Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg for sidste gang sagde højt, “jeg er single”. For det er snart 8 måneder siden, at Nicolai og jeg besluttede, at vi gerne ville holde i hånd sådan helt offentligt und alles. Og uden at holde andre i hånd samtidig.

Jeg synes, at tiden er gået absurd hurtigt. Det er altid klichéen, “tiden går så hurtigt!“, men den er nu også sand. Tiden ér gået hurtigt siden Nicolai og jeg mødte hinanden. Det føles som er det gået knapt en måned. Men her er vi, 8 måneder efter og holder stadig i hånd.

Det er gået så hurtigt, at jeg slet ikke har fået præsenteret hverken ham eller min ikke-eksisterende singlestatus længere herinde. Så det er vist på tide. Selvom det sikkert ikke er gået din næse forbi.

Vi mødte hinanden gennem mit arbejde. Nicolai er musiker med øvelokale, hvor jeg arbejder. Jeg havde svoret, at jeg ikke ville blive kærester med en musiker, men der stod han. Midt i en menneskemængde til en festival vi holdt sidste år. Og selvom vi havde haft noget mailkorrespondance tidligere, var det rent professionelt og jeg havde ikke tidligere lagt mærke til ham, som jeg gjorde den dag. Hvorfor skulle jeg også det – reelt set var han jo bare en musiker i et øvelokale…

Der skete noget nyt den dag, jeg så ham til den festival. Han var nu ret sød, og du kender måske den måde ens krop begynder at være helt mærkelig på, når man møder en sød type? Jeg kunne i hvert fald mærke, at der var noget særligt ved den her mand. Lige pludselig og ud af det blå.

Men så var der vist heller ikke mere ved det. Jeg rystede det i hvert fald af mig for en stund. Der var alligevel ingen grund til at bruge tid på noget, der formentlig ikke førte videre. På det tidspunkt var jeg godt og grundigt træt af relationer, der ikke førte videre, af den ene eller anden årsag. Jeg gad ikke at have endnu en relation, hvor jeg ikke følte mig sikker på den modsatte parts følelser, eller selv gik rundt og var bange for at få følelser i klemme igen og blive såret. Jeg var så at sige færdig med at indlede mig i forhåbningsfulde relationer, der aldrig udviklede sig.

Indtil der en dag lå en besked i min DM på IG-profil som svar på en af mine stories. Fra ham. Årh mit hjerte sank lige ned i maven og jeg smilte lidt ekstra. Og så vidste jeg, at der var noget helt særlig ved ham her. Jeg ventede vist nok også en time eller to med at svare ham, you know, man skal ikke virke for ivrig.

Men da jeg først svarede ham, så gik samtalen ligesom bare der u’ a’. Den ene lange besked tog den anden på IG og ofte var antallet af maks anslag i sådan en besked slet ikke nok. Det blev noget med at skrive beskeden i en note og kopiere den af flere dele ind i samtalen på IG. Sikke et mas. Men til skulle det!

Der gik ikke lang tid, før jeg fik inviteret mig selv til Svendborg, hvor han boede. Jeg var vist den mest anmassende på det område. Jeg inviterede selvsagt mig selv på fritter og en tur på stranden. I den periode havde jeg en lånebil (fra en meget modig veninde!), så jeg pakkede mit strandtøj, hunnierne og mit allerbedste smil og kørte afsted mod Svendborg. Der havde jeg aldrig været før. Og jeg var pisse nervøs!

Ingen af os vidste helt, om det var en date eller måske bare en “vi er begge voksne mennesker, og vil gerne udvide vores netværk”-aftale. Men vi håbede vist begge to på, at det var en date.

Det gik forrygende. Vi spise pomfritter, hoppede i vandet, gik tur med hundene og endte med at side udenfor og snakke til langt ud på aftenen. Faktisk ind til starten af natten og så pakkede jeg mine hunde og fandt vej mod Odense igen.

Inden jeg var landet hjemme, var der tikket en besked ind fra ham på IG. Vi var begge enige om, at det havde været en virkelig hyggelig aften og der gik vist ikke mer end en dag, før han inviterede mig i biografen samme weekend.

Den aftale endte med en kaffe inden filmen og mad efter. Han nåede lige præcis det sidste tog hjem til Svendborg. Jeg har aldrig før prøvet at falde så meget på plads med et menneske. Dén var der ligesom bare. Det der, je ne se qua, som man bare ikke kan sætte ord på. Det var en følelse i hele kroppen. En følelse, som aldrig havde været der før.

Dagen efter inviterede jeg ham, med nervøsitet i hele kroppen over et evt. afslag, på champagne i haven. Vi havde begge ferie og det ville jeg fejre. Han sagde heldigvis ja, og vi havde den hyggeligste aften i min have med bobler, hunnier og lange samtaler til langt ud på natten.

Der gik ikke mange uger, før han begyndte, “hvad så med at blive kærester?“. Men der skulle altså lige gå et par dage, før jeg var mør til at blive så officielle. Men så heller ikke mere end et par dage. Ikke fordi jeg ikke var brandforelsket! Det var jeg. Men fordi jeg passede på mig selv. Jeg har brændt nallerne, også indenfor de sidste par år, så det ville jeg ikke risikere igen. Og alligevel skulle der ikke mere end et par dage til, før jeg var klar til at comitte mig.

For jeg vidste jo godt, at det var ham. Ham jeg ville det hele med. Så jeg blev hurtig enig med ham om, at det var noget vi begge havde lyst til. Og så helt fantastisk ualmindeligt ordinært blev vi kærester, hjemme i min have. Uden noget fyrværkeri i himlen, men tonsvis i min mave. Hold nu op han var sød ham Nicolai. Og det er han, heldigvis, stadig i dag 8 måneder senere.

Så ret hurtigt, men også ret sikkert, stoppede min tilværelse som single. I stedet var jeg nu en kærestetype. En af dem som jeg i halvandet år på én og samme tid havde frygtet, bandet over og i al hemmelig håbet på at blive igen.

Hvis jeg ikke selv stod på denne side af historien, ville jeg formentlig tænke, at det var lige vel rigeligt med alt det holde i hånden og mussenussetutte-snak og kælenavne. Og alligevel ville jeg heppe på kærligheden. Alt imens jeg ville forbande den langt væk. For den er også hård, den kærlighed. Den kan gøre ondt, svie, brænde, stikke i lang tid efter, man er kommet til skade.

Men venner, den kan også være helt absolut fantastisk. Den kan være lyserøde hjerter overalt i dit synsfelt, kys og kram, latter og drillerier, omsorg og betænksomhed og altopslugende på den mest lykkelige måde. Den kan overskygge alle dårligdomme og lyse hele ens verden op. Den kan gøre dig selvsikker, smuk, lykkelig og autentisk. Og når den gør det, kære du, så gælder det bare om at holde fast.

Så det gør jeg. Jeg holder fast med livrem og seler og nyder hele turen imens. For lige nu er den underlyndeme værd at nyde.

Jeanette Hardis kæreste med nicolai Walther odense