Jeg har tænkt og funderet meget over dette indlæg, der nærmest er blevet til en novelle, ( i hvert fald i længden). “Træning” er nemlig noget mange af os dyrker. Vi vil gerne blive bedre til noget, og så træner vi det. Eller vi vil gerne være sundere og derfor motionerer vi.

For mig handler det meget om et liv i balance – om at vægten ikke er alt for tung i den ene side (ikke badevægten forstås! Men den imaginære vægt med fordelingen af balance af livets forskellige elementer.) Også når det drejer sig om min træning, motion og sundhed.

Jeg tror, at der er mange derude, der også tænker over dette, og det var grobund for dette indlæg med mine tanker omkring det at være en fysisk aktiv person, og hvad det gør ved én.


træning


Jeg har alle dage været en aktiv person. Jeg har i mine tidlige år, aka. som 5årig, gået til både håndbold, fodbold og gymnastik. Det var dog gymnastikken, der fik lov til at overleve og jeg har især været rigtig glad for rytmisk gymnastisk. Derfor har jeg også en medhjælperinstruktør uddannelse til netop dette, og har som teenager undervist mit eget hold i flere år. I nogle år legede jeg også lidt med jazz-ballet og var rigtig glad for det. På daværende tidspunkt købte jeg også min første hund, og hende gik jeg også til træning med. Det var selvsagt mere fysisk træning for hunden, end for mig, men vi startede til en sport, hvor både hund og fører skulle have det lange ben foran og fik sved på panden; agility. Dette kræver, at man er god til at løbe hurtigt, kan vende på en 25øre (også selvom de ikke anerkendes mere!), og fortsætte i høj fart alt imens man instruerer hunden. Derfor begyndte jeg at løbetræne forholdsvis meget. Jeg har altid være glad for løb, men aldrig rigtig gjort mere ved det end til almindelig husholdningsbrug, om man kan sige det.

Derfor har jeg altid haft motion og sport tæt ind på livet, men det har altid været meget forenings- og klubpræget, hvilket har den konsekvens, at træningen ofte kun foregår én-to gange om ugen. Det er jo altså ikke nok; slet ikke ifht. sundhedsstyrelsens anbefaling om at man skal være fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen, og mindst 2 gange om ugen skal intensiteten være højere end “normalt” i mindst 20 minutter.

Derfor begyndte jeg for ca. 6 år siden at træne forholdsvis jævnligt i et lokalt fitnesscenter.

Det var ikke altid, der lige var tid til at komme afsted; der var så mange andre ting, der trak og fik højere prioritering. Træning var noget jeg gjorde mest fordi jeg følte, at jeg skulle. Ikke fordi jeg syntes, at det var sjovt, vanedannende, hyggeligt eller udfordrede mig. Træning og motion var ikke noget, der rigtig betød noget for mig, og var mere noget jeg gjorde ekstraordinært, hvis jeg følte at; “ej nu skulle den røv altså lige have et løft”.

Da jeg flyttede til Odense begyndte jeg at træne mere regelmæssigt i et træningscenter, og da Casper også trænede kunne vi være fælles om det. Det begyndte at blive mere og mere en del af min hverdag at træne. Fra at have været lidt en pligt for at kroppens forskellige legemsdele ikke skulle blive alt for påvirket af tyngdekraften, blev det mere og mere et spørgmål om min generelle sundhed.

Træning er for mig ikke længere en pligt. I hvert fald ikke en sur pligt. Men det er noget jeg bestræber mig på at komme afsted til mindst 3 gange om ugen. Dette af den grund, at jeg ved, at jeg får det bedre af at træne både fysisk, men så sandelig også mentalt.

Det betyder dog ikke, at jeg partout skal afsted, hvis lysten virkelig ikke er der. Jeg kan godt tillade mig selv at blive hjemme. Men det betyder omvendt også, at selvom den umiddelbare lyst ikke er der, så skal jeg ikke bare springe min træning over. I værste tilfælde ville jeg aldrig komme afsted så!

Den kendte kliché om at “man skal finde noget, man synes er sjovt” tror jeg rent faktisk har noget i sig.

Om det så er træningsformen, omgivelserne, en forening eller det sociale så tror jeg, at man skal finde noget man har lyst til. For det må være lysten, der driver værket.

Så om man skal træne på hold, yoga, håndbold, fodbold, crossfit, styrkeløft, finde et sted man synes er dejligt at træne i,  værende i et center eller måske på en smuk løberute, være en del af en forening og dermed et fællesskab eller måske finde en træningspartner, der gør turen det værd, så skal det være noget man har lyst til!

Det skal være for din skyld, at du tager afsted.

Jeg synes det er en rigtig ærgerlig tendens, at motion og træning skal handle om dårlig samvittighed og skyldfølelse, hvis man ikke kommer afsted. Sådan skal det ikke være. Det skal samtidig heller ikke være sådan, at man bliver betragtet som en fanatiker fordi man faktisk prioriterer sin træning fremfor andre ting. Træning er for nogle mennesker, hvad Netflix er for andre. Et middel til afslapning, et frirum, et sted hvor man kan koble af, egotid. Det synes jeg, der skal være plads til. At vi er forskellige og prioriterer forskelligt.

Jeg elsker, at min træning giver mig sved på panden. At mit hjerte hamrer derudad. At jeg bliver presset og udfordret. At jeg lærer nye ting.

Det jeg elsker mest, er den følelse af, at det er mig, der har kommandoen over min krop. Jeg værdsætter utrolig meget de ting jeg er i stand til via min krop. Løbe hurtigt efter bussen, bruge min cykel som transport selvom jeg skal cykle langt, løfte tunge poser når jeg er ude at handle ind. Træning er ikke noget, der skal overstås, men noget jeg ser frem til bl.a. pga. dette.

Jeg kan mærke, at jeg bliver mere glad af at træne. Jeg får mere overskud, og den tid jeg er afsted slipper jeg alle andre tanker lige fra om jeg huskede at tage skraldespanden med ned, til mit igangværende speciale. Rent mentalt giver det mig et frirum, og det betyder, at jeg har mere overskud pga. min træning. Det giver mig mere end rigelig grund for at få pakket tasken og komme afsted.

Hvilket er lige det jeg vil gøre nu!

Hvordan har du det med træning og hele denne populærkultur, der er opstået omkring sundhed og træning? Er det noget, der hænger dig langt ud af halsen eller er du ligesom jeg glad for træning som en naturlig del af dit liv?