jeanette hardis lets blog some shit odense blogger

Weekend. Et finuerligt, omend ganske værdifuldt og eftertragtet begreb. To sammenhængende dage, hvor man ikke skal møde op på arbejde. Altså. Medmindre man selvfølgelig arbejder i weekenderne. Som jeg har gjort hele mit teenage- og voksenliv.

Allerede som 15 årig fik jeg mit første weekendjob. Der var ikke rigtig andre muligheder. Jeg gik i skole mandag-fredag. Hvilket var mit primære job. Det har det været indtil for fem måneder siden, hvor jeg (langt om længe!) blev færdig med at gå i skole.

Indtil da bestod mine weekender derfor som regel af arbejde. Ofte gik hverdagseftermiddagene også med at tjene moneter. Dog var weekenderne min primære arbejdstid. Jeg har altid arbejdet i servicebranchen, og her er det som oftest skoleeleverne, der får lov at ekspedere i weekenderne.

Det har jeg som sådan aldrig haft indvendinger imod. Jeg ville gerne tjene penge, og så var vejen frem at smile fra 9-16 hver lørdag og søndag, alt imens den ene kunde efter den anden blev en del af en grå pløre.

Men det er sgu nederen at arbejde hver weekend når man OGSÅ skal ‘arbejde’ i løbet af ugen. Det er nederen når folk fredag eftermiddag, med hatten på skrå, velmenende ønsker “god weekend!”. Især når man selv ved, at trummerummen fortsætter igen både lørdag og søndag. De mener det godt. Det ved jeg. Og man siger selvfølgelig “Tak. I lige måde!”. Velvidende, at man ikke har fri bare fordi dagene bliver kaldt lørdag & søndag. Det er ikke en selvfølgelig at disse dage helliger lange morgener og Mads & Monopolet.

Måske derfor sætter jeg ekstra pris på disse to, ofte tiltrængte, dage nu, hvor jeg rent faktisk HAR fri i weekenden. Nu hvor min primære arbejdstid er placeret i løbet af ugen.

Denne weekend er min allerførste ‘rigtige’ weekend, efter jeg er startet hos Kansas City. Nuvel jeg har kun arbejdet tre ud af ugens fem hverdage. Alligevel var det en skøn følelse fredag eftermiddag at kunne slukke computeren, ønske “god weekend!” og drøne hjemad velvidende, at jeg ikke skulle stille min alarm den efterfølgende morgen.

Der er bare et eller andet over at kunne holde weekend. En følelse jeg ikke rigtig har oplevet i samme grad før nu. Det på trods af min tid på dagpenge de sidste fire måneder. Hvor mange sikkert vil postulere, at det da er “weekend hver dag”. Håh siger jeg bare! Især på dagpenge forsvinder skelnet mellem hverdag og weekend. For jeg stoppede ikke med at kigge på jobannoncer fordi fredagens eftermiddag oprandt og lørdagens morgen gryede. Næ du. Det var min samvittighed slet ikke til.

For jeg skulle søge to stillinger om ugen, og de hænger ikke just og dingler frit på træerne. Derudover er vi mange om buddet, hvorfor der så sandelig ikke var tid til at dandere den i ‘weekenden’! Tænk om jeg gik glip af en stilling eller en frist, fordi jeg skulle holde weekend. Både a-kasse og jobcenter er fløjthamrende ligeglade med, hvornår du søger stillinger. Så længe du gør det. Og gør det til tiden!

Derfor flød mine uger sammen, og mandag lignede til forveksling ofte lørdage. Den eneste forskel var de omkringværende menneskers rytme og aktiviteter. I min dagpengeperiode følte jeg i endnu større grad, hvor differentierende ugens syv dage i grunden er. De bliver ikke udelukkende selvstændiggjort på baggrund af deres titel. Men i høj grad også ud fra, hvad der sker de forskellige dage. Det ER sjældent, at man går til koncert en tirsdag aften f.eks. Eller sover længe en onsdag morgen. Eller tager på stranden en mandag.

De sidste fire måneder var dagene bare dage for mig. Mandag, torsdag, søndag – hvad var forskellen når aktiviteterne i løbet af dagen udgjorde det samme for mit vedkommene?

Det er for mig ikke dagenes indbyrdes placering, orden eller navne, der afgør, hvilken følelse dagen beriger mig med. Næ det er netop dagens aktiviteter og mindsettet deraf, der giver dagen betydning og værdi.

Er aktiviteten f.eks. arbejde? Studie? En tur på stranden? Eller jobsøgning? Den aktivitet jeg foretager mig på en given dag er afgørende for, hvordan jeg betragter dagen. Om den pågældende dag så hedder mandag eller lørdag.

Der er også en bestemt følelse søndag eftermiddag, som JEG i hvert fald ikke oplever nogle af de andre eftermiddage på ugen. Det er en lidt doven, måske endda en lidt sørgmodig og bittersød følelse. For ugen er kommet til ende. Man har arbejdet (måske) hele ugen og anvendt lørdagens timer med fornøjelige affærer. Det er dejligt ugen er på sit sidste, men samtidig er det også lidt ærgerligt, at weekenden (se, der var den igen den weekend og de følelser man har omkring de pågældende to dage) går på hæld. Man ser måske frem til starten på en ny uge med spændende oplevelser, mens man samtidig siger farvel til den gamle uge.

DEN følelse sidder jeg aldrig med nogle af de andre dage. Det er noget, der hører søndagen til. Akkurat som Mads & Monopolet hører lørdagens formiddag til.

