Info: Det her indlæg et ét langt dagbogsindlæg omkring min graviditet, hvor jeg opdaterer løbende.

Foto: Lisbeth Vestergård

Åh det er med lidt bævrende læbe og nervøse fingre, at jeg skriver dette indlæg. Jeg er SÅ bange for at jinxe noget ved at begynde på denne dagbog lige nu. Men jeg vil så gerne og jeg elsker at læse den slags hos andre. Det er sjovt for selv inden jeg blev gravid, synes jeg, at det var spændende at læse både den her slags indlæg, men også fødselsberetninger. Måske jeg bare føler, at det at sætte et andet menneske i verden er så sej en bedrift, at jeg gerne vil læse om det. Og følge med i, hvordan det er.

Det kan selvfølgelig være til skræk og advarsel, alt efter hvordan en fødsel eller graviditet er gået. Men det tager jeg også gerne med. Mit personlige kendskab til graviditet startede med en missed abortion i sommeren 2020. Derfor er det måske endda så meget mere specielt, at jeg skal være mor sommeren 2021. Et år efter jeg sagde farvel til en mulig fremtid med en lille én, kommer en ny mulighed. Jeg vil egentlig ikke gå så meget i dybden med vores MA i sommers, for jeg vil gerne fokusere på den her graviditet i nærværende dagbog. Måske jeg deler noget i et andet indlæg. Og ellers har jeg delt meget på Instagram, hvis du vil læse mere. Men altså.. Here goes.

Forhistorie: sådan opdagede jeg det

Ja først så lærer man som gravid, at dage betyder meget! Inden jeg blev gravid anede jeg ikke, hvad det der +X betød. Altså som i hvor langt er du så henne?Jo jeg er i uge 9+3. Hvorfor det var så vigtigt. Men det er det! Det fortæller præcise tidspunkter i graviditeten og er i øvrigt for mig også en dejlig måde at følge med på. Lidt ligesom en julekalender, hvor man tæller ned. Nu tæller jeg bare op og hver dag tæller i regnskabet.

Vi fandt ud af, at jeg var gravid hurtigt. Faktisk på min første dag for manglende menstruation. Efter vores MA og en graviditet, der på ingen måde var planlagt, kunne vi godt mærke, at det faktisk var hvad vi ville. Vi elsker hinanden så højt og vil gerne have børn sammen. Så vi begyndte så småt at prøve. Jeg mener, der gik tre/fire måneder, og så var jeg gravid. For nogle er det lang tid, for andre er det meget hurtigt. Jeg kan selv huske den store skuffelse jeg stod med efter den 2. måned fra vi forsigtigt begyndte at prøve, og min menstruation meldte sin ankomst. Selvom vi havde talt om, at det tog den tid det tog, så ønskede jeg bare at være gravid med det samme igen!

Jeg var blevet så lykkelig og vant til tanken om, at vi skulle være tre, at jeg bare gerne ville tilbage til den følelse. Samtidig vidste jeg også, at det ikke behøvede at være med det samme og jeg begyndte at tage den med ro omkring hele ønsket om at blive gravid.

Men ja omkring fire måneder efter vores MA stod jeg der igen. Med en positiv test i hånden. Jeg har godt styr på min cyklus og bruger en app til at holde overblik. Så jeg gik bare og ventede på de første tegn på menstruation – der så udeblev. Samme morgen som ville have været 1. menstruationsdag tog jeg en test uden Nicolai vidste det. Den var positiv og jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Jeg troede det faktisk så lidt, at jeg ikke sagde noget til at starte med.

Vi skulle have gæster til frokost og jeg havde derfor lidt stress over det hele. Også hvornår jeg skulle sige det til ham. Jeg cyklede op for at handle og købte en pakke med sutter, for så måtte jeg sige det på den måde. Da jeg kom hjem gik jeg rundt i små cirkler om mig selv og forsøgte at koncentrere mig om madlavningen og Nicolai, som jeg syntes var helt fjollet og i øvrigt langt bagefter i tidsplanen for dagen.

På et tidspunkt går jeg ud og tager en test til. En af de dyre digitale test. Den sagde også positiv, så den var sgu god nok. Efter det gik jeg ind i køkkenet og satte mig med Nicolai ved bordet og sagde, at jeg havde en gave til ham. Han forstod vist ikke rigtig noget og da jeg hev sutten frem og lagde på bordet, kiggede han på sutten og kiggede hurtigt op på mig. Uden stadig rigtig at forstå noget. Ærligt så forstår jeg det stadig ikke og det er faktisk lidt en følelse af freaky friday.

På et eller andet tidspunkt skal det jo nok dæmre det hele haha! Det håber jeg da i hvert fald! Men de første par uger har været nervepirrende, fordi vi har mistet én gang og helst ikke vil opleve det igen. Det er helt normalt at abortere og mindst 25% af alle graviditeter går til grunde på den ene eller anden måde. Det er absolut naturligt og her på “den anden side” er det også noget lettere at snakke om. Men lige efter så var velmenende ord som det var meningen, kroppen ved hvad den gør, I må prøve igen, der var noget galt virkelig ikke særlig opløftende!

Man forestiller sig hurtigt en fremtid med den lille klump dernede og selvom det var en kort fornøjelse, så var det alligevel noget, vi havde indstillet os på. Anyways – det sidder stadig i kroppen nu. Og jeg vil faktisk også gerne fysisk undgå at skulle det igennem igen. Det er pisse hårdt for kroppen og ikke særlig fedt. Det er nok også derfor, jeg først er begyndt på denne dagbog nu. Af frygt for at det skulle ske igen og alt ligesom var spildt… Det lyder måske hårdt, men jeg vil ikke håbe for meget på noget, der måske ikke sker.

UGE 9 (8+6)

Så her er vi altså. I uge 9 og nærmere bestemt 8+6. I hvert fald ud fra, hvad jeg kan se i de graviditetsapp jeg følger lige nu. De sidste par uger har været meget op og ned. Jeg har ikke decideret haft kvalme, men jeg har haft en virkelig lille appetit og næsten ikke lyst til noget mad. Når jeg så samtidig har været mere sulten end normalt, så har det været lidt svært at komme igennem. Men jeg ved, at jeg har det meget nemmere end mange andre og det er jeg taknemlig for.

