Åh jeg har et par. Ahem. Svagheder er det ikke, men måske mere ting som jeg er (svært) begejstret for, der måske ikke lige falder i de flestes smag.  Det kan også godt være, at de gør, men at folk (ja, jeg ved at I er derude), bare ikke vil indrømme det. Men jeg har åbenbart ingen skam i livet, for nu deler jeg altså en af mine guilty pleasure. Yikes! Og har vi dem ikke alle sammen! En af mine er. Drum roll!…..

REALITY TV!

1330983919027267400-iPad_1400kbit_96_640x480_3941_2_splash 1349260999012175900jpg_splash landscape_GE__948342
Bom There I said it. Jeg håber ikke, at I synes mindre om mig nu. Jeg håber faktisk lidt, at der sidder nogle derude, der kender til dette ømtåelige emne? Jeg bliver bare SÅ forarget når jeg f.eks. ser Sommer  i Sunny Bitch. Og jeg ELSKER det! ” Neeeej det gjorde hun bare ikke! Så kysser hun både med ham OG ham den anden på SAMME aften!” Ja, bare kald mig mormor. Men forarget bliver jeg altså.

Hvilket vel egentlig også er meningen med de programmer? At vi andre “fornuftige” kan sidde på den anden side af skærmen og være “de voksne”, der hvert fald ikke opfører sig så uhæmmet! Og samtidig er det en utrolig fascination af de menneske, der lader alle deres grænser udviske og erstatte med en mental lovløs tilstand, der tilnærmelsesvis læner sig op ad en Det Vilde Vesten. De er ligeglade med alle konsekvenser, såfremt der overhovedet er nogen.

Samtidig sidder jeg, som det empatiske menneske jeg er, (jeg kan få ondt af fluen vi klasker ihjel!), og føler med disse mennesker som jeg betrager i deres op- og nedture. Når de græder over deres frataget børn eller forliste forhold i De Unge Mødre, når de skændes med deres mor i Mig og min Mor, eller når de bliver fyret fra Den Glade Viking i Sommer i Sunny Beach. Jeg hepper også på mange af “deltagerne” i disse programmer. Håber at det lykkes for dem. Griner med dem (og af dem who am I kidding!).Ser at de også kun er mennsker. Respektere, at de tør udstille sig selv på den måde. Nogle gange undrer jeg mig også over de kamera- og lydmænd, der uundgåeligt må opleve lidt af hvert under optagelserne. Jeg gad godt være en flue på væggen.

Jeg er altså en realitysucker! Min øjne slubrer det i sig på samme måde jeg tømmer en chipspose; når den først er åbnet kan jeg ikke stoppe, og min hænder bevæger sig i en cyklisk bevægelse, der først stopper når posen er fuld af krummer og luft. Eller når rulleteksterne ruller over skærmen når det drejer sig om reality.

Er jeg virkelig den eneste? Husk at du kan kommentere anonymt hæhæ.