Nu er det ikke fordi jeg mener, at men ikke kan sige “god weekend” og nyde lør- og søndag har man ikke et “almindeligt” arbejde i løbet af ugen. Mange freelancere holder sikkert weekend på akkurat sammen måde som vi andre. Det kan bare være, de gør det på andre tidspunkter. Måske ligger deres weekend tir- og onsdag? Eller søn- og mandag? Det afgørende er, hvordan man selv ser sin weekend, og ikke mindre weekend, hvornår!

Selvom vi tildels selv er herre over vores egen ‘weeekendfølelse’ og helt aldeles uden forbehold selv kan bestemme, hvornår vi vil holde fri, kan jeg heller ikke lade være med at føle, at samfundet har en stor påvirkning på denne følelse af weekend. For alt falder ligesom lidt i tempo når vi når fredag eftermiddag ik’? Og nogle instanser, der i løbet af ugen har været i minihi,  vågner op til dåd i weekenden. For igen at vende tilbage til normalen mandag.

Og selvom vi selvfølgelig selv vælger, hvornår du vil holde fri, så kan jeg ikke lade være med at føle, at det ofte er andre faktorer, end ens egen vilje, der afgører, hvornår det i grunden er weekend. For de fleste instanser, være det skole, virksomheder, butikker, så gælder der en fast rytmen. Nøje planlagt, og uden svinggerninger. Ens venner eller familie følger måske denne fastlagte rytme, og hvad er der ved, at holde fri når alle andre arbejder? Jovist nogle gange er det RET nice. Det kan dog også være lidt op ad bakke, hvis man gerne vil tilbringe tid sammen med ens kære, og de allesammen arbejder når man selv holder fri…

Men hvad ved jeg i grunden. Jeg har afholdt én weekend efter jeg er startet i arbejde! Jeg er en weekendnovice, en grønskolling, en lilleput når det drejer sig voksenlivet, arbejde og weekender. For nu vil jeg dog glæde mig over denne, min første, weekend som arbejdende.

I går gik dagen bl.a. med en tur på Kerteminde Nordstrand. Efterfølgende blev grillen sat i sving, og vi havde en skøn aften i gården herhjemme.

I dag vågnede både Casper og jeg op til dåd. Dvs. en omgang træning. Efterfølgende gik vi den korte tur vi har ned til Odense havn. Her var arrangeret et ægte amerikansk event i form af NBA3X Odense. Det er en 3-mod-3 basketball turnering, arrangeret af Odense Kommune. Jeg var af Odense & Co. sammen med Odense kommune inviteret til de fornemme områder i VIP-området i dag.

13405493_10153655969400920_1971870132_o

Det er sgu ikke noget jeg har prøvet før, og jeg fatter ikke, at min lille blog efterhånden har nået en størrelse, hvor jeg er en very important person. I hvert fald for en lille stund. Og imens det står på klapper jeg i mine svedindsmurte hænder. Jeg er altså SÅ glad og taknemmelig for alle de oplevelser og muligheder bloggen giver mig. Og ikke mindst tit til folk omkring mig. For jeg måtte nemlig tage en ledsager med i dag, og det blev, som skrevet, Casper jeg tog i hånden.

Så udover at være bare lidt starstruck over den amerikanske ambassadør Rufus Gifford delte VIP-området med os, brugte vi eftermiddagen på at kigge på virkelig høje og bredskuldret mænd og deres balls. Hah! Jeg kunne ikke lade være. Jeg mener; den lå sgu da lige til højrebenet hva’?!

Besides umme jokes om mænds balls, så fik vi faktisk også set noget basketball. I mange forskellige udgaver endda. Jeg var ret benovet over især holdene, hvor spillerne er kørestolsbrugere og derfor må bruge deres arme til både at drible bolden, men også til at komme frem på banen. Det synes jeg sgu er flot, man kan. Hvis du vil se lidt mere til, hvordan havnen var forvandlet i dag til en ægte NBA-court kan du se en video jeg optog på Instagram, eller taste mit brugernavn ‘jhardis‘ ind på din snapchat. Der ligger mange videoer og billeder fra dagen i dag.

Det var et ret gennemført event, hvor der hele tiden var liv på banerne. Der var flere flere baner, og der var til enhver tid bevægelse på dem i form af utallige spillere i alle aldre og på alle niveauer. Jeg har altid synes, basketball var en ret sej sport. Omend jeg ikke fatter radise af, hvad der foregår på banen, hah! Der er SÅ mange regler. Jeg er for længst stået af når det drejer sig om at følge ‘rigtigt’ med på banen. Men så nyder jeg i stedet stemningen.

Sidste sommer gik Casper og jeg nogle aftener ned på banerne netop på havnen. Med os havde vi en basketball, og så gik den fri leg ellers. Det er en befriende måde at bevæge sig krop på, og hylende morsomt også! Jeg kan derfor på det varmeste anbefale at finde en bold og bevæge sig ned på banerne her i sommerhalvåret. Der er altid gang i den på basketballbanerne på havnen, og det syder af ophedet, men god stemning.

Sikke et indlæg det nu blev til! Både weekendtanker, weekendaktiviteter og en masse om basketball! For lige at slå en fin krølle på dette indlæg, så har jeg haft en rigtig dejlig første weekend som arbejdende. Dem håber jeg, der kommer mange flere af!

Må I have en afslappende søndag aften, hvor koldskålen rammer de syngende noter på tungen og kammerjunkerne knaser med afstemt sprødme, hvor alt vasketøjet er tørt og lagt på plads og hvor madpakkerne er en leg at smøre!