Vi lever i en tid, hvor Janteloven virkelig får et nøk nedad. Og heldigvis for det.

Det er typisk dansk at rakke, brokke og være lidt smånegative. Især på andres vegne. Det er nok fordi, det kan være svært at se andre lykkes, når vi selv føler, at vi kæmper og kæmper, men ingen vegne kommer.

Du kender det sikkert godt. Måske er det din veninde, din kollega, en bekendt (som du er venner med på Facebook, bare for at kunne lure med på sidelinjen – I know the feel, hah!) eller måske en helt fjerde person, som du måske ser op til, men som også bare altid lige er et mulehår (eller en hel bane) foran dig. Det er egentlig lidt ligegyldigt, hvem personen er. For det ændrer ikke på dine følelser omkring deres succes, glæde og passion. Du synes de er pisseirriterende.

Omvendt kender du måske også situationen – at der altid er nogle derude, der ser din lykke og ikke kan udstå den. Der vil altid være nogle, der prøver at skrue ned for din passion. Din positivitet og din energi. Der altid gør dit humør lige dét mindre begejstret. Med en kommentar. En sidebemærkning. Noget der måske slet ikke betyder noget – men som får dig til at føle, at du ikke skal tro, at du hverken er noget eller at din begejstring skal fylde for meget,

Jeg synes selv, det kan være svært ikke at blive lidt misundelig indimellem. På de der seje kvinder, der bare forstår, hvordan de skal takle job, partner, blog, sociale profiler, familie, madlavning – listen er uendelig i mit hoved! 

Men jeg prøver virkelig at stoppe mig selv i de negative tanker. Og jeg prøver at tage meget af min opdragelse med mig her. Jeg er den ældste af to piger. Vores forældre har aldrig gjort forskel på os, men de har til gengæld lært, at der er forskelle og en tid og plads for alting. Vi har lært, at bare fordi den ene får noget på et givent tidspunkt, betyder det ikke, at den anden skal have noget af præcis samme værdi på samme tidspunkt. Vi er opdraget med at alle goderne bliver fordelt, når de passer ind. Ikke fordi de skal gives ud.

Det føler jeg, har givet mig en fin forståelse for, at de større ting i livet, som jeg skal opleve, helt sikkert vil tilfalde mig på de rigtige tidspunkter. Det er ikke fordi, jeg tror på skæbnen per se – men jeg tror på, at vi får, hvad vi sender ud.

Jeg forsøger derfor at sende positive vibes ud i universet – Law of Attraction og alt det der (hvis du prøver at leve mere holistisk, men på en jordnær måde, så google det endelig).

Samtidig tror jeg på, at jeg får de ting tilbage, som jeg tror på, at jeg fortjener.

Jeg vil heller ikke lade andres passion, lykke og glæde være en skygge i mit eget liv. Jeg vil ikke bruge negativ energi på at fundere over andre menneskers succes. I stedet vil jeg glæde mig på deres vegne. Glæde mig over, at de er lykkelige.

Nå men det jeg egentlig vil hen til med dette indlæg er, at vi ikke skal lade andres negativitet påvirke vores passion for livet.

Jeg bliver så træt, når andre mennesker ikke kan holde andres lykke, passion eller glæde ud. Mig selv inklusiv.

Derfor prøver jeg virkelig på kun at glæde mig på andres vegne. Jeg skal desuden heller ikke være smagsdommer for, hvad der gør andre mennesker glade.

Hvad der måske er rigtigt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden.

Jeg er selv rigtig god til at reflektere over, hvordan jeg fremstår udadtil. Jeg er faktisk ret bevidst om, at jeg ikke må være “for glad, for passioneret, for fjollet, for lykkelig”. Det er fuldstændig åndsvagt – for grunden til jeg gør det er, at jeg ikke vil “skinne” for meget. Andre mennesker skulle nødig blive blændet, fordi jeg er passioneret omkring et emne (eller livet generelt), men det er da noget fis – for at være ligeud.

Du må aldrig stoppe med at være passioneret fordi andre mennesker ikke kan håndtere det. Du må aldrig lade negative kommentarer eller andre menneskers holdninger ændre, hvem du i virkeligheden er og hvordan du har lyst til at udtrykke dig selv. Du må aldrig forsøge at indordne, fordi du føler dig presset til det.

Er det noget, jeg selv forsøger at leve efter, især på det sidste, så er det, at jeg ikke vil lade andres holdninger diktere, hvordan jeg skal være som menneske. Jeg er god nok som jeg er. Det er du også. Det er vi alle.

Så jeg vil forsøge at følge mit eget hjerte og lytte til mig selv og mine følelser.

Du må ikke sætte dit eget lys under skæppe fordi andre ikke kan håndtere, hvordan du lyser. Du lyser meget mere op og stråler, når du ikke bliver skærmet af. Nogle gange er skæppen andre mennesker – nogle gange er det os selv.

Uanset hvad så vær passioneret og del din passion med verden. Det vil jeg forsøge og jeg er sikker på, at jeg vil føle mig meget mere fri, rolig og i balance. Og så vil jeg glæde mig på andres vegne, når de er passioneret og deler det. Simpelthen fordi de ikke kan lade være.

Foto: Nicolai Walther