Her kommer et indlæg, jeg har haft i siddende i mine fingre i ret lang tid. Jeg har, ærlig talt, bare ikke turde lade min fingre klimpre på tastaturet af frygt for, hvad der ville komme ud. 

Jeg vil nemlig gerne dele mine tanker omkring det at være i “giftealderen”, men ikke have synderligt lyst til at blive gift. 

Og jeg har faktisk været lidt bange for reaktionerne. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg tror, at der er mange, der har det på samme måde som mig. Men det er bare ikke noget, vi snakker om. Det er ikke en generel tendens sådan at gå rundt og dele sine tanker omkring det, ikke at ville giftes. Eller i hvert fald at “mangle” den der følelse af at VILLE giftes. 

For når jeg har ytret mine følelser og holdninger om det at jeg ikke drømmer om at blive gift, bliver jeg altid mødt af; “hvorfor vil du ikke giftes!? Elsker I ikke hinanden. Hvad er der galt med dig!” Ej okay. Den sidste sætning er vist ikke noget folk siger. Det er mere noget jeg kan mærke på folk. 

Som om jeg var imbicil. Som om der da må være noget galt med mig. Fordi jeg ikke har en prinsessedrøm om et stort bryllup og efterfølgende ægteskab. 

En kvinde på 27 år, nyligt færdiguddannet og med en kæreste på 6. år. Der IKKE vil giftes! Så må der da være noget galt med hende!

Det vil jeg dog postulere, at der ikke er. Noget galt med mig altså. Jeg har bare ikke en ubehændig trang eller drøm om at gå ned af kirkegulvet i en hvide kjole. Selvom dette selvfølgelig er at betragte som selve brylluppet. Sådan rent teknisk vel? 

Det er måske bare hele samfundets opstilling og glorificering af både bryllup og ægteskab, jeg ikke ser nogen mening i. 

I grunden er det jo de normer samfundet opstiller, som jeg stiller spørgsmålstegn ved. Som JEG mener, der er noget galt med. Ikke kun folks undren og blikke når jeg siger, at jeg ikke drømmer om at blive gift. 

For der kommer flakkende blikke når jeg fortæller, at jeg ikke drømmer om ægteskabet. At jeg ikke, fra jeg var en lille pige, drømte om at gå ned af kirkegulvet i en stor hvid kjole. 

Men ét er ikke at drømme om et stort bryllup med alle de tilhørende traditioner. Der er efterhånden en accept af at fejre kærligheden i mangfoldige praktiske udgaver end en fest i det lokale forsamlingshus. Jeg har hørt om flere, der inviterer hele familien med ud at rejse, eller vielser, der har fundet sted på lokationer, der før i tiden aldrig ville være valgt til dette. 

Noget andet er ikke at drømme om selve ægteskabet. Her stejler ret mange mennesker. For der er vel ikke noget mere romantisk end at vie resten af sit liv til et andet menneske via ægteskabets papirmanifesterende form?

Jeg kan hilse og fortælle, at der heller ikke er noget mere økonomisk fordelagtigt. Det at blive gift med et andet menneske er altså bedre for økonomien. Hvorfor? 

Når jeg googler “økonomiske fordele ved ægteskab” dukker der 55.800 resultater op på 0,30 sek! Der er altså rigeligt fordele, rent økonomisk, ved at blive gift. 

Det er så yndigt at følges ad. Og man kan spare en masse penge, hvis man vælger at gøre det i form af ægteskab. Selvom man er samlevende og lever på præcis de samme kår som et ægtepar, så bliver man altså ikke forundt de samme gode.

Der er selvfølgelig mange variabler når vi snakker økonomiske fordele ved ægteskab fremfor at være samlevende. For blot at nævne lidt så bliver dit uudnyttede fradrag og underskud overført imellem ægtefæller fra det første år af ægteskabet. Dette sker helt automatisk. Hvis den ene part dør, arver den anden automatisk. Dette sker ikke ved “papirløse” forhold. Her SKAL man oprette et testamente og testamentere sin formue til sin samlever. 

Så hvorfor ikke bare blive gift tænker I? Og jeg….

Fordi det ikke skal handle om økonomien. Fordi jeg ikke vil giftes på baggrund af tal. Fordi jeg ikke vil påduttes ægteskabet af økonomiske årsager. Eller af sociale.

For kan man overhovedet leve sammen, have børn, villa og vovse uden at være gift? Er der ikke noget galt med én, hvis man ikke har lyst til ægteskabet?

Er det at fravælge ægteskabet underlagt social stigma?

Bliver jeg stigmatiseret fordi jeg ikke er gift? Fordi jeg ikke har lyst til at blive gift. 

Det føler jeg i hvert fald nogle gange. Det er som om ægteskabet er en klub, jeg ikke nødvendigvis har behov for at blive lukket ind i, men alligevel føler jeg, at jeg bliver holdt udenfor. Det er tosset. Jeg er afvigeren. Fordi jeg ikke har lyst til at SKULLE giftes. 

Det værste er, at jeg kan mærke, at det ikke er mine følelser omkring det ikke at have lyst til ægteskabet. Det er de følelser, der bliver projiceret på mig fra de ellers søde mennesker jeg kender, der ikke ser andre mål for et forhold end ægteskabet. Der måske ikke har overvejet andre former for forhold. Det at blive gift, brylluppet, den hvide kjole, festen og ægteskabet bliver et mål. 

Jeg så en video den anden dag, der handler om at man skal huske dansen og musikken i livet. Fordi dans og musik ikke har et mål. Fordi det for en musiker ikke handler om at blive hurtig færdig med symfonien. Det handler ikke om afslutningen. Det handler, så kliché som det lyder, om processen. Og at vi mennesker ofte er gode til bare at ville være færdige. Vi vil nå til et mål. 

Men en symfoni ville ikke være fantastisk, hvis den kun bestod af de sidste noder…

Er bryllup og ægteskabet en manifestation for et forholds mål? 

Eller er det måske bare pausen mellem satserne i symfonien? 

Det er heller ikke fordi jeg nægter at indgå i et ægteskab. Det er ikke fordi jeg skal have ildtangen frem ved tanken om at omtale bryllup og ægteskab. Det er bare ikke noget jeg drømmer om. Det er ikke noget jeg MÅ have eller har hede drømme om. 

Og det er bestemt ikke for at negligere ægteskabet eller bryllup for den sags skyld. Der er da ikke noget smukkere end når to mennesker vil fejre deres kærlighed, og jeg er sikker på, at (næsten) alle ægteskaber bliver indgået på baggrund end alt andet END økonomi. 

Jeg stiller mig blot undrende overfor denne tilsyneladende “formel” samfundet har påduttet os. “Få en uddannelse. Få helst børn imens eller i hvert fald efter! Bliv gift.” 

Jeg skal heller ikke have børn foreløbig, men det er en helt anden snak. 

Jeg er klar over, at denne formel ikke er noget vi skal efterleve. Det kan også være, det alt sammen er noget jeg opfinder i mit hoved. Det her med at det er det “rigtige” at blive gift. Eller i hvert fald at drømme om det. 

Men jeg drømmer ikke om bryllup og ægteskab. Jeg drømmer om at fortsætte mit romantiske, dejlige, stabile og kærlighedsfulde forhold resten af livet. Ægteskab eller ej. 

For lige at runde den fint af; hvis jeg en dag skulle blive udvalgt til et frieri, så vil jeg ikke afstå mig fra at sige ja tak. Det er bare ikke et behov fra min side for at kunne leve sammen resten af livet, at vi skal være gift. 

Sidder I andre derude med disse tanker, eller ER jeg bare afvigende?