At vælge et ord for året

De sidste to år har jeg valgt ét ord, som skulle være en mental guide for mig gennem hele året. Det skulle være min søjle, min klippe som jeg kunne vende tilbage til og støtte mig op ad gennem alle beslutninger, oplevelser og eventyr.

Det har fungeret virkelig fint de sidste to år, meeen det var faktisk nemmere det første år end sidste år.

Det tiltænker jeg er fordi, jeg det første år valgte ordet “courage“, altså modig. Jeg skulle være modig i mine beslutninger, i min hverdag og i mine handlinger. Hvilket til at starte med var en kende udfordrende, men som månederne gik tog jeg ordets betydning mere og mere til mig. Det resulterede bl.a. i, at jeg rejste alene 14 dage til Marrakech i sommeren 2017. (Jeg fatter seriøst ikke, at det allerede snart er to år siden. Phew tiden går hurtigt).

Men i 2018 valgte jeg ordet “frihed”. Det var mere svært for mig at få direkte handlinger ud af det ord. Det var mere abstrakt og åbenbart mindre definerbart for mig. Så jeg følte ikke, at det havde samme virkning for mig.

Det har resulteret i, at jeg i år ikke har valgt ét ord, der skal definere mit år og være min guideline. Jeg har valgt et mantra, om man vil.

“Be aware, don’t care”.

Det handler simpelthen om, at jeg gerne vil være mere bevidst. Be aware. Jeg vil gerne være mere i nu’et, hvor kliché det end lyder. Jeg vil gerne nyde mere. Jeg vil gerne være mere fokuseret. Jeg vil gerne være mere i kontakt med mig selv og mine følelser. Så jeg skal være mere bevidst om mig selv, mine tanker, mine følelser og min krop. Jeg kan allerede nu mærke, at jeg bevæger mig i en sundere retning rent mentalt. At jeg er mere i de ting jeg laver, her og nu. Men også at jeg er mere opmærksom på, at nogle ting ikke er sunde for mig. Og at det er helt okay at føle svære følelser.

Don’t care. Dette må ikke misforstås. Det er ikke fordi, jeg vil være ligeglad med alt og alle. Men jeg vil gerne blive meget bedre til at være ligeglad med, hvad fremmede mennesker tænker om mig. For det bruger jeg, stadig, mange ressourcer på

Jeg er virkelig god til at indrette min gøren og laden efter, hvad andre mon vil tænke om det. Er det ikke forfærdeligt? Det kræver virkelig mange ressourcer, næsten konstant, at gå rundt og tænke over, hvad andre mennesker tænker. Det er egentlig både fremmede mennesker, men også bekendte, venner, kollegaer, familie, ja sågar min kæreste.

Jeg er i virkeligheden et enormt følsomt menneske, der er en stor people pleaser. Selvom jeg virkelig prøver at fortælle mig selv, at jeg er ligeglad med, at ikke alle kan li’ mig, så er det halvdelen af tiden løgn. Jeg vil så gerne kunne med alle mennesker. Jeg får en helt knugen i maven af tanken om, hvis der er strejfen af uvenskab i mit liv. Det er ikke fordi, jeg ikke kan håndtere konflikter. Jeg er god til at tage de hårde samtaler. Men jeg er ikke god til, hvis jeg ved, at folk måske ikke billiger de valg, jeg tager i livet.

Suk. Det er utrolig energikrævende. Det er meget begrænsende. Derfor vil jeg i år gøre en ekstra indsats for, at jeg prøver at være ligeglad med, hvad andre mennesker tænker. Især de mennesker, der ikke er en del af min inderkreds. For det er mit liv og mine valg *siger jeg højt for mig selv.

Det var altså “mit ord” for 2019. Jeg har en følelse af, at det allerede har en indvirkning på mit liv, så jeg håber, at det fortsætter året ud.

Har du valgt et ord for i år? Hvis du vil prøve, så kan du bruge den skabelon, jeg lavede sidste år til samme formål. Den er nem at printe ud og udfylde, så du kommer tættere på et ord, der kan guide dig gennem året.