Annonce for Fynbus og Rejsekortet

At se sig selv på video

Det er så mærkeligt at se mig selv på video, men altså. Jeg vil sgu gerne dele lidt om den her oplevelse, hvor jeg havde et hold mennesker hjemme i min lejlighed for at filme, mens jeg gjorde mig klar til en koncert på Musikhuset Posten i Odense. Jeg får virkelig mange sjove og dejlige oplevelser, fordi jeg har valgt at blogge, og dette er klart en af de sjovere.

Det hele startede tilbage i starten af januar, hvor kommunikationsbureauet STEP skrev til mig og spurgte, om jeg var interesseret i at sende en castingvideo afsted til dem. De skulle bruge en person til en videokampagne for Fynbus. Jeg skulle ikke selv producere noget content, men de ville gerne have en “skuespiller”, om man vil, der var mere end skuespiller. De ledte efter en person, som folk “kendte”, en person med autencitet.

Jeg elsker at lave alt muligt forskelligt i forbindelse med bloggen. Alle de opgaver jeg laver grundet bloggen er virkelig sjove! Jeg siger altid kun ja til de opgaver, som jeg ved, jeg vil more mig ved at lave. Det gør også, at jeg forbliver helt tro mod mig selv i hele denne “influencer-branche”. Og igen – tak fordi I læser med derude, for uden jer ville jeg slet ikke få disse oplevelser.

Casevideo afsted

Jeg fik sendt en video afsted til STEP, for det lød som en virkelig fed opgave! Jeg mener, at være med til en lille film, der faktisk handlede om mig, hah! Det kunne jeg da ikke sige nej til, så navlepillende som jeg er.

Der gik ikke lang tid, så skrev STEP tilbage, at de meget gerne ville have mig ind til et møde om et muligt samarbejde. Jeg fik SÅ mange sommerfugle i maven, at jeg slet ikke forstår det. Men jeg tog afsted en fredag formiddag ind til deres kontor i Odense og fik hilst på det team, der skulle være med på denne opgave.

Det ekstra sjove ved denne opgave var så, at jeg faktisk i forvejen kendte en af personerne, der vidste sig at være på teamet til denne opgave. Søde Karoline arbejder nemlig hos STEP og det var ret sjovt, at hun så endte med at overtage kontakten på denne opgave.

Nå men det endte med, at de faktisk fortalte den dag, at jeg, sammen med Marlene, allerede var blevet valgt til opgaven. De ville bare have os til at sende en video ind, for lige at dobbelttjekke, hvordan vi var foran et kamera. Snydere…

At gøre mig klar til en aften i byen med et kamera i hælene

Både Marlene og jeg sagde ja til opgaven, og der gik ikke mange uger, før der stod et hold af mennesker og bankede på min dør. Så skulle den lille video skydes. De var planlagt sådan, at de ville følge mig en aften derhjemme, hvor jeg gjorde mig klar til en aften ude til en koncert. Og så fulgte de mig på vejen til koncertstedet som denne aften var på Musikhuset Posten (eller Posten i daglig tale, jeg kommer der jo alligevel mere end gennemsnittet efterhånden).

Fordi kampagnen var for Fynbus og deres brug af rejsekort, så skulle jeg hoppe på bussen til Posten. Hvilket til den lille video er super fint, men også liiidt fjollet. Mest fordi jeg bor i Skibhuskvarteret og det er meget sjældent, jeg tager bussen op til banegården. Hvilket meget af min omgangskreds har bemærket for mig haha! “Ehm men altså, du plejer da næsten aldrig at tage bussen. Det ville da ikke ske op til banegården!”.

Og der må jeg jo give dem ret. Men det ved alle andre jo ikke, så jeg hoppede overbevisende på bussen, hah. Men det er sgu ærlig talt sjældent, jeg tager bussen! Jeg elsker jo at cykle til alting (medmindre det blæser, så hader jeg hele verden fra min cykel), og jeg tager faktisk kun bussen, hvis vejret er dårligt eller jeg skal længere væk. Til gengæld tager jeg toget ret meget, især til Svendborg (for der bor Nicolai, og jeg er så cheesy en person, at jeg ikke kan undvære ham særlig lang tid af gangen, og så må jeg jo tage til Svendborg, når det ikke passer ind i hans skema at tage til Odense), hvor jeg virkelig burde have et rejsekort til!!

