Jerry_Hall_NormanParkinson_1976

{Fotokilde: Jerry Hall, By Norman Parkinson, Vogue, 1975}

Da vi var på kajaktur var adgang til strøm begrænset. Det betød rent praktisk, at vi lavede mad med åbent ild, og brugte lommelygter på batteri. Det betød også, at vores mobiler ikke kunne blive ladt op, såfremt de løb tør for strøm. Vi var afsted i tre dage, så det ville de uundgåeligt, hvis vi valgte at have dem tændt konstant.

Jeg havde dog hjemmefra besluttet, at min mobil skulle være slukket det meste af tiden. Hvilket den også var. Men den første dag var det faktisk lidt svært. Jeg blev klar over, hvor afhængig jeg i realiteten er for min telefon – eller i virkeligheden, hvor afhængig jeg er af de muligheder min telefon udbyder mig. Jeg er vant til at være online 24/7 og er rigtig “slem” til at tjekke min telefon i tide og utide for at se om der skulle være sket nyt på diverse online medier. Alle de gange jeg tager min telefon op og lige ser på skærmen og konstaterer at nej, der er ikke sket noget nyt siden sidst jeg tjekkede (for tre minutter siden). Det blev jeg virkelig klar over på denne tur. Det gav mig et indblik i mine (u)vaner omkring brugen af min telefon – hvilket fik mig til at reflektere meget over netop det; hvor meget tid jeg egentlig bruger med mobilen i hånden, øjnene klistret til skærmen og fingrer, der er i konstant bevægelse over touchskærmen.

Det er nemlig ret meget tid jeg i grunden bruger foran den lille skærm. Ikke kun når jeg selv tager et aktivt valg for at kigge på skærmen, men værst og mest af alt også ubevidst. Når jeg står i køen i supermarkedet, når jeg venter på en veninde, når jeg går en tur med hundene, imellem mine øvelser til træning, om morgenen imens jeg vågner i sengen – generelt bare på tidspunkter, hvor jeg måske keder mig lidt, og helt automatisk tager mobilen frem. Uden at tænke over det.

Måske fordi, jeg er dårlig til at være til stede der, hvor jeg er? Måske fordi, jeg er bange for at gå glip af noget – lider jeg monstro af FOMO; Fear Of Missing Out? Bange for ikke at like de rigtige billeder på Instagram? Se de sjove videoer på Facebook? Bange for ikke at være med, hvor det sner? Eller er det fordi det bare er blevet en vane? -At tage mobilen i hånden og glo formålsløst og apatisk ind i skærmen uden egentlig at opfatte, hvad det er jeg kigger på.

Under vores tur havde jeg min telefon slukket i 36 timer i streg, og ved du hvad?
Jeg gik ikke glip af noget vigtigt. Instagram var der stadig da jeg tændte for skærmen igen. Det var faktisk rigtig sundt at tage et aktivt valg om IKKE at lade sig opsluge af skærmen. Selvom det at have mobilen slukket den første dag, føltes som sand der løber ud imellem mine fingre. Jeg kunne mærke min krop og fingre hungrede efter at stryge kærligt over skærmen og få billeder og statusopdateringer til at suse forbi i en uendelig strøm.

Men som dagen skred frem begyndte mine fingre at mærke taget om pagajen, hver gang jeg tog et tag i vandet for at bringe mig selv fremad. Mærke modstanden i bølgerne. Glemme følelsen af sand jeg ikke kunne holde fast. Ikke kun mine fingre glemte, men også mit hoved. Jeg tænkte ikke på at skulle kigge på min telefon. Jeg var bare lige der. Ude på vandet. Foran bålet. Inde i bivuakken. Sammen med Casper.

Det tror jeg var rigtig sundt. At tage et valg om ikke at være online, så jeg bliver bedre til at tage et aktiv valg om at være online. Så det ikke bare bliver en formålsløs vane. Så jeg også bliver bedre til at være til stede, hvor jeg er; offline eller online.

Andre, der kan genkende denne problematik med deres mobil?