Jeg ved sgu ikke helt, om det er det rette at dele herinde. Men. Hvis ikke herinde, hvor så. For det handler nemlig om bloggen.

Jeg er fanget i øjeblikket, føler jeg. Fanget i at ville præstere. I at ville præsentere godt og værdiskabende indhold for jer derude. Fanget i limbo. Hvor jeg VED, jeg selvfølgelig blogger for min egen skyld. Fordi jeg gerne vil dele inspiration. Men også fordi, jeg gerne vil være inspirerende.

Og det er et paradoks. For det er ofte sådan, at presser man på for noget, så skinner det igennem på resultatet. Og det føler jeg lidt der gør herinde. Fordi jeg så gerne VIL. Så ender det med at være lidt for meget af det gode. Så ender jeg med at klapse sammen, og sende indlæg ud, jeg ikke helt rigtig ved om dur.

Måske det i virkeligheden har noget at gøre med en usikkerhed på mig selv. På mine egne evner. Dur jeg virkelig til det her ’blogger-game’. De sidste måneder har jeg haft så mange ideer, så mange projekter. Mit indre har været som den mest blomstrende have i fuldt flor.

Med tusinde blomster repræsenterende tusinde ideer. Forestil dig en oase midt i byen. Hvor man næsten ikke har kunne komme frem i det grønne. Alle vægge dækket af grønne blade og store blomster. Jorden belagt med de fineste små brosten. Kun med plads til et enkelt lille rundt bord i metal akkompagneret af to stole med de smukkeste metalblomster i rygstøtten. Luftfugtigheden har været faretruende høj pga. de mange planter og blomster, og tankerne er straks fløjet til varmere himmelstrøg.

jeanette hardis odense blogger nelles kaffe 1

Farverne fra de mange forskellige blomster har lignet nytårsaften når klokken slår 00.00. En himmel fyldt med glitter og farvebomber.

På intet tidspunkt skulle haven have gødning. Den klarede det mægtigt helt på egen hånd. Den skulle højest have lidt kærlig pleje her og der. Have fjernet lidt ukrudt. Men intet mere, end jeg kunne klare det uden møje og besvær.

I øjeblikket føles det besværligt. Der er fandme vokset tjørnekrat i det venstre hjørne af haven. Og mange af blomsterne visner for øjnene af mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan jeg skal pleje den. Det har været SÅ let indtil nu.

Lige nu føles det hele som noget møg. Jeg har mest af alt lyst til at lægge mig i en bunke gødning og lad mig opsluge. Men jeg ved, det nok skal vende. Min lyst til at pleje haven. Min lyst til at lade mig omkranse af liflige blomster i stedet for gødning. Jeg skal bare lige se mig ud af det tjørnekratproblem. Eller udfordring, som optimisten helt sikkert ville betegne det.

Jeg vender stærkt tilbage! Det gør jeg altid. Og det er nok også bare mig, der som enhver anden sidst-i-tyverne ung kvinde, fodrer usikkerheden i stedet for selvtilliden. Kender I det? At man selv er RET god til at rose alle andre. Men én selv. NEJ TAK! Man dur da ikke til noget. Slet ikke i forhold til de andre.

Men det ved jeg, at jeg gør. Jeg skal bare lige minde mig selv om det. Og huske det.

Og komme videre fra det hul jeg er landet i lige nu. Det gør vi nok alle nogle gange. Lander i et hul, og har svært ved at gennemskue, hvordan vi skal komme op. Nogle gange skal man bare rejse sig fra numsen, man er landet på. For oprejst er hullet faktisk slet ikke så stort, og der skal kun et enkelt skridt til, så er man oppe og videre. Nedefra bunde kan hullet af jord bare syne stort. Det er det slet ikke.

Så nu vil jeg rejse mig og få møvet ballerne over kanten og begive mig afsted igen! Hey ho!