Jeg har også været TRÆT! Træt, træt, træt! Jeg har været lykkelig for hjemmearbejde, for så har jeg kunne rykke mine timer rundt og nå at sove længere eller få en morfar midt på dagen. Jeg orker intet for øjeblikket og det er meget ulig mig bare at ville bruge alt tiden hjemme og helst under dynen.

Jeg har været til de første blodprøvetagninger hos lægen og skal i den kommende uge til første samtale hos lægen. Vi har selv betalt for to scanninger ind til nu. I uge 6+4 og 8+4. Det var for at finde noget ro til os begge to, da jeg sidst jeg var gravid, gik rundt og var “gravid” i tre uger før vi fandt ud af, at vi havde en MA. Derfor ville jeg gerne så tidligt som muligt scannes og se, at alt var som det skulle være.

Og det var og er det heldigvis. Indtil videre. Både første og anden scanning gik godt. Alt så ud som det skulle og der var gang i det lille hjerte <3

Uge 13 (12+2)

Så gik der lige lidt inden jeg fik opdateret igen. Mest fordi det har været over jul og nytår og der har været en masse bange følelser forbundet med den her graviditet. Jeg er blevet scannet privat hos en jordmoder, hvor vi flere gange har set liv. Hjerteblink og masser liv. Lige som det skal være.

Men i dagene op til jul begyndte jeg at bløde… Fra omkring 23.-25. december blødte jeg hver dag. Hvis du selv har været gravid, så ved du, hvor frygteligt det er at opdage og hver eneste gang jeg var på toilettet var det med frygten for, at der var sket noget mere voldsomt. Jeg havde smerter i den ene side af lænden og kunne godt mærke, at der skete noget i underlivet. Men hvad der skete, vidste jeg ikke. Jeg har jo aldrig været så langt henne før i en graviditet, så jeg ved jo reelt ikke, hvad der føles rigtig eller forkert.

Jeg ved bare, at da jeg gennemgik vores MA, der mærkede jeg intet. Det opdagede vi først til en scanning nogle uger senere, hvor graviditeten egentlig var gået til grunde.

Så det var virkelig med panik, at jeg overlevede juledagene. Og faktisk så meget panik, at vi endte med 26. om morgenen at ringe til vagtlægen og spørge dem til råds. Jeg ved godt, at de selvfølgelig ikke kan gøre hverken fra eller til, men hvis det var fordi, der var gang i en spontan abort, så kunne vi i det mindste tage tidligere hjem til Odense. Vi var nemlig på Sjælland for at holde jul.

Derfor var det heller ikke den mest romantiske måde vi denne gang fik fortalt vores familier, at jeg er gravid. Nicolais forældre, som vi sov hos da vi ringede til vagtlægen, gik han ud og sagde det til, mens jeg bare prøvede at holde tårerne tilbage på et værelse i huset. Heldigvis er de verdens bedste (sviger)familie og jeg fik en god snak med både min svigermor og svigerinde (og et godt kram trods coronaafstand!).

Vagtlægen fik fat på gynækologisk afdeling, for det var slet ikke sikkert, at de overhovedet ville se mig. Det var jo slet ikke sikkert, at de ville tjekke mig eller gøre noget, når de alligevel ikke kan forhindre en abort. Men grundet min store bekymring på baggrund af vores MA, så fik jeg en tid med det samme og kom til en akut scanning på sygehuset.

Heldigvis var alt præcis som det skulle være og det var med tårer ned af mine mundbindsdækkede kinder, at jeg kiggede op på skærmen og kunne se masser af liv <3 Tak alt for et sundhedsvæsen, der også i pressede tider tog mig ind og tjekkede. Både lægen og sygeplejersken til undersøgelse var så forstående og nærværende og jeg følte mig utrolig godt passet på.

Efter scanningen kørte vi hjem til min mormor og morfar, hvor min familie var til en lille frokost. Her var vi forsinket pga. alt tumulten og scanning, men blev hurtigt tilgivet, da vi fortalte hvorfor.

Nu er det 7. januar som jeg skriver det her og der har intet været siden før jul. Ingen blødninger og ingen tegn på noget andet. Alligevel har jeg haft en fornemmelse af, at noget er galt. Og når først frygten har bidt sig fast, så slipper den ikke så let. Derfor har vi booket en tid til en privat scanning i morgen for at være sikre på, at lille Grogo (som vi kalder vores lille baby lige nu), har det godt derinde i varmen. Det kan for nogle måske virke overdrevent, men ærligt så er jeg faktisk ligeglad. Jeg har snakket med flere kvinder i min familie, der ville gøre det samme. Hvis det kan give mig en tryghed, så må det være det værd.

Vi er indkaldt til nakkefold i næste uge og på en eller anden måde prøver jeg at bilde mig selv ind, at hvis der er noget galt i morgen, så er det fint at finde ud af inden NF – så er de offentlige ressourcer da sparet. Ja det er virkelig nogle romantiske argumenter jeg kan finde frem haha!

Jeg krydser selvfølgelig fingre for, at alt er præcis som det skal være. Der er ingen grund til andet. Og så håber jeg på, at jeg kan lægge frygten fra mig og ikke tappe ind i den mere.

Uge 14 (13+5)

Så tjekker jeg lige ind igen. Jeg kan mærke, at jeg stadig har det mærkeligt med at skrive den her dagbog. Mest af frygt for, at der skal ske noget i mellemtiden og jeg kan kigge tilbage på (endnu) en abort. Men.. here goes.

Vi var til nakkefoldscanning i sidste uge, og det gik godt! Vi var begge meget nervøse og spændte op til. Vi blev sidst (panik)scannet i juledagene og siden da, har der været ro på og ingen grund til bekymring. Men alligevel var vi på mærkerne. Også fordi vi jo ikke vidste, hvordan prognoserne så ud.

