Jeg kan mærke vinden på mine bare ben. Jeg har stadig korte shorts på fra dagens varme vejr. Jeg elsker varmen. Jeg trives godt i varmen. Undtagen om natten. Jeg sover dårligt for tiden.

Det endda selvom jeg har hele min store dobbeltseng at brede mig på. Jeg er efterhånden vant til at sove alene. Men min krop er ikke. Måske er mit sind i virkeligheden heller ikke.

Jeg overvejer at åbne en flaske vin. Eller en flaske champagne. Det ville klæde denne ordinære tirsdag meget med lidt bobler.

Jeg lader det blive ved tanken og tænder i stedet en cigaret. Vinden kilder kun mine ben, men den er alligevel dejlig kølig herude på min altan. Jeg flytter mig lidt rundt på stolen og prøver at placere mine fødder på bordet.

Mine tanker springer frem og tilbage som børn, der hopper over en å.
Først den ene vej. Så den anden.

Jeg ved ikke, om jeg savner en kæreste. Det gør jeg ikke normalt. I dag er der bare et eller andet, der har ramt mig hårdt. Lige i brystkassen.

Jeg ved ikke, om det er sommeren, der er på vej med kærlighed i luften. Med påmindelser om, at der ikke rigtig er så meget kærlighed i luften til mig. Jeg bliver trist ved tanken. For jeg elsker at elske. Jeg er god til at elske.

Men jeg er ikke god til at åbne mig op. Jeg er god til at lukke ned til gengæld. Ikke for mine venner. Jeg elsker lange, dybe og nære samtaler med mine venner. Jeg elsker at have personer i mit liv, som jeg ved, er der for mig. Som jeg ved, at jeg er der for.

Men jeg savner tosomheden. Tosomheden med én særlig person. Én person, der kender mig næsten bedre end mig selv. Det savner jeg.

Som mange gange før sidder jeg alene på min altan. Der er næsten heller ikke plads til mere end kun en person herude. Jeg tænker på, om det mon er samme slags plads, der er i mit hjerte for tiden.

Altså ikke særlig meget plads. Kun lige plads til lidt mere end én person. Og hvordan skal der så nogensinde kunne blive plads til tosomheden?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at skabe mere plads. Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget JEG skal gøre. Eller om jeg skal lade en anden person få den opgave? Hvis der da er nogen personer, der er stor nok til den opgave.

Jeg er vant til at gøre ting alene. Til at være alene. Jeg er også vant til mange mennesker. Jeg er vant til at lave mange forskellige ting med mange mennesker.

Jeg mangler ikke venner. Jeg mangler tosomheden.

Jeg tager endnu et hvæs af min cigaret. Overvejer at stoppe med at ryge. For good. Dropper tanken igen foreløbig. Jeg kan mærke gåsehuden begynde at bygge sig op på mine ben. Jeg rejser mig og skifter fra mine shorts til bukser. Det er dejligt at mærke huden blive dækket. Jeg fryser ikke som sådan, men jeg kan godt mærke, at solen er væk nu.

Det er det her med at gøre ting med én anden person jeg savner. Den indforståethed der findes mellem to personer, som ingen andre forstår. Afslappetheden omkring tosomheden.

Tosomhed. Det lyder pludseligt så hult og kedeligt. Men det ved jeg, at det ikke er. For tosomheden var en del af  mit liv i mange år.

Måske er det bare min krop, der skriger efter tosomheden? Altså fordi den er vant til det. Fordi den i mange år ikke har prøvet andet. Den prøver at få mig tilbage på et stadie, den er vant til at være i.

Måske er det mit hjerte, der mangler tosomheden? Måske er det bare bange for at opleve kærligheden igen og tør ikke give plads til andre end mig selv lige nu? For mit hjerte ved, at åbner det først op, så lukker det ikke i foreløbig. Og hvis det går i stykker igen, så er jeg bange for, at det tager lang tid at samle stykkerne sammen.

For hver gang mit hjerte er gået i stykker, er skårene blevet mindre. Og mindre skår tager længere tid at sætte sammen end store.

Måske er det min hjerne, der er vant til at operere med et team? Måske vil min hjerne gerne have en teamplayer, den altid kan stoles på?

Jeg kalder på hundene. Finder deres snore frem. Åbner døren til lejligheden og hopper i et par sneakers. Hiver en sommerjakke over skuldrene og går ned af trappen i samme bevægelse.

Jeg åbner hoveddøren. Hundene løber ud én efter én. Jeg lukker døren efter mig og låser. Jeg giver dem deres snore på og går ud af haveindgangen.

Måske er det bare mig? Mig der savner tosomheden. Måske er det bare fordi, jeg savner at blive holdt af? Måske er det mig, der savner en at dele min kærlighed ud på?

Mine skridt rammer hårdt i fliserne. De gule fliser i Odense. Hasleklinkerne.
Måske savner jeg bare at kunne dele mig selv med en person?

Jeg ved ikke, hvorfor det har ramt mig så hårdt i dag. Men det har det. Så jeg tramper lidt hårdere i fliserne. Forbander at de altid er så skide glatte om vinteren. Jeg finder mine høretelefoner frem og sætter Fever Ray på så højt, at jeg overdøver mine tanker.

Følelsen af savn til tosomheden forsvinder med musikken. Men jeg ved, at når jeg slukker for tonerne, vil følelsen komme tilbage. Til den tid er jeg hjemme igen og har lagt en slagplan for, hvordan jeg vil håndtere tosomhedsangrebet i dag.

Men lige nu træder jeg bare hårdt ned i fliserne og skruer op for musikken.