Foto af: Katarina Natalie KN Photographs

Vinden får mit hår til at kilde mine kinder. Det er på én og samme tid rart og irriterende. Ligesom en drillende brise en varm sommerdag. Det er meget rart at mærke vinden på min bare hud. Men samtidig kilder det. På en irriterende måde…

Jeg kigger ud af vinduet. Undrer mig. Over hvad jeg laver.

Jeg tager et sug på min cigaret. Jeg kan ikke udstå, når folk kalder det smøger. Men jeg gør det selv. Bare ikke nu.

Jeg savner Odense lige nu. Jeg savner mennesker, jeg kender. På en måde er det en ambivalent følelse. For hver gang jeg er ”hjemme” hos mine forældre savner jeg netop byen. Mit eget hjem. Min trygge base.

Men når jeg er i Odense savner jeg min familie. Det er et emotionelt paradoks.

Jeg slukker min cigaret. Lukker vinduet. Sætter mig ved skrivebordet.

Musikken spiller på min telefon. Fever Ray synger ud i lokalet. Det irriterer mig. At musikken fylder lokalet op. Jeg kan ikke forklare, hvorfor…

Jeg finder mine høretelefoner frem. Sætter dem i bunden på min telefon. Lader tonerne strømme direkte ind i mine ører i stedet for at fylde rummet. Det hjælper på min irritation.

Hvordan kan savn være på konfust? Det ændrer sig så hurtigt for mig. Jeg rokker hovedet i takt til musikken. Kigger ud gennem ruden. Ser skyerne danse forbi mine øjne. Konstaterer, at lyset forsvinder langsomt væk fra dagen.

Min kaffe er ved at blive lunken. Jeg drikker den lidt hurtigere. Sætter noget andet musik på min telefon.

Min brystkasse er tung. Nu er det helt mørkt udenfor.

Savn er en mærkværdig følelse. En følelse jeg har følt meget i år. For jeg har mistet ret mange ting i år. Når jeg skriver ting, mener jeg mennesker. Oplevelser. Rare følelser.

Og de ting savner jeg. Jeg savner nogle mennesker, jeg ikke troede, jeg skulle miste. Lige nu savner jeg mit eget hjem. Jeg savner følelsen af at gå rundt med strømpefødder på mit bløde trægulv. Jeg savner at åbne min altandør og kigge ud over byen. Jeg savner lyden, når min nye hoveddør lukkes.

Min brystkasse er stadig tung og min hals snører sig sammen. I år har jeg prøvet at omfavne mine følelser. Jeg har prøvet at acceptere dem. Store som små. Rare som ubehagelige. For det er gået op for mig, at det er okay at føle. At mine følelser er legale. At det godt for mig at føle dem og være i dem.

Følelsen af savn er en af de følelser, der er mere komplekse. Hele mit følelsesregister har udviklet sig det sidste år, så det generelt er ret komplekst. Men ’savn’ er i sig selv en kompleks følelse. For den kan være rar at føle. Fordi jeg savner noget rart. Fordi jeg savner oplevelser, der var rare og dejlige og varme. Og personer der var det samme.

Den kan også være en knugende følelse i maven. En ond følelse, der sætter sig som et stramt net over hele min krop. Så jeg ikke kan være i min krop, men har lyst til at bryde ud.

Jeg har gennem det sidste år lært at håndtere dét. Lært at håndtere de følelser, der ikke er rare. Dem som vi helst glemmer det øjeblik, vi føler dem.

Nogle gange savner jeg at savne. Jeg savner at have nogen at savne. Og det er også en sær følelse. Ikke at have noget savn overhovedet. Hvordan kan man mangle at savne nogen? Eller noget?

Min kaffekop er tom. Kaffen var til sidst mere kold en lunken. Jeg drak den alligevel. Jeg kan se dråber på ruden nu og jeg har igen sat Fever Rays stemme til at spille i mine ører.