Alt var heldigvis rigtig fint! Vi blev vurderet til en lav risiko, baby voksede fint og alt så godt ud. Sikke en lettelse! Især dagene efter fik jeg meget ro på og begyndte at slappe mere af i hele min graviditet. Terminsdatoen blev rykket et par dage frem og jeg et sat til en dato i juli!

Nicolai fortalte det til sine kollegaer i dagene efter og til et par flere venner. Jeg venter lidt endnu. Måske igen fordi jeg gerne vil være sikker på, at det nu går som det skal.

Og desværre er jeg i dag vågnet op til brunligt udflåd… Det er sikkert ikke noget, men mit hjerte sank alligevel lidt. Efter så mange uger, hvor der ikke har været noget, så starter bekymringstoget igen #suk. Vi afventer og ser, hvordan det står til i løbet af ugen. Og ellers må vi booke en tryghedsscanning selv hos den privatklinik, vi har været hos tidligere. Vi kan formentlig se kønnet nu! Og vi er da lidt nysgerrige.. Vi tror selv, at det er en dreng. Men hele min familie tror det er en pige. Det bliver så spændende! Vi er selvfølgelig glade uanset hvad det bliver <3

Uge 16 (15+4)

Hello – så gik der lige et par uger igen, inden jeg tjekkede ind her i min dagbog. Mest af alt fordi jeg stadig skal være 100% sikker på, at der virkelig ligger en baby derinde! Men altså. Det gør der sgu – nok. Jeg havde den første tid hos jordmoder denne uge.

Det var en spændende og interessant oplevelse. Som jeg sagde til hende, så føler jeg, at jeg kører på vejen mens jeg lægger asfalten. Jeg har aldrig været så langt henne i en graviditet, og den erfaring jeg har med graviditet er mildest talt ikke positiv. Så jeg skal stadig lære at slappe af i hele processen og bare nyde og være glad. Jeg prøver!

Hos jordmoderen fik vi snakket om stort og småt. Mest af alt om hvordan forløbet har været indtil videre og hvad der rent praktisk kommer til at ske det næste stykke tid. Fordi jeg er gravid midt under en pandemi, hurra for det, så er der fx. ingen fødselsforberedning som man normalt kender den. Det hele foregår online til workshops. Hvilket selvfølgelig er ret antiklimaktisk. Men it is what is it, og vi må få det bedste ud af det.

Jeg troede, at jeg skulle have tjekker både urin og blodtryk og at hun ville lytte efter hjertelyd, men ingen af delene var planlagt. Jeg havde virkelig håbet på, at jeg kunne få lov til at høre hjertelyd med en doppler, som jordmoderen bruger. Hun sagde desværre, at hun normalt ikke gjorde det så tidligt i forløbet, fordi det ikke er altid, hun kan finde hjertelyd. Og hun vil ikke skabe unødig panik hos folk. Men hun kunne godt se, at mit hjerte sank to kilometer ned i maven, og efter lidt snak frem og tilbage spurgte hun, skal vi ikke lige prøve så? Det ville jeg virkelig gerne, også med risiko for, at hun ikke kunne høre noget.

Det kunne hun heldigvis! Hun kunne endda høre, at baby sparkede derinde. Liv og glade dage. Det blev jeg så glad for! Jeg havde nemlig besluttet, at når jeg havde hørt hjertelyd hos jordmoder, så ville jeg begynde at fortælle det til folk i min tætteste kreds. Indtil nu kun en enkelt veninde, der ved noget. Hun og jeg har gået gennem lignende forløb samtidig med MA og nu også graviditet, så det har været sindsygt dejligt at kunne dele op- og nedture med hinanden.

Endelig nu kan jeg begynde at fortælle det til lidt flere. Og selvfølgelig også mit arbejde! Det skal jeg lige have planlagt hvornår. Ikke mindst fordi vi er hjemsendt og det ikke er ofte, jeg ser hverken mine kollegaer eller min chef. Det er virkelig en mærkelig tid at være gravid i. Det betyder også, at der kommer til at gå længere tid, før vi i det hele taget siger det til folk. Fordi vi gerne vil sige det mest muligt i virkeligheden. Vi har også ventet lidt ekstra tid, fordi vi har været så bange for at miste igen. Det sidder meget i kroppen stadig.

Nå, men i dag fortalte jeg det så til en veninde! Der blev virkelig glad på vores vegne og det var SKØNT endelig at tale med andre om det hele. Nu glæder jeg mig bare til at fortælle det til lidt flere og forhåbentlig snart kunne dele den her dagbog rigtigt på bloggen!

Jeg har det i øvrigt bedre og bedre, men er stadig lidt plaget af et generelt ubehag og meget halsbrand. Jeg bliver hurtigt træt og har de sidste par dage døjet med en ekstrem hovedpine. Udover det så føler jeg, at det er mærkeligt, at min krop er begyndt at forandre sig. Det er snart ikke kun flødeskumskager, der viser sig på maven.

Uge 20 (19+0)

Shit så gik der lang tid igen, før jeg fik opdateret det her indlæg. Men altså.. Lige nu er der alligevel ingen andre end mig selv, der følger med. Så mon ikke det går?

Nu er jeg snart halvvejs i den her graviditet. Det er helt vildt. Jeg har virkelig haft nogle ambivalente følelser de sidste mange uger. Min mave er begyndt at vokse. Nu er det ikke kun flødeskumskager derinde.. Selvom det nu alligevel mest ligner det. Først kommer baby, så kommer dellen. Der sidder så fint udenpå graviditetsmaven. Det er sgu lidt sjovt! Og ret skræmmende. Jeg har især de sidste uger haft en mærkelig følelse i kroppen. Som om det slet ikke var min krop, jeg så på i spejlet. Og hver gang jeg blev bevidst om maven, der popper frem, så fik og får jeg en virkelig ubehagelig følelse i maven.

