Det er gået hurtigt. Processen fra lejere til husejere. Det var heller ikke planen, men det ene førte med det andet og pludselig stod huset der, banken var med og det var sælger også.

Så vi slog til. I løbet af nogle få uger havde vi underskrevet en købsaftale og var blevet husejere. 2020 har været et vildt år, ikke kun pga. omstændighederne i verden, men også pga. de ting, der er sket for os privat.

Året startede bestemt ikke med planen om, at vi skulle have hus. Vi var begyndt at kigge på økonomien og udbetalingen til et hus, men reelt at flytte var vi ikke parat til endnu.

Så hvorfor egentlig flytte og købe? Efter knapt seks år på samme adresse, for mit vedkommende, var der desværre en masse (!) udfordringer med udlejer, og vi ville bare UD! Vi skulle ikke bo der mere, hvor der var fyldt med så meget negativ energi. I en lang periode kunne vi ikke bruge vores brusekabine i lejligheden og måtte gå i bad i vaskekælderen. Faktisk fem måneder. Det var fuldstændig uholdbart og det ene førte med det andet og vi flyttede derfra.

Vi havde derfor en virkelig hurtig proces fra første tanke om hus til rent faktisk at flytte og nu har vi boet i vores “nye” hus i knapt halvanden måned. Det er simpelthen det mest fantastiske, vi har gjort for os selv.

Processen startede først med et bankskifte og ny bankrådgiver. Derfra begyndte vi for alvor at se på huse og var til en del fremvisninger. Et slag på tasken er vel mellem 8-10 som vi nåede at se, inden vi fandt HUSET.

For nogle er det mange fremvisninger, for andre få. For os var det, hvad der skulle til, før vi fandt vores hus.

Vi fik forhandlet lidt nedslag i prisen og en virkelig god aftale om overtagelse 1. december, men disposition allerede 1. september. Dvs. vi fik nøglerne 1. september, men overtager reelt først huset tre måneder senere.

Vi fik endda nøglerne én dag tidligere end aftalt, da sælger var færdig med at rydde ud og gerne ville overdrage nøgler. Sælger har boet i huset i mere end 20 år, så der var mange følelser forbundet med salget. Heldigvis mødte vi hinanden, da vi fik nøgler – det er ikke alle, der har den fornøjelse – og vi fik en god lang snak.

Ejendomsmæglerne var der maks et kvarter, så kørte de igen, men vi snakkede med sælger halvanden timer. De var endda inde hos naboen og hente kolde øl, så vi kunne fejre hussalget. Køleskabet var jo tomt, og vi havde slet ikke tænkt på, hverken at vi ville snakke så lang tid med sælger eller om vi skulle have noget med at skåle ind på, haha. Det var få timer inden, at vi havde fået beskeden om, at vi kunne få nøgler samme dag, så vi skyndte os bare efter arbejde at komme afsted ud til vores nye hjem sammen.

Lige nu er vi stadig ved at falde på plads og det tror jeg varer nogle måneder endnu. Jeg har en følelse af, at vi er i sommerhus og er på ferie. At huset et til låns og vi snart skal “hjem” igen. Det er den vildeste og mærkeligste følelse, at vi ER hjemme. At vi ikke skal nogle steder. Det er her vi er, for good.