fald efter et afslag fra min side til hende, vores relation lige pludselig ændrede karakter.

Fra glade smil til akavede møder. Fra ugentlig varm kontakt til kolde afvaskninger. Fra varme kram til lunke håndtryk. Stemningen og vores relation var mærkbart ændret efter mit afslag. Til hvad og i hvilket format og omfang mit afslag fandt sted er egentlig dette indlæg uvedkomment og irrelevant. Et nej er et nej uagtet grunden og uagtet spørgsmålet.

Men det var det altså ikke for hende. ”Jeg måtte da bøje mig” – tror jeg hun tænkte. Jeg skulle give mig… For en ting, jeg ikke kunne. Sådan rent fysisk. Jeg kunne ikke være til stede ved en begivenhed, der betød meget for hende. Fordi jeg selv skulle deltage til en begivenhed, der betød meget for mig. En begivenhed, der faktisk betød mere for mig og min fremtid. Men som ikke overhovedet betød noget for hende. Men hendes behov kom altså først. Ikke mine. Og nogle gange; så er man en god veninde, hvis man kan lægge sine egne behov til side, og tilgodese andre. Andre gange er man en god veninde, hvis man forstår, at vi ikke altid alle sammen kan slå til overalt. Og opfylde andres behov på bekostning af egne følelser. Den dur sgu bare ikke.

Måske var JEG en dårlig veninde sådan et tilgodese mine følelser først. Fordi jeg satte mig selv og mine relationer til andre mennesker først. Men helt at afslutte et venskab, pga. et afslag. Det begriber jeg ikke. Jeg begriber ikke, at vores relation åbenbart ikke var mere værd, end at hvis jeg ikke kunne stille op for hende én enkelt gang; ja så duede jeg bare slet ikke. En skuffelse kan jeg udmærket forstå. En akavet samtale og måske en tid med en trykket stemning, for derefter at finde rytmen tilbage og komme videre.

Men helt at slette vores relation, og cutte kontaktet næsten fra den ene dag til den anden. Det har jeg aldrig forstået.

Jeg tror vi alle har haft den slags forhold og relationer til andre mennesker, der enten løbet i sandet, eller såre simpelt bliver lagt i dvale. For så, når tid og sted er, at vågne op igen til dåd. Men det skete ikke. Der skete til gengæld det, at jeg blev droppet. Jeg blev droppet som veninde. Og jeg gik i lang tid og følte, at det var mig, der var helt galt på den. Indtil det gik op for mig, at det var hende, der aldrig havde taget kontakt efterfølgende. Det var hende, der ikke ville italesætte følelserne, der var som en lyserød elefant i vores relation. Der var hende, der valgte at slette mig. Ikke omvendt. Jeg gjorde på ingen tidspunkter mine til, at vores venskab nu skulle have en ende. Tværtimod forsøgte jeg at kompensere på andre leder og kanter. Leder og kanter, der tydeligvis ikke var gode nok. Hvilket fik mig til at føle, at jeg ikke var god nok i tiden efter dumpningen. Mine evner som veninde var på randen af ikke-eksisterende – det følte jeg i hvert fald. Selvom jeg godt vidste, at det var løgn.

Jeg er bare aldrig før blevet dumpet af en veninde. Jeg har haft relationer, hvor det netop, som tidligere skrevet, er løbet i sandet. Tiden har haft sin tand, og den har bidt for store stykker af forholdet til, at det kunne fortsætte. I dette tilfælde blev hele forholdet spist på én gang! Og endda uden, at jeg lagde mærke til det. Måske var jeg bare uopmærksom. Måske sad jeg med mobilen foran mig og brugte min energi på at spille Candy Crush i stedet for at koncentrere mig om rattet. Og så gik det galt. Måske skal jeg lade være med at bebrejde mig selv, hvordan det endte.

Jeg kan i hvert fald mærke, at det lettede gevaldigt på min brystkasse, at jeg fik disse forvirrede ord og tanker ud af min krop. Der er ligesom kommet lidt mere plads derinde. Lidt mindre trykken. Aahhh.