Det hænger nok sammen med, at jeg egentlig ikke føler mig særlig tilpas i min egen krop og hud. Det er en følelse, jeg har haft hele livet. Så langt tilbage som jeg kan huske. Selv som helt ung. At jeg ikke bryder mig om, hvis jeg fx. viser for meget hud. Jeg har aldrig været typen med kavalergang. Og det selvom jeg egentlig har haft noget ret fint at vise frem der på hylde 1. Alligevel har jeg altid haft en følelse af, at det var forkert.. At jeg var.. beskidt og ulækker, når jeg gjorde det. Når min krop blev eller dele af den fik opmærksomhed. Det er helt skørt. Men det kommer ekstra til udtryk for tiden med alt den opmærksomhed på maven. De folk vi har fortalt det til, og det er efterhånden flere og flere, de spørger også ind til maven og vil se den. Så skal jeg stå der og lægge en hånd under for, at de kan se den stikke ud. Det er sindsygt ubehageligt. Jeg forestiller mig også, at det nemlig er fordi, det stadig er på et stadie, hvor den er ret blød – altså maven. Det er først den sidste uge, at jeg især om morgenen, har haft en fornemmelse af, at den sgu er god nok. Der ligger sgu nok en baby derinde og vokser. Det er ikke indbildning heller. Den må jo have det godt, siden maven strammer og bliver mere hård. Det håber jeg i hvert fald…

Nå jeg blev lige fanget af et kaffebesøg (på terrassen med god corona-afstand) og hindbærsnitter. Jeg har sovet elendigt i nat, fordi Nicolai har fødselsdag i dag. Og jeg har været så spændt på at fejre ham. Det tror jeg også, at min halsbrand og ømme hofter har været. Hurra for det!

Det er sgu ved at gå op for mig, at den er go’ nok. Den mave og baby der. Jeg glæder mig mere og mere, og ser frem til en dejlig sommer – både med en gravid mave, men også til efter, hvor baby er her. Hvis det bliver en dreng, har vi nok allerede et navn. Uhh det bliver spændende! På tirsdag skal vi til misdannelsesscanning. Som min veninde Regina skrev tidligere, er det den reelle betegnelse? For så skal der vist en kommunikationsafdeling ind over…. Der gik det op for mig, at det sgu egentlig ikke er særlig fedt, at det hedder misdannelsesscanning, altså som begreb. De kunne sgu da godt have kaldt det noget lidt mere afvæbnende. Ja jeg ved ikke lige hvad… Måske… Babytjek, bare. Det lyder da allerede noget mindre nervepirrende. Nå men jeg vil smutte igen. Solen skinner, der skal snart hænges vasketøj op og kaffen drikker jo ikke sig selv. Ses!

Uge 25 (24+0)

Okaay der gik så lige over en måned før jeg fik opdateret herinde. Jeg har været forholdsvis nede den sidste måneds tid og har ærligt ikke haft lyst til at skrive noget ned herinde. Jeg svinger meget mellem at synes det hele er dejligt og fantastisk og ikke at føle mig tilpas i min krop.

Siden sidst har vi været til misdannelsesscanning, der viste, at vi venter en sund og rask baby. Og så har vi endelig fortalt det “offentligt” til alle! SÅ rart at få det ud i verden, men også meget skræmmende. Mest hvis der skulle gå noget galt… Men den frygt tror jeg desværre ikke, at jeg slipper for foreløbig.

Vi ved også, hvilket køn vi skal have…

Dreng eller pige?

Og vi afslørede det på en ret sjov måde. Til vores MD-scanning spurgte vi pænt JM om hun ville skrive kønnet ned på en seddel til os, men uden at fortælle os kønnet. Det ville hun gerne – og det var langt fra første gang hun havde fået det spg. Senere samme dag facetimede jeg min søster, hvor jeg viste hende sedlen, uden selv at kigge på den! Det var mega svært, for jeg var nysgerrig, men ville også gerne dele oplevelsen med Nicolai og ikke “snyde” haha. Min søster bestilte så en ballon og konfettirør hjem til os, med en meget kønsstereotyp farve konfetti.

To dage senere fik vi en pakke! Nicolai var på arbejde og jeg ville gøre det hele klar til han kom hjem. Desværre… Så stod farven på konfettien på emballagen til både ballon og konfettirør.. Det var en virkelig antiklimatisk følelse at stå der alene og få kønnet at vide…! Nåhmen jeg ringede til Nicolai og fortalte ham det hele, og vi blev enige om, at han ville vendte med at få kønnet at vide til han kom hjem. Så jeg ventede og ventede og ventede! Og brokkede mig sammen med min søster over den åndsvage måde jeg fandt det ud på, men fejrede samtidig en fin lille blop derinde.

Da Nicolai (endelig) kom hjem fra arbejde og vi skulle springe ballonen og konfettirøret endte vi sgu med endnu en æv-oplevelse! Ej men altså. Jeg stod med ballonen og den sprang selvfølgelig fint med den nål jeg brugte, mens Nicolai stod med konfettirøret.. der bare ikke ville gå af! Arhmen altså… Hvor uheldig har vi lov til at være? Men… ud fra ballonen sprang…

Blå konfetti! Vi skal altså have en lille dreng! Det er SÅ vildt! Vi var blevet glade uanset kønnet, selvfølgelig, men jeg skal stadig vænne mig til, at jeg nu bliver en drengemor. Mest fordi min tætteste og seneste baby-reference er min søster, der har en pige. Jeg ved, at der selvfølgelig ikke er forskel i fx. opdragelse, farve på tøj (i hvert fald ikke for os, vi vil ikke have drenge- og pigefarver), men rent biologisk er der jo forskel… Og det glæder jeg mig til at opleve, men jeg forudser også nogle aha-oplevelser, haha! Måske der sidder nogle drengemødre derude, der har haft samme tanker?

Vi lavede en virkelig fin video af hele afsløringen, som vi ser tilbage på med stor glæde! At se Nicolais ansigt, da han ser det blå konfetti er det hele værd. Ej vi glæder os til at møde ham. Du kan se videoen lige her, hvis du vil.

Er jeg så glad nu eller?

Men… jeg har det stadig ambivalent med at være gravid. Jeg tror måske stadig ikke rigtig på det… Jeg hungrer efter en stor mave, så jeg bliver mere overbevist end jeg er nu. Jeg skal kigge flere gange på scanningsfotos for at tro på det. Jeg elsker at mærke liv derinde, for det har jeg gjort nogle uger på, men samtidig ryster det mig også. At der ER liv derinde. At jeg går rundt med liv 24/7. Det er ikke noget, jeg elsker. Jeg har i mange år drømt om, hvordan det ville være som gravid, men det er virkelig ikke det her, jeg forestillede mig. Tværtimod.

