Annonce for Espresso House

Jeg ved, hvad jeg gør. jeg skriver om det. For det hjælper mig. Det hjælper i mange af mine svære stunder at skrive følelserne ud og ned på online papir. Selvom jeg på det sidste ærlig talt ikke rigtig har turde sætte mig ned for at skrive. Af frygt for, hvad der kom ud. Ærligt? Det har været et sindsygt hårdt år i privaten. Det er helt sikkert noget, jeg gerne vil lukke mere op for og fortælle om. Men lige nu er det svært bare at tale med mine nærmeste om det. Det involverer, som det jo tit gør, andre mennesker, der ikke har valgt at skulle håndtere deres følelser offentligt på denne måde. Så det skal jeg selvfølgelig også tage hensyn til.

MEN. Ensomhed. Den kan jeg snakke lidt om lige nu.

For det er en følelse, der kan være rigtig svær at håndtere. Jeg skrev for nogle år tilbage om ensomhed under min studieperiode. Især i starten af mit studie. Og det indlæg faldt en journalist i sidste uge over, og jeg blev inviteret i Go’Morgen Danmark for at tale om ensomheden blandt studerende.

Samtidig blev jeg samme dag spurgt, om jeg ville være med i en kampagne for Espresso House. De lancerer deres nye blåbærsnurrer og i den forbindelse donerer de 5kr for hver 2 solgte snurrer til Røde Kors’ landsindsamling og arbejde imod ensomhed. Den kampagne kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, fordi jeg vitterligt sad i toget efter jeg havde været i Go’morgen Danmark og snakke om ensomhed.

Vi fik at vide den morgen, jeg deltog, at hver 9. studerende føler sig ensom. Når jeg google mig frem kan jeg dog se, at det svinger mellem hver 9. og hver 8. Og det er mange. Og der er helt sikkert mørketal, der skjuler mange, der ikke tør sige, at de er ensomme.

Det er også, for mig i hvert fald, svært at skulle sige højt. Og det er svært at komme videre fra.

For mig startede følelsen af ensomhed, da jeg flyttede hjemmefra og startede studie. Jeg flyttede også langt væk fra alle jeg kendte, fra venner, job, familie. Fra alt velkendt i alle henseender.

Selvom der var mange mennesker på mit studie, så kunne jeg ikke finde et tilhørsforhold til særlig mange af dem. Få mennesker begyndte jeg at tale med, men det hjalp ikke på ensomheden. Mest fordi jeg stadig var vidne til de andres fællesskaber. Det blev endnu tydeligere, da jeg startede på mit tilvalg. Her havde jeg fag, der hørte til forskellige semestre. Så ét fag var fx. sammen med nogle på 1. semester. Mens et andet fag var sammen med nogle på 3. semester. Jeg fik derfor aldrig rigtig en holdånd med de mennesker. Selvom der var nogle søde imellem, så blev de aldrig nogen, jeg sås med privat.

Især det år kan jeg huske som værende rigtig hårdt. For jeg var meget alene derhjemme i lejligheden. Min daværende kæreste var på et virkelig krævende studie, og skulle bruge meget tid på det. Mere end fuldtid og ofte med aktiviteter der lå udenfor almindelige studietidspunkter. De havde et enormt stort og fedt fællesskab på dét studie. Hvilket gjorde, at jeg følte min ensomhed i endnu højere grad. Og selvfølgelig skulle min kæreste være på studie og selv deltage i de sociale arrangementer! Jeg anede bare ikke, hvordan jeg selv skulle kunne opleve det sammen.

Mit eget studie var endda kun med mellem 9-11 timer om ugen og så selvstudie. Så jeg kan huske mange dage, hvor jeg sidder helt alene enten på uni, biblioteket eller hjemme i lejligheden. Den følelse at gå rundt alene på uni og bare være ensom, shit den rammer hårdt.

Det er selvfølgelig ens eget ansvar at opsøge fællesskaber eller relationer. Men det kan dælme være svært. Især på studiet, hvor der ser ud som om, alle andre bare hygger sig. Så der burde bestemt komme mere fokus på, at der ikke sider nogen alene til timerne eller i pauserne. Men at vi alle sammen tager hånd om det her. Og påtager os bare et lille socialt ansvar. Så hvis du ser én sidde helt alene til undervisningen, så gør det ikke noget, at sætte dig ved siden af personen. Og lige mærke efter.

Da jeg startede på min kandidat var det som en ny chance for at kunne få nye relationer. En frisk start. Så den greb jeg! Og jeg dyrkede relationer på studiet og gjorde også selv en aktiv indsats for at blive en del af fællesskabet. I dag snakker jeg stadig med flere af de mennesker, jeg mødte dengang og nogle af dem betragter jeg som tætte relationer. Nogle snakker jeg tit med, andre ikke så tit. Men relationen er der stadig og dyrkes og værdsættes.

