Tidligere i dag har jeg lavet en lang række stories på Instagram omkring det, at jeg har været til 3måneders tjek for min hormonspiral.

Det var nogle ret grænseudfordrende stories at lave. Hvorfor jeg så nu vælger at skrive et helt indlæg omkring det, må du ikke spørge mig om…

Foto: Rebecca Brincker

Det gør jeg selvfølgelig fordi, jeg synes, at det er et emne, vi skal snakke noget mere om. For mig er hele snakken om prævention ret tabuiseret og stigmatiseret. Det er ikke normalt at snakke om prævention hen over middagsbordet, men det burde det (måske) være.

Det burde i hvert fald være en snak, der ikke skal afføde diskretion og tys tys-hed. Det er muligt, at det er mig, der sidder alene med disse følelser omkring præventionssnakken. I så fald behøver du ikke læse videre.

Men jeg føler, at snakken om prævention er svær. Den kan endda være svær at tage med en fast partner. Især som kvinde føler jeg, at det er min primære pligt at overveje prævention.

Ja, vi kan alle risikere kønssygdomme, hvis vi ikke beskytter os. Men det er nu engang kun kvinder, der har risikoen/muligheden for at blive gravide. Hvilket for mig er en stor grund for at bruge prævention. Især når jeg ikke er i fast forhold.

Jeg har i mange, mange, mange år brugt p-piller som prævention. Jeg har været i forhold næsten lige siden, jeg fik min første teenagekæreste. P-piller var det nemmeste og det mest ligetil. Det var ligesom dét “man” gjorde. Tog p-piller.

Så det fortsatte jeg med uden at overveje det yderligere. Indtil for et års tid siden. Det gik op for mig, at jeg jo ikke længere var i et fast forhold og, at det ikke var nødvendigt for mig at tage p-piller på daglig basis.

Derudover var og er det ikke mit ansvar alene at overveje prævention. Mænd har et ligeså stort ansvar for, at der bliver brugt prævention. Både af den ene og anden årsag.

Det medførte, at jeg stoppede med at tage piller og simpelthen gav min krop en pause fra det kontrollerede hormonindtag.

Heldigvis er p-piller med årene blevet noget mere sunde. Hvis man kan sige det. Der er dog en større risiko for blodpropper, når man tager p-piller. Risikoen varierer alt efter, hvilken generation af p-piller, man tager. Du kan læse meget mere om detaljerne ved risikoen for p-piller hos lægestyrelsen. Risikoen er lille, skal det lige sige. Det er i gennemsnit, alt efter hvilken slags blodprop, der er tale om, ca. mellem 5-10 tilfælde ud af 100.000 kvinder.

P-piller indeholder to hormoner, østrogen og gestagen og virker ved, at de forhindrer ægløsning. Dvs. der er intet æg, der kan befrugtes. Hormonerne findes naturligt i kroppen, men den naturlige produktion stopper, når man tager p-piller. Dvs. man får ikke flere hormoner i kroppen af at tage p-piller. Man kontrollerer bare hormonerne i kroppen med de hormoner, der findes i p-piller. Hvilket i min verden både er godt og skidt.

Jeg manglede en føling med min naturlige cyklus, som jeg ikke havde oplevet i godt og vel 14 år. Så jeg valgte at stoppe med p-pillerne.

Efter en pause uden kontrollerede hormoner i kroppen manglede jeg dog fast prævention igen. Valget faldt i denne omgang på en hormonspiral. Jeg var træt af at tage piller hver eneste dag. Jeg brød mig heller ikke om, at jeg slugte en pille med hormoner, der potentielt spredte sig i hele min krop. Selvom det er naturlige hormoner i min krop, så var tanken om, at jeg fik hormoner ned i maven og ud i kroppen ikke rar for mig.

SÅ derfor valgte jeg en hormonspiral. En hormonspiral indeholder kun gestagen, og den udskiller langsomt dette hormon i livmoderen. Det medvirker, at livmoderslimhinden bliver mindre modtagelig for et befrugtet æg. Hormonet bliver overvejende frigivet lokalt, og påvirker ikke ens normale hormoncyklus.

Derudover påvirker hormonspiralen ens blødning, der oftest bliver mindre. Hvilket jo virkelig ikke gør noget.

Så det var virkelig meget fagsnak om p-piller og hormonspiral.

Man skal gøre, hvad der føles rigtigt for en selv. Hvad der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for den næste. Jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer. Indtil videre er jeg dog virkelig glad for, at valget faldt på en hormonspiral.

Jeg har dog oplevet bivirkninger, som er helt normale ved en hormonspiral. Min hud har fx. reageret de sidste par måneder. Der har været langt flere udbrud, end jeg tidligere har oplevet og jeg har virkelig skulle passe på min hud. Det er heldigvis på retræte nu, og jeg kan se, at min hud er ved at finde et naturligt leje igen.

Derudover har jeg oplevet smerter i underlivet efter indlæggelsen af spiralen. Det er også helt normalt, men det er selvfølgelig aldrig rart.

Prævention er noget, vi alle skal og bør tage stilling til i livet. Det er desuden noget, som både mænd og kvinder bør overveje. Bare fordi det er kvinder, der har muligheden for at blive gravide og præventionsudvalget er langt større til kvinder, betyder det bestemt ikke, at ansvaret er vores alene.

Det gælder både, hvis har en fast partner eller ej. For foruden graviditet florerer der alskens kønssygdomme, som ingen er interesseret i at rage til sig. Så hvis du ikke bruger fast prævention, så husk nu for pokker det kondom. Det er ligeså vigtigt at undgå smitsomme sygdomme som en uønsket graviditet.

Et virkelig personligt og ærligt indlæg herfra, men jeg håber, at dette indlæg, i mit lille hjørne af internettet, er med til at belyse den vigtige snak det er at tage stilling til prævention.

Og hvis du har lyst til at dele din erfaring med forskellige præventionsformer, må du meget gerne det 🙂