Jeg har åbnet op for nogle af mine følelser og tanker på IG, men det er langtfra alt jeg fortæller. Mest fordi det er så tungt.. Og jeg savner mit positive væsen, min passion for livet generelt. Den har været meget lille de sidste par år, så generelt. Der er sket mange tunge ting i min familie, der har påvirket mig og som stadig sidder i mig. Ting som jeg har arbejdet med en psykolog omkring og som jeg efterhånden var landet et bedre sted i. Men som helt sikkert er blevet rørt op i igen nu med min graviditet.

Samtidig har jeg på ingen måde brug for medlidenhed eller ekstra omsorg. Det føles faktisk nærmere omklamrende for mig… Jeg har ikke brug for kram eller nus, (i hvert fald ikke fra andre end Nicolai), men bare at kunne tale åbent og helt normalt omkring de følelser, at det er svært at være i. Det hænger nok også sammen med, at jeg er et menneske, der ikke gider brokker mig over ting, men hellere vil gøre noget ved dem. Og for mig virker det at snakke om følelser, oplevelser, livet. Uden dikkedarer, uden ekstra hensyn, og gerne i et helt normalt stemmeleje. Lyder det mærkeligt? Ja ja.. Det må det gøre så.

Anyways…. Vi har også selv været til en privatscanning hos den JM vi har brugt gennem hele forløbet. Hun er simpelthen den bedste og får virkelig vores anbefalinger. Hendes klinik hedder Klinik Braskov og hun hedder Karen. Hun er så professionel og sød. Vi får altid både fysiske fotos med derfra og hun sender både fotos og video digitalt, som vi kan downloade og gemme. Vi var til en scanning i uge… 23 tror jeg… Efter vores MD-scanning i hvert fald. Her var alt også fint. Vi havde booket en trygheds- og vækstscanning. Her kigger Karen på, hvordan baby trives ud fra forskellige parametrer og hun kommer med et skøn på vægten. Her så alt også helt fint ud og han boltrede sig rundt derinde. Han vejede 470 gram til den scanning, hvilket fulgte hans kurve rigtig fint.

I sidste uge havde jeg tid hos min læge, der er JM. Hun lyttede til hans hjerte, og kunne samtidig høre, at han lå og hikkede derinde. Ret sødt.

Alt rent fysisk forløber præcis som det skal. Han er sund og rask, af hvad vi kan se, jeg er sund og rask og der er liv derinde faktisk hver dag nu.

En snak med lægen og JM

Men jeg havde også en samtale med min læge, og vi er heldigvis blevet enige om, at jeg altså skal snakke med nogle om de ambivalente tanker og følelser jeg går rundt med. Derfor er jeg blevet sendt videre til en psykoterapeut hos OUH. Både min læge og jeg vil gerne have, at jeg får et godt forløb og ikke mindst en god start efter fødslen. Derfor er det så dejligt, at blivet taget alvorligt og få den mulighed for at snakke med en professionel om tingene. Der er kun så meget, jeg kan læsse af på folk omkring mig. Og som jeg har lyst til at læsse af. Nogle gange så er det sgu nemmere at dele de tunge ting med en “fremmede” der er helt objektiv. Og som, formentlig, lytter og sætter sig ind i mig og min situation.

Jeg har oplevet nogle gange efterhånden, at andre gravide eller mødre, ikke altid lytter. De er hurtige til at referere til egne oplevelser, men ingen graviditeter (eller fødsler) er ens, så det kan være svært, og nogle gange faktisk demotiverende, at høre om andres fantastiske forløb, hvor alt bare var magisk og vidunderligt. Eller skrækkelige fødsler, hvor folk sprækker og ikke kan gå på toilettet flere uger efter. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor nogle får den lyst til at fortælle en (førstegangs) gravid om de forfærdelige ting, der også kan ske til en fødsel. Internettet findes – vi ved godt, at vi risikerer alt muligt. Men vi behøver virkelig ingen grafiske detaljer, tak. Jeg gør i hvert fald ikke, hah. Måske jeg bare er sart.

Jeg har også haft min første (og måske eneste) fødselsdag som gravid. Det var en speciel oplevelse. Udover at det var endnu en corona-fødselsdag, så bærer jeg nu rundt på et lille liv. Det er så vildt og det sætter tingene i perspektiv. Også i forhold til min alder og om vi vil have flere børn – gerne inden jeg bliver alt for gammel….

Snack patrol – eller mangel på samme

I går snakkede jeg med Nicolai om, at jeg faktisk ikke har sendt ham på mere end en snack patrol. Alt for dårligt. Det må jeg helt sikkert komme efter! Men ærligt har jeg ikke haft nogle særlige cravings… Eller altså.. Der var da den periode, hvor multifrugtjuice skulle være en del af basislageret… Og da jeg i tre uger spiste cheez dippers hver dag. Flere gange om dagen. Eller de måneder, hvor kakaomælk var det eneste, der duede mod min kvalme og halsbrand. Okaaay der har måske været lidt cravings. Men slet ikke nok IMO.

Hormonerne har til gengæld raset jævnt derudaf. Jeg har fået en meget irrationel jalousi, som jeg ikke har oplevet før. Jeg stoler jo på Nicolai, men for satan han skal ikke på nogen måde se på andre kvinder… Så begynder jeg straks at tænke, at jeg er for tyk, at han går fra mig, at jeg ender med at blive alenemor! Og så skælder jeg ud. Den stakkels mand forstår intet og fortjener det ærligt slet ikke. Jeg kan bare ikke styre mig. Mine følelser er 100 gange forstørret og jeg føler alt meget mere voldsomt end normalt. Nicolai må ikke drille mig mere, han må ikke glemme at kysse mig farvel og han må slet ikke nævne, at mit personlige ækvator udvider sig. No thank you.

