Jeg har aldrig været særlig heldig med mine mobiltelefoner. De er ofte endt deres dage på bunden af en rengøringsspand under udvælgelsen af det perfekte nummer at skrubbe wc’et til, på cykelstier rundt omkring mens der skulle sms’es (som jeg selvfølgelig IKKE gør mere!), eller slet og ret bare valgt at tage livet af dage. Er jeg virkelig SÅ forfærdelig en elektronisk livspartner, at mine telefoner ganske enkelt så det som den eneste mulighed for at slippe for min konstante og ublu afhængighed og misbrug af Instagram, non-stop klapren på det følsomme og sensible touchtastatur og klaustrofobifremkaldende fornemmelser fra diverse glitrende covers. Suk.

telefon

Lige nu er har jeg en HTC One Mini 2 i en ganske farbar kobberfarve. Og den gør det den skal. Tænder og slukker. Lader mig foretage opkald, sende de håbløst umoderne sms’er, opererer app’s, snappe snaps og lægge billeder på instagram.

Men. For der er et men. Den er SÅ irriterende.

Dens ellers udtænkte fysiske genistreg i form af en ergonomisk venlig funktionel udforming er grund for stor frustration når jeg skal trykke på skærmen når telefonen ligger på bordet. Her vælger den nemlig at vippe fra side til side, og lader mig side tilbage ikke kun med en form for landsyge, men også epileptiske agtige kramper i mine fingrer, fordi telefonen skøjter frem og tilbage hver eneste gang, den bliver rørt, hvilket gør det svært at manøvre fingrene de rigtige steder på skærmen.

Kameraet er udemærket. Det tager billeder. Men  gode billeder tager det altså heller ikke. Og selvom det nu heller ikke er fordi, at jeg fanger og foreviger de mest bemærkelsesværdige og uforglemmelige øjeblikke igennem den elektroniske linse, så ville det nu være dejligt, hvis telefonen så i det mindste kunne hjælpe mig i min desperate søgen efter flotte billeder (at lægge på instagram sgu!).

Langsommeligheden er en helt anden side af sagen. Den er ikke ældre end fra den sene vinter ’14, og alligevel skulle man tro, at den havde brug for hornhindebriller, mikrohøreapparat og hjælpeanordninger i form af en mobil hjælpemotor. Ironisk nok. Den åbner app’sne laaangsomt, den jorder rundt i de forskellige funktioner når jeg bruger touchfunktionen, og den må have en vendetta imod bl.a. snapchat. Eller mine venner? For hver anden gang jeg prøver at snappe et billede af uvurderlige øjeblikke alle i min omgangskreds ville dø over ikke at få lov til at overvære (i 10 sekunder og igennem en lillebitte skærm), så melder den sgu fejl, lukker enten app’en eller nægter bare at tage billeder! Den er totalt usamarbejdsvillig i min mission om at være med på de sociale mediers hypede beat.

Så hvad gør en minicomputer afhængig dame? Overvejer en ny telefon sgu.

Men her kommer dilemmaet. For hvilken? Hvilket mærke? Hvilke specifikationer? Jeg har haft iPhone før (4) og var rigtig glad for den. Men tænkte, at jeg da skulle prøve noget nyt. Jeg kan fortælle, at jeg foreløbig ikke skal have HTC igen, så en telefon af dette mærke er udelukket. Men jeg kan forstå at Samsung virkelig er kommet efter det på telefonmarkedet. What to do?

Nogle, der har nogle gode anbefalinger (eller afbefalinger hæh) til overvejelserne omkring en ny telefon, der kan assistere mig i min teknologiske udfordret hverdag?