IMG_8040{ Mine værker fra lerværkstedetKulturmaskinen i Odense }

Jeg elsker at bo i en by, hvor der ikke er længere imellem tingene end, at jeg sagtens kan hoppe på cyklen til det jeg skal. Nu skal dette indlæg dog ikke handle om præcist, hvor mine vanlige cykelruter finder sted. Og så alligevel. For det gode ved at kunne cykle til alting er nemlig følelsen af at bo i en by, der på én og samme tid er stor og fyldt med dejlige steder og stræder, men samtidig så sammensat, at jeg kan hoppe på cyklen når jeg skal udforske alle de tilbud Odense byder mig.

De sidste par uger har jeg også haft en ganske bestemt rute til og fra det lille hjem. Jeg har nemlig cyklet i pendulfart frem og tilbage til og fra Kulturmaskinen i Odense.

Når jeg hopper af cyklen foran Kulturmaskinen  bringer mine to flade fødder mig op til 2. sal. På de dovne dage (ja. Dem findes der jævnt tit), der står jeg foran elevatoren og venter pænt på, at den bliver færdig med sit forehavende, så den kan fragte mig videre i mit.

IMG_8042

På 2. sal bliver jeg mødt af en grå lukket dør. Den virker ganske tilforladelig. Intet mystisk eller interessant over den. Ikke engang noget specielt. Bortset fra det informative skilt ved siden af døren, ser jeg ikke, at der på nogen måde kan gemme sig en helt ny verden bag døren. Men det lille skilt er en ledetråd i en større gåde. Lergåden. Den begynder det øjeblik jeg trykker dørhåndtaget ned og træder ind.

Til min venstre side står der lerfigurer i alskens farver, størrelser og formater. Ansigter og hoveder, skakspil, krukker og skåle, vaser og potter, bananer og saltkrukker. De glinser mig i møde og lergåden er allerede ved at udspille sig for mine øjne inden jeg overhovedet er klar over, hvad jeg har sat i gang ved at træde over dørtærsklen.

Jeg træder dog alligevel nogle skridt frem. Ser rækker af reoler på min højre side. FYLDT med endnu mere ler i form af flere finurlige figurer. Det er i sandhed kun fantasien, der sætter grænserne i denne verden fornemmer jeg.

IMG_8047{ Lerværkstedet har åbnet mandag-torsdag kl. 11-21.30, samt den 1. søndag i måneden kl. 11-16. Find mere info her på deres hjemmeside, og hold dig opdateret her på deres facebookside }

Mine næsebor sitrer. Der lugter af…. jord. Sand. Luften er tør og varm. Smilene fra ukendte ansigter udgør halvdelen af mit udsyn. Lange borde med brune klatter på udgør resten.

Jakken bliver hængt op. Forklædet bliver let og velmenende kommanderet på. Trøjen indenunder skulle nødig lide for min novicestatus her på værkstedet. For det er et værksted jeg er trådt ind på. Et varmt, glædelig, kreativt, værkstedsfyldt værksted. Hvor værktøjerne borer sig ind i det bløde materiale. Ler. 

IMG_8049

Det er på én og samme tid taknemligt og møgemsigt. Leret altså. Jeg finder hurtigt ud af, at behandler jeg det, som jeg selv vil behandles, så går det ganske fint. Men mine hænder er ikke vant til det fugtige materiale, der på mystisk vis udtørrer min hud. Ler skal æltes hårdt og blidt. Det er en håndværkers udgave af en bagers bolledej. Men forskellen stopper også her.

For ler skal hæve af flere omgange. Det skal æltes. Formes. Bearbejdes. Gøres blødt som babynumser. Overfladen skal smelte samme. Det skal tørre. Det skal forglødes. Det skal glaseres. Det skal brændes. Undervejs i denne proces kan materialet, leret, bedrage dig mangt en gang.

Jeg ved det. For jeg har prøvet det på egen krop. Følt, hvordan min tid med et enkelt “knæk” forsvandt. Det var dét. På den igen. Eller kast håndklædet i ringen. Det sidste er dumt. Gør dig hellere venner med det. Betragt det ikke som en modstander, men som en spiller på holdet. På det lille hold, der udgøres og dig og leret.

På den måde kan jeg få mange timer til at gå i det fine værksted. Med kompetent hjælp går det som regel også ganske glat med det ler. Når jeg sidder med hænderne begravet i en klump og former, glatter ud og retter til, så forsvinder sekunderne som dug for solen. Tiden står stille, men uret formår alligevel at springe flere timer frem af gangen. Tankerne kredser kun om materialet. Om legen om leret.

Mine hænder forsvinder i den brune farve. Indtil jeg er tilfreds. Indtil det jeg makker ret. For leret sætter også sine egne spilleregler. Som jeg ærbødigt må følge. Gør  jeg det ikke ender jeg blot med at blive skuffet. Så jeg giver mig hen. Og leger med. Og jeg synes da, at jeg er sluppet nogenlunde fra det. Fra den gode leg. Hvad synes du?

IMG_8050

Læs mere om Kulturmaskinen her, og om de andre værksteder, der findes (smykke-, tekstil- og mediegrafiskværksted)

 

{ Følg med på Instagram // Facebook // Bloglovin // Snapchat @jhardis }