Den ene af mine tre graviditetsapps fortæller mig, at baby nu er 30 cm langt! Altså what…! Det er jo slet ikke til at tro, at der ligger en blop derinde på 30 cm. Og han er igang med at danne anlæg til tænder. Jeg er mind blown. Jeg har også taget på. Og maven vokser. Og mine trusser bliver for små. Det ER endda graviditetstrusser. Jeg skal købe flere. Jeg orker slet ikke små trusser mere. De forsvinder fandme bare. Nej tak du, hellere nogle ordentlige mormor-trusser, der dækker både vognen bagpå og foran godt til. Jeg har også købt mere nyt tøj denne periode, end jeg har gjort det sidste år! Ærligt så trænger min garderobe sgu også til en generel opdatering. Nu var der en reel undskyldning for at investere i noget nyt. Ikke fordi det er voldsomt – et par gravidjeans, nogle tights, skjorte, en vest og nogle kjoler. Meget af tøjet kan bruges efter graviditet også. Og så har jeg fået nogle kjoler af flere jeg kender, hvor der er plads til maven. Lækkert!

Babyting – hvad vil vi købe?

Vi er også begyndt at kigge på babyting nu. Vi har fået en virkelig fin tremmeseng af nogle bekendte, og i min familie har vi en flettet vugge, som vi skal bruge til de første måneder. Det er en vugge min mormor købte brugt da hun skulle have min mor.. For over 50 år siden! De fleste i vores familie har ligget i vuggen, og den har været lånt ud til venner og bekendte gennem alle årene. Jeg har også ligget i den som barn, så det bliver helt specielt at lægge ham i den.

Lige nu har vi nogle ting på køb-til-baby-listen, men jeg skal have opdateret nice to have og need to have. Nogle ting køber vi brugte, det kan simpelthen ikke svare sig andet synes jeg. Andre ting vil vi (jeg) gerne have fra ny.

Vi skal bl.a. have barnevogn, selvfølgelig, og her køber vi brugt. Der er så mange fine på markedet, og jeg nægter simpelthen at give 10K for sådan en jolle, når de kan fåes til halv pris i virkelig god stand. Vi har også købt mere tøj brugt. Her kan jeg anbefale både Børneloppen og Børnetorvet. Generelt er standen bedre de steder, end fx. en normal genbrugsbutik. Det er i hvert fald min erfaring.

Vi har også købt noget fra nyt, og det kommer vi nok ikke udenom. Men især de første måneder, hvor de vist vokser ud fra tøjet hurtigt, vil vi gerne købe brugt. Farver er vi som sådan ligeglad med, men jeg overvejer alligevel at farve noget af det vi har købt. Så det bliver lidt mere neutralt i farverne. Vi har bl.a. nogle body’er i lyserød, hvilket er så fint, men jeg er personligt ikke så meget til alt for meget lir og farver og typiske “babyting” – det må gerne være lidt… stilrent. Jeg er heller ikke til store tekster og skrift – generelt på tøj. Hver sin smag og vi er sikkert mega ligeglade med, hvad han har på efter 4. skift på 6 timer, haha.

Jeg vil også meget gerne investere i en højstol fra Nomi med deres babyindsats. Jeg har læst alle anmeldelser omkring forskellen på Nomi og den klassiske Trip Trap fra Stokke, og de generelle erfaringer er, at Nomistolen med babyindsatsen er lækker, når barnet er mindre. Den er mere sikker og vælter ikke bagover, hvis barnet sætter fra på fx et bord med benene. Det risikerer vi med stolen fra Trip Trap, medmindre vi køber nogle ekstra forlængere til benene bagpå. Samtidig er stolen fra Nomi let og nemt kan flyttes med rundt, hvor Trip Trap stolen er tungere og ikke særlig handy. Skal vi have babyindsatsen til Trip Trap skal stolen være af den nye model, for ellers passer indsatsen ikke. Men Trip Trap stolen er til gengæld god når barnet bliver ældre og selv kan kravle op og sidde. Det er virkelig en jungle at finde rundt i – bare højstole! Det handler selvfølgelig også om smag og behag, og hvad vi selv synes er rigtigt. Jeg ved stadig ikke, om jeg vil købe højstolen fra ny eller finde den brugt. Jeg kan jo ikke se bort fra, at både Nicolai og jeg er farvet af godt design og gerne vil have nogle ting, vi også synes passer ind og som er pæne. Også selvom det er børneting… hehe.

Jeg ved også, at vi skal have en babynest. Den køber vi fra ny og det bliver nok en Najell sleepcarrier. Den kan fungere både som babynest, lift og legetæppe – og designet er flot. Den er klart i den dyre ende, men jeg tror, det er godt givet ud. Der er så mange fordele ved den, som jeg tror, vi bliver rigtig glade for.

Det var vist også en opdatering, der ville noget! Vejret er megagodt i dag, det er påskeferie og nu vil jeg spise den thebirkes jeg har købt i Netto og arbejde lidt videre. Go’ påske!

Uge 28 (27+2)

So far so good. Snart 3. trimester og jeg glæder mig! Jeg synes, at tiden går både langsomt og hurtigt på én gang. Hormonerne raser stadig… Faktisk har jeg lige haft tre dage, hvor jeg blev irriteret over alt og stemningen i huset har været på lavpunktet. Som i.. virkelig på lavpunktet. Jeg er vist kommet til et punkt, hvor jeg er træt af at være den gravide i forholdet. Altså det er sgu mig, der tager det tunge læs her, og så er det gud hjælpeme stadig tre måneder endnu. Der kun bliver endnu tungere. Jeg maaaagter det ikke og kunne jeg droppe det hele og bare have den lille fis i armene havde jeg givet mit halvekongerige og måske en af hundene for det.. måske. Kun måske.

