Jeg ved det godt. Det er en lidt mærkelig analogi. Men altså. Det er noget jeg har funderet over det sidste stykke tid. Faktisk hver gang Facebook så velmenende minder mig om mine Facebookvenners fødselsdage. ”I dag er Birtes fødselsdag. Ønsk hende tillykke! GØR DET SÅ!”.

For der er mange af mine “venner” på Facebook, som egentlig ikke er mine venner. I ved. Som ikke er mine “friends”. Mange af dem er allerhøjest bekendte fra en fjern fortid, jeg ikke selv er sikker på nogensinde har fundet sted. Kender i det? At det nogle gange føles som om, man slet ikke har levet sit eget liv. Fordi der er sket så mange ting for så mange år tilbage, at det umuligt kan være en selv, der har oplevet og gjort de ting? …. Nej? Nårheh.. Måske det bare er mig..

Men altså. De hersens “venner”. De er egentlig ikke venner mere. Det er ofte personer fra gamle omgangskredse, der er blevet opløst af tidens gnavende tand. Eller grupper af personer, der blev skabt på grundlag af en fælles grobund, der ikke længere eksisterer. Som et studie. Eller en sport. Eller bare en fælles interesse for at skeje ud i byen hver weekend.

Men mange af disse personer har jeg ikke talt med i, hvad der føles som 14 år. I nogle tilfælde er det helt sikkert også tilfældet. Andre personer har jeg faktisk næsten ikke talt med. ”Og hvorfor er vi så blevet venner på Facebook tænker du?” Jamen det er vi, fordi dengang jeg begyndte at bruge Facebook, så blev man venner med næsten alle man mødte på sin vej. Man tilføjede venner ligeså hurtigt som chips’ne forsvinder fra posen når jeg først har åbnet den… Det gjorde jeg i hvert fald dengang. Og alle omkring mig tilføjede venner med samme hast.

Derfor er jeg i dag venner med personer fra min folkeskoletid, som jeg faktisk aldrig rigtig har talt med. Hverken i folkeskolen eller på Facebook. Men jeg er venner med dem alligevel. Fordi det var kutyme dengang jeg kom på Facebook, at jo flere venner man havde, jo sejere var man. Er det ikke rigtigt?

Sådan har jeg det bare ikke i dag. Jeg aner faktisk slet ikke, hvor mange venner jeg har på Facebook mens jeg skriver dette indlæg. (310. Jeg tjekkede lige). Men det betyder heller ikke noget mere. Jeg er absolut ligeglad med, hvor mange venner jeg har. For det handler ikke længere om kvantitet. Det handler om kvalitet. Det handler om værdien af de relationer, jeg har. Det handler ikke om, hvor mange relationer jeg har. For antallet kan være lige meget, hvis de ikke bidrager med noget positivt i mit liv. Hvis jeg ikke engang kan huske, hvornår jeg sidst har talt med dem. Enten real life eller online.

Så måske burde jeg bare slette dem? De personer jeg ikke længere har et decideret forhold til. Men hvorfor gør jeg det så ikke?

Og så slog det mig. Måske er nogle af mine glemte ”venner” på Facebook, hvad noget af mit glemte tøj er i mit tøjskab.

Kender I ikke de stykker tøj, der bare hænger derinde bagerst og aldrig ser dagens lys? Trøjer, kjoler og bukser vi ikke længere bruger, men som stadig får lov til at ligge derinde. Måske fordi vi ikke lige får smidt det ud? Måske fordi vi engang har elsket den kjole besat med grønne pallietter (jeps sådan en har jeg) og ikke nænner at smide den ud? Eller aflevere den til genbrug… Eller den gamle sweater, der snart kun består af sytråde og optimisme, som vi har gået med gennem hele vores teen-periode, men som vi absolut ikke længere rigtig kan passe?

Og de stykker tøj burde måske bare smides ud? Ligesom de dersens Facebook-”venner” bare burde slettes. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare? Smider de aflagte laser ud. Trykker på ”un-friend”-knappen og kommer videre.

Jeg ved det ærlig talt ikke. Måske pga. nostalgi omkring en tid, der engang var. En tid, hvor jeg snildt kunne danse hele natten væk i en smaragdfarvet, glimtende kjole med mine “venner” omkring mig. En tid, hvor jeg kendte en masse mennesker, som jeg ikke rigtig kender mere, men som jeg stadig føler, at jeg har et forhold til. Måske fordi jeg føler, at hvis jeg først smider den kjole ud, eller sletter en svunden ven, så er de gone for good! Så er der ingen vej tilbage. Jeg kan ikke hente kjolen tilbage fra containeren. Jeg kan ikke un-un-friende en person på Facebook.

Men måske er det nogle gange, hvad der skal til? Altså at få smidt ud og slettet. For at der kan blive plads til noget tidssvarende i tøjskabet. Og på min Facebookvenneliste….