Da Nicolai flyttede ind hos mig i Odense

Lidt mere end et år er gået (aj okay faktisk et år og to måneder), siden Nicolai spurgte mig, om vi ikke skulle være kærester. Vi sad i min have på en varm sommerdag sidste år. Hvis du var i Danmark sidste år under sommeren vil du huske, at det var en meget varm sommer. Ikke at det har noget med kæresteriet at gøre, men det var grunden til, at vi tilbragte så meget tid i haven.

Han var ret insisterende, kan jeg huske. Han spurgte et par gange om vi ikke skulle være kærester…

Jeg svarede ikke rigtig, første gang han spurgte. Eller anden gang. Men tredje gang. Der fangede den. Over tre dage fik han sætningen over sine læber, “Vil du ikke være min kæreste…?” med et svar retur “mjaaa det går lidt hurtigt ikke..?” . Men han blev ved og jeg kunne ikke undgå at svare “jo, der er intet, jeg hellere vil”.

Selvom det var gået hurtigt, og jeg var bange og jeg ikke anede, hvad jeg kastede mig ud i. Så vidste jeg bare, at han var dén, jeg skulle være sammen med nu. Han var den, der skulle være min. Efter tre uger.

Så det gik virkelig hurtigt. Men jeg tror, at alle omkring os kunne se, at det var rigtigt det her. At det ikke var en forbigående forelskelse, men noget ægte. Vi var og er meget glade for hinanden. Som alle andre par oplever vi da også, at vi er uenige og diskuterer. I langt de fleste tilfælde mener vi egentlig det samme, men vores fremgangsmåder er bare forskellige. Så vi snakker os frem til en løsning, vi begge fra start følte for.

Decideret skænderier har vi (endnu) ikke oplevet. Det kommer sikkert med tiden, når kanterne skal slibes mere af. Måske. Måske ikke. Lige nu nyder vi hinanden, at vi er glade for hinanden, at vi gør hinanden glade.

Jeg har nok aldrig grint så meget før i mit liv, som efter jeg mødte Nicolai. Jeg plejer at sige, at den sjoveste person jeg kender er min søster, men Nicolai ligger fandme tæt op ad hende. Vi griner sammen hver eneste dag. Vores humor er meget ens og en måde for os begge, tror jeg, at håndtere udfordringer og svære tider på.

Samtidig er vi rigtig gode til at snakke om vores følelser, vores hverdag og de udfordringer og dejlige ting vi oplever. Vi laver meget sammen – altså får oplevelser sammen. Og selvom vi er flyttet sammen, og egentlig “er sammen hele tiden”, så prøver vi virkelig at prioritere kvalitetstid sammen.

Ikke mindst fordi vi begge er mennesker, der har mange bolde i luften. Så hvis vi ikke gjorde en reel indsat, ville vi nok ende med ikke at se hinanden særlig meget i løbet af en uge. Vi har nogle uger, hvor vi nærmest kun sover sammen. Og de uger synes jeg er lidt hårde. For jeg savner Nicolai, når der går lang tid imellem vi sætter os ned og ser hinanden dybt i øjnene.

Og ja vi er jo flyttet sammen. Nicolais arbejde flyttede fra Svendborg til Odense dette forår. Nicolai har boet i Svendborg, men det gav fin mening at han flyttede ind hos mig, da hans arbejde flyttede. Vi gav det lige et par prøvemåneder, hvor han stadig havde sin lejlighed i Svendborg. Bare for ikke at sælge skindet før bjørnen var skudt. Det havde været ærgerligt at flytte sammen kun for at finde ud af, at det slet ikke gik.

Det gik dog rigtig fint. Det var så fin en overgang og jeg tror ikke, at nogen af os rigtig lagde mærke til, at vi var flyttet sammen. Fordi vi forinden havde været gode til at forsøge at få en hverdag sammen. Selvom vi boede i hhv. Svendborg og Odense. Vi var begge gode til at besøge hinanden og prioritere et liv sammen allerede inden vi boede sammen.

Det er klart, at når den ene flytter ind hos den anden, så opstår der nogle situationer, hvor dialogen er vejen frem. Jeg havde nogle rutiner i mit hjem, som jeg var vant til at være alene om. Og Nicolai havde sine rutiner i sit eget hjem. Det er en forandring for begge parter. Vi var dog gode til at snakke om flytningen og hvad det betød for vores hverdag, allerede inden vi flyttede sammen. Det betød, at vi var godt forberedte på de problematikker, der kan opstå ved en sammenflytning.

Jeg lægger fx meget mere mærke til Nicolais rod end mit eget, hah! Sådan er det vist bare. Vi tror, at vi ikke selv roder indtil et andet menneske flytter ind. Så går det op for os, at de roder, mens de påpeger vores eget rod. Og sådan lærer jeg nu, at jeg også roder. Det er en anden slags rod, fordi jeg ikke betragter en trøje på en stol som rod. Men ligger den på gulvet, så er det rod. I min verden none the less.

Lad os også lige snakke om vaner… For det er meget forskelligt, hvordan vi indretter vores hverdag. Hvilke rutiner vi har og hvordan vi planlægger dagene. Eller ikke planlægger. For det har jeg lært, at det ikke er alle, der gør hah.

Jeg er en planlægger, der elsker at vide, bare nogenlunde i hvert fald, hvad min uge byder på. Jeg kan desuden godt lide faste rutiner, stå op på det samme tidspunkt, gå med hunnierne, drikke min kaffe, spise aftensmad til et nogenlunde fast tidspunkt, have en aftenrutine.

Det er ikke alle, der har det på den måde… Nicolai er noget mere spontant end jeg er. Nu lyder jeg som en tørvetriller, hvilket jeg ikke er (skrev hun med en skinger stemme haha!). Jeg tror bare, at jeg har rigeligt med skiftende rutiner, vaner og arbejdsopgaver på arbejde til, at jeg vil overføre det til resten af mit liv.

Jeg kan virkelig også godt lide systemer og overblik og hader, at der er rod i skabe og skuffer. Det giver mig overskud, at alt har sin plads og kommer tilbage på sin plads igen efter brug.

Der er jeg og Nicolai en anelse forskellige. Hvilket der selvfølgelig også skal være plads til. Så det øver jeg mig på…

Anywaaays, så går det rigtig godt med at bo sammen og være kærester. Vi har en dejlig hverdag sammen og er gode til at snakke om evt. udfordringer, inden de vokser sig til større problematikker. Udover det så er vi begge rummelige overfor hinanden og enormt gode til at fornemme, hvornår den anden har brug for enten mere plads, kram, kys eller anden form for omsorg. Hvilket letter en travl hverdag meget.

Vi snakker meget om the mental load, og forsøger begge, at ændre de roller, vi er opvokset med ifht. hvem der gør hvad i hjemmet. Men jeg vil rigtig gerne mere ind på the mental load. Så jeg tænker at skrive et indlæg dedikeret til det.

Her, over et år efter vi fandt sammen, har vi det stadig fandens godt. Der er ikke de store eller bemærkelsesværdige skænderier. Som skrevet, måske kommer de, måske gør de ikke. Vi tager en dag af gangen og nyder bare lige nu.