Jeg er svært irriteret på Nicolai over, at han bare kan fortsætte sit liv som vanligt. Selvfølgelig med den undtagelse, at vi bruger eftermiddagene på at kigge på barnevogne, snakke tøj og indrette børneværelse i hovedet. Men han vågner ikke tre gange om natten enten fordi hans blære er ligeså trang som Suezkanalen har været det for nylig eller halsbranden nærmer sig opkastlignende fare – og hvis der så ikke lige ligger nogle halsbrandstabletter på natbordet jeg nemt kan tygge på… Ja så er helvede på jord løs. I hvert fald for mig, der er den vågne part i alt det her natterenderi. Ved siden af mig ligger den vordende far og trækker torsk i land som fik han penge for det. Nogle gange får han en spids albue i siden. Ik’ sig det til ham… Men for fa’en. Her ligger jeg og har tilmed tit de mest absurde drømme eller sågar mareridt om døde mennesker og utroskab. Der er ikke noget som at vågne fra en drøm, hvor Nicolai har fået barn – MED EN ANDEN KVINDE!

Jeg tror nogle gange, at jeg er gravid i hovedet også. For der sker sgu de mest mærkeligste ting derinde. Jeg tænker, at det må være hormonerne, der raser. Og gør mig rasende til tider.

Jeg kan heller ikke finde nogle BH’er der passer… Eller dvs. jeg har tre lige nu, arr vent måske fem hvis vi tæller de helt bløde med. Men dem er der sgu ikke meget støtte i – efterhånden. Jeg magter ikke, at mælkebeholderne allerede er vokset som de. Men det er de altså, og der er sgu nok ikke noget at gøre ved det. De bliver nok kun større alligevel! Og så behøver vi slet ikke snakke om graviditetstrusser… Eller mangel på samme. Jeg tror, at jeg skal i Magasin efter nogle. Eller finde nogen på nettet, der kan opfylde funktionen med at holde maven bare lidt på plads.

Jeg er også begyndt at læse meget mere om fødslen og forløbet efter. Jeg lytter i øjeblikket til flere bøger om emnet. Jeg er indtil videre glad for Smertefri Fødsel af Anja Bay og så lytter jeg til Cana Buttenschøns 40 uger inden og har planer om at læse hendes to andre bøger om fødsel og tiden efter – 40 ting du skal vide om din fødsel og 40 uger efter. Indtil videre er jeg virkelig glad for de informationer, der er i de bøger.

Jeg har også lært, at jeg ER typen, der sætter mig grundigt ind i tingene inden jeg kaster mig ud i dem. Og at jeg helt sikkert har samme fremgangsmåde til denne graviditet og fødsel. Jo mere forberedt jeg er, jo mere sikker føler jeg mig. At det så er et problem, at jeg aldrig føler, at jeg gør nok og er nok forberedt, ja det er en helt anden side af sagen. Jeg føler tit, at jeg burde og kunne gøre mere. Kontrol- og perfektionistens forbandelse. Men jeg prøver at give slip på det og fortælle mig selv, at det hele nok skal gå.

Jeg har det, også, stadig ambivalent med at være gravid. Jeg glæder mig til min samtale på OUH snart. Det bliver godt at få en fagperson ind over mine tanker og følelser. Jeg vil gerne have et så dejligt forløb som muligt både nu, ved fødsel og efter.

Noget jeg stresser over er bl.a. tiden efter. Hvor jeg ved, at usikkerhederne helt sikkert vil sætte ind. Samtidig er jeg bygget på den måde, at jeg gerne vil skabe mine egne erfaringer og gøre tingene på min måde. Jeg er spændt på “gode råd” fra nær og fjern, også når den tid kommer – for de kommer da i den grad når man er gravid.

Jeg er også bange for om det bliver en stresset tid for os. Mest fordi jeg nok gerne vil have ro på under og efter fødslen. Men kan vi godt være bekendt at sige det til folk? Hey vi elsker jer, men vi vil bare gerne lige være os selv – selvom vi godt ved, at folk selvfølgelig gerne vil se ham! Så hurtigt som muligt. Det er sgu heller ikke noget vi skal tage stilling til nu… Men jeg vil nok gerne lige have et par dage hjemme for os selv, inden vi byder op til dans med resten af verden haha. Men er det urimeligt af os at bede om? Altså at folk må vente med at se vores første vidunder? Det kan også være, vi har lyst til at råbe ud til hele verden at nu kan de godt kridte skoene, for vores førstearving har meldt sin ankomst og verden skal beundre ham, haha!

Jeg tror også, at mit fokus ligger på, at der jeg for det første lige har skudt et menneske ud af min hoohaa og måske gerne liiiige vil have lidt ro på efterfølgende til at blive mig selv igen. For det andet at lille bebs har ligget sikkert i sit lille studio og nu er kommet ud til en helt ny verden. Jeg har hørt og læst om 4. trimester, der er tiden efter fødslen. Hvor baby skal vænne sig til de nye omgivelser, lyde, lys og at hud mod hud er så vigtigt i den første tid! Der tænker jeg, at vi gerne vil have ro til at lære ham at kende og få etableret amning også.

Nå men vi får se! Det vigtigste er jo at han er sund og rask og vi glæder os til at møde ham! Selvom det ærlig talt freaker mig ret meget ud, når jeg kan mærke at han ligge derinde og sparker mig på indersiden af maveskindet. Det er dejligt, at han tilsyneladende har det godt derinde, men ej hvor ville jeg gerne være fri for følelsen af, at min krop af overtaget af en lille hobbit, der er pisse ligeglad med, om jeg sidder til møde eller snakker med min chef. Hvis han vil sparke eller rulle rundt, så gør han fandme det. Og så kan jeg ellers sidde der og smile i en samtale alt imens det føles som om der er moshpit i min mave!

Uge 34 (33+6)

Hold. nu. kæft. hvor går tiden hurtigt! Jeg har gerne ville skrive på det her indlæg i flere uger, men både tid og omstændigheder har drænet mig fuldstændig. Men nu skal det altså være! Jeg sidder her foran computeren, det er en varm sommerdag, jeg har taget alt for meget tøj på og jeg koger. Og så fylder min mave foran skrivebordet, så jeg kan ikke rykke langt nok ind til at sidde sådan helt behageligt. Samtidig er min lænd begyndt at brokke sig lidt. Heldigvis er jeg sluppet for de fleste gravidskavanker. Kan jeg forstå på det hele i hvert fald.