Men. Følelsen af ensomhed kan nemt ramme, selvom vi reelt ikke er ensomme. Selvom vi ikke er alene. Jeg kan stadig føle mig ensom. Jeg tror, det er fordi, jeg har virkelig svært ved at lukke folk helt ind. Jeg kan snakke om følelser og svære ting med mange af mine tætte relationer. Men at lukke dem helt ind, hvor jeg er fuldstændig sårbar og blotter mig selv. Derind lukker jeg få personer ind. Og det, at der er få personer i lige dét hjertekammer, kan nogle gange give mig følelsen af ensomhed. Fordi jeg føler, at mange andre mennesker nemt kan lukke mange derind i det rum i dem selv. Giver det mening?

Samtidig er jeg en introvert person. En ekstrovert introvert person. Der egentlig er glad for mit eget selskab og nyder min egen person, haha! Så jeg tilvælger ofte selv at være alene. Men det er måske deri forskellen ligger. At når jeg selv vælger aleneheden, så er det okay. Men følelsen af at blive fravalgt eller slet ikke tænkt på til at starte med; den er hård for mig at føle.

Det er klart en proces og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg dyrker selvudvikling mere og mere og synes det er spændende at finde ud af, hvem jeg er, hvordan jeg kan håndtere følelser, svære som lette, og hvor jeg mentalt, spirituelt, åndeligt og psykologisk er på vej hen.

Selve oplevelsen i Go’morgen Danmark var for mig virkelig god. Journalisten, der havde fundet mig, var topprofessionel og rigtig sød. Jeg blev først kontaktet dagen inden jeg blev inviteret ind i studiet, men hun var fuld af forståelse og fik af to omgange snakket interviewet igennem med mig. Så var grundlaget lagt til dagen efter og hun var sikker på, at jeg var forberedt.

Jeg tog toget til KBH om aftenen onsdag og sov hos en af de veninder, jeg mødte på min kandidat. Det var hyggeligt at kunne få klemt lidt tid med hende ind. Jeg skulle have taget et s-tog fra banegården, men der var sporarbejde og jeg orkede ikke bus. Så jeg hoppede på et el-løbehjul og tog turen ud til hende. Hun bor omkring Svanemøllen station på Østerbro. Det var super smart at kunne hoppe på et løbehjul derud og bare stille det foran hendes dør. Og det gav lidt luft til tankerne at køre rundt med den varme luft susende forbi på sensommeraftenen.

Om morgenen tog jeg en taxa til studiet, men jeg var der alt for tidligt, så jeg hoppede ned til den nærmeste Espresso House og fik en iskaffe og ringede til min mor. Ens mor er vist altid god at ringe til, når nervøsiteten begynder og man bare gerne vil snakke det lidt ned.

Jeg gik langsomt op mod personaleindgangen v. Tivoli og var der i fin tid. Studiet ligger i Orangeriet i Tivoli og det var virkelig sjovt at opleve Tivoli helt tom for mennesker. Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til igen, så jeg sugede alle indtryk til mig, haha! Ægte landbo, der kommer ind til den store by!

Jeg blev tager imod af en rigtig sød produktionsassistent, der fik guidet mig på plads i deres lille “gæstekøkken”. Inden showtime fik jeg snakket med Jesper, psykologen der kom fra Studenterrådgivningen, som jeg skulle i studiet med. Jeg kom i sminken og fik lagt en fin og naturlig makeup og så var det ellers bare med at vente på, at vi blev kaldt op.

Da vi kom ind i selve studiet, kom det bag på mig, hvor småt det egentlig var! Jeg havde forestillet mig noget meget større. Vi blev sat i sofaen, hilste på Louise og Mikkel, der var dagens værter og ventede et par minutter på at gå i gang. Der begyndte svedperlerne virkelig at komme frem på både overlæbe og pande! Shit jeg var nervøs og spændt!

Heldigvis gik det rigtig godt, omend det går virkelig hurtigt, når sådan et interview først kører.

Jeg kan desværre ikke dele et link herinde, men du kan vist få en gratis bruger til TV2Play, hvis du er nysgerrig på at se giraffen i fuld vigør. Hvis du gør det, så kan du finde indslaget via dette link.

Alt i alt var det en sej oplevelse, som jeg bestemt lægger i rygsækken af mindeværdige bedrifter. Og jeg glæder mig over, at Espresso House vælger at lave en kampagne, der fokuserer på ensomhed.