Jeg skulle nemlig også bruge et rejsekort i denne video, men sådan et havde jeg altså heller ikke. Fandme op af bakke med mig haha! Det skal jeg altså virkelig have anskaffet mig, for det kan jo svare sig bedre økonomisk med alle de togture frem og tilbage til Svenneren (som er totalt lokalt slang for Svendborg, og jeg efterhånden føler mig så hjemme i Svendborg, at jeg næææærmest er semilokal).

Det handler om de gode oplevelser

Heldigvis blev jeg ikke valgt til denne kampagne, fordi jeg tager bus eller tog meget, eller fordi jeg bruger rejsekort daglig, men fordi jeg er god til at opleve. Hvilket kampagnen faktisk handler om. At vi skal tage ud og opleve Fyn. Og dét er jeg mester til! Fynbus vil gerne gøre opmærksom på rejsekortet fordi man skal bruge det til at komme nemt omkring på Fyn og derved få gode oplevelser.

Jeg samler på gode oplevelser, og selvom jeg er på bosslevel i musikoplevelser efterhånden, så er jeg også rigtig glad for at få andre kulturoplevelser med i kufferten. Så på den måde var jeg et rigtig oplagt og veludført match til opgaven. Hvilket er vigtigt for både mig, når jeg siger ja til opgaver, men også for dem, der skal bruge mig.

På hele aftenen havde jeg en fotograf foran mig, en der løb rundt med en lampe de rigtige steder og to der sørgede for, at de planlagte scener kom i kassen. Det var den sjoveste oplevelse at sidde i bussen, hvor folk steg af og på, og jeg så sad der med et kamera i ansigtet, en lysmand, der stod i bussen og holdt en kæmpe lampe og de to andre, der sad og holdt øje, at det hele gik godt.

På et tidspunkt skulle jeg stige af bussen for at stige på igen på samme busstop. De ville gerne have en sekvens, hvor de fik, at jeg gik hen til bussen og ind i den, mens der var mange mennesker. Men i det jeg stiger af og går foran til døren igen, er der steget en mand på og har sat sig på min plads. Så jeg kommer ind og må sætte mig et andet sted, og så måtte vi så pænt spørge ham, om han ville flytte sig fordi jeg skulle sidde på samme sæde hele vejen. Ellers risikerede de, at man kunne se forskel på videoen. Og det ville være mærkeligt, hvis jeg rykkede frem og tilbage. Hold kæft, der følte jeg mig godt nok som den største diva, “ehm ja undskyld, det bare fordi, vi optager lige her, og du har sat dig på den plads, vi skal bruge. Gider du måske lige flytte dig…?”. Heldigvis tog han det virkelig pænt og vi grinte alle lidt af situationen, men christ altså…

Nåhmen se videoen. Hvis du har lyst. Hvis du ikke har lyst er det selvfølgelig helt okay… Så lægger jeg mig bare ud i min bruser i fosterstilling med vandet løbende langsomt ned over mit forgrædte ansigt. Men altså det er fint. Det er okay. Jeg overlever. Altså det tager kun 1 minut at se den, men det fint nok…

Summa summarum – det var en virkelig fed oplevelse og klart en af de fedeste opgaver jeg har fået. I retrospekt er der mange ting, jeg ville gøre om! Det var bl.a. optaget en af i løbet af de knapt fjorten dage, hvor jeg var (små)syg on/off. Og det kan jeg selv se, selvom jeg har ladet mig fortælle, at ingen andre kan se det. Jeg har lært virkelig meget til gengæld om at være foran et kamera, der er in your face på den måde, som de optog her.

Sidste år hvor jeg var med i DR’s program Mød Dit Urmenneske, var det på en helt anden måde. Der havde de sat kamera op a’la Big Brother. Det glemte vi ret hurtigt, at de filmede. Men her stod en mand bag sit kamera og talte direkte til mig. Det var en helt anden oplevelse.

Hvad synes du? Jeg synes selv, at den lille video er blevet så fin. Og så delte jeg endda oplevelsen med søde og seje Malene og skønne Lisbeth, som jeg skulle mødes med på banegården. Og bare rolig, vi tog til koncert på Posten efterfølgende, så jeg fik min gode oplevelse med i rygsækken.