Jeg har døjet meget med halsbrand, men det gør de fleste gravide vist. Udover det så klarer jeg mig vist ret fint i betragtning af, at jeg nærmer mig højgravidstatus – og hvornår er man egentlig det? Jeg har seriøst prøvet at google det, men uden noget klart svar. Nogle mener fra 3. trimester, andre først fra uge 37, mens andre igen fra uge 34…

Maven er i hvert fald begyndt at være i vejen… Mine fingre og fødder er stadig forholdsvis normale og ikke hævede – selvom mine fødder lige nu godt kan mærke, at det varmt og jeg har siddet meget ned i dag. I går måtte jeg sgu også lægge mig på min sofa på arbejde (hurra for eget kontor) og lige trække vejret og lukke øjnene i ti min. Shiiit jeg kan godt mærke, at jeg sover dårligt for tiden. Og trækker lidt flere kg med mig rundt.

Jeg er stadig forholdsvis aktiv. Jeg tager ladcyklen på arbejde, og den har jo el, men det er stadig 16 km i alt hver dag, går tur med hundene, og er i det hele taget ikke som sådan begrænset i min hverdag. Nicolai gjorde endda opmærksom på, at jeg ikke en eneste gang (endnu) har trukket det famøse gravidkort. Det kommer han helt sikkert til at fortryde at have sagt… 

Siden sidst er jeg startet hos den bedste psykoterapeut gennem OUH. Jeg har ikke haft det særlig nemt med at være gravid. Det hænger helt sikkert sammen med, at vi havde en MA sidste år, men… Også at min krop ændrer sig uden, jeg kan gøre noget ved det. Det sker ligesom bare om jeg vil det eller ej. Det har på en eller anden måde trigget nogle tidligere traumer, som jeg egentlig troede var “afsluttet”. Så meget som traumer nu kan være det. Men det er virkelig sundt for mig at få talt om igen, at blive mødt af forståelse, rummelighed og respekt lige der, hvor jeg er nu.

Det går fremad med at være i graviditeten synes jeg. Hvor jeg før havde det nederen 80% af tiden er det nu kun mellem 30-40%. Det er en mærkbar forskel for mig – også at kunne nyde min graviditet på en anden måde end tidligere. At blive glad når jeg mærker liv derinde – og samtidig blive helt freaket ud. For det gør jeg altså stadig! Jeg synes stadig det er mega syret, at der ligger et lille, levende menneske derinde! Som skal komme UD AF MIG! Men jeg glæder mig også meget til at møde ham. Hver gang der går lidt tid inden jeg mærker ham, bliver jeg også bekymret – har han det nu godt? Ofte går der ikke lang tid, så giver han lyd fra sig derinde. Heldigvis er han også mest aktiv i løbet af dagen, så min nattero har jeg indtil videre fået lov til at beholde. 

Helt praktisk så har jeg fået ryddet det værelse, som vi tænker skal være hans til at starte med. Altså vi ved godt, at han ikke kommer til at være der de første mange måneder, men vi har brug for en fast pusleplads, et sted til tremmesengen, hans tøj og generelt babyting. Der skal måske males derinde, vi skal have fundet en kommode eller skab som vi kan lave pusleplads på, noget opbevaring til hans tøj og gjort hyggeligt derinde. 

Planlægger som jeg er, har jeg lavet en liste med ting til (sommer)baby, som vi får brug for. Jeg har seriøst googlet nettet tynd for gode råd til sommerbabyer og lister generelt over ting, der er nice to have og need to have til baby. Jeg er klart typen, der gerne vil forberede mig mest muligt og ikke mangle noget, til når han kommer. Selvom jeg godt ved, at butikkerne stadig har åbent, når jeg har født, så vil jeg bare gerne have ro på de første par uger, uden at skulle mangle noget eller sende Nicolai eller andre afsted efter det. Det er helt sikkert overkill med nogle af tingene! Det finder vi sikkert ud af, men better safe than sorry. Og så kan vi altid sælge ting og tøj igen, hvis det er. Mange af tingene er dog ret standard; dyne, dynebetræk, madras til vuggen, lagner, badekar, stofbleer (og mange af dem!), ting til puslepladsen og lidt tøj vi mangler. 

Det jeg har været mest i tvivl om, har været str. på tøjet. Og selvom han måske ikke kommer til at bruge str. 50 i lang tid, ved vi jo reelt ikke, hvor lille eller stor han er til at starte med. Så det er vist noget med fem bodies i hver str. indtil videre. Og så er det crossbodies, så de ikke skal over hovedet. Det tænker jeg generelt vi går efter de første par måneder.

Hvis vi så mangler må vi afsted – eller vaske noget oftere!

Så går mine tanker meget på tiden lige efter fødslen. Hvordan det bliver lige pludselig at være et tre-kløver, hvordan vi tager barselsbesøg og hvornår, hvordan han har det, hvordan vi planlægger barsel mere specifikt. Jeg tror, at vi begge gerne vil have de første 14 dage bare os tre uden nogen større besøg – hvis nogen overhovedet. Det er i hvert fald den erfaring, jeg har fået flest gange; at den første tid aldrig kommer igen. Så i stedet for at fylde kalenderen med aftaler, så hellere vente og tage det som det kommer. Jeg tænker, at vigtigste må være at få skabt et bånd os tre imellem og især få etableret amning. Det kan jeg læse mig til er super vigtigt de første dage, og at der skal ro til. Så det kommer nok helt naturligt at vi bare er i en lille bobbel indtil alt kører som det skal. Men det er nogle bekymringer jeg har mig – at folk selvfølgelig gerne vil se ham i levende live, men at vi også gerne vil have noget tid for os selv. Er der nogen på linjen, der har erfaringer I vil dele omkring, hvordan I gjorde? Hvad I måske ville have gjort anderledes? 

Vi har været til webinar i fødselsforberedelse – to stive timer foran en computerskærm. Heldigvis med en virkelig informativ, sjov og dygtig JM, der tog os gennem alle fødsels faser, tiden efter og generelt information omkring fødslen. Jeg føler, at vi begge er mere parat nu end før. Selvom vi stadig mangler nogle praktiske ting, og jeg slet ikke er så forberedt som jeg føler, jeg burde være, så tænker jeg, at det hele nok skal gå.