Foto: Rebecca Brincker – @brinckerphotography

Jeg har tidligere skrevet omkring min aversion omkring diverse datingapps. Det er ikke fordi, jeg er imod dem. All power til dig, der finder kærligheden eller en hyggelig aften gennem datingapps. Jeg forstår dem ganske enkelt bare ikke.

Men tv… Tv forstår jeg. Så da DR3 søgte efter deltagere til deres nyeste datingprogram “Koden til kærlighed” meldte jeg mig. Sgu. Har du set det? Eller kender bare lidt til det?

Jeg havde, for at være ærlig, lidt nogle bekymringer omkring det. Jeg mener – hvem pokker ville ikke have bare lidt reflekterede tanker omkring at melde sig til et datingprogram, hvor alle i hele Danmark ville følge med i processen?!

Jeg meldte mig nu alligevel.

Der gik nogle uger efter jeg havde meldt mig, inden jeg hørte noget fra DR3, og jeg havde faktisk i mellemtiden glemt, at jeg havde tilmeldt mig.

Da der tikkede en mail ind fra tv-produktionen bag programmet, fik jeg derfor en lille klump i halsen. Turde jeg?

Og selvfølgelig turde jeg det. Mit ord for sidste år, var i øvrigt ‘courage’. Så jeg fandt mit mod frem og bekræftede, at jeg stadig var interesseret i at knække koden til kærligheden.

Og ved du hvad? Jeg gik sgu videre i puljen af 300-400 mennesker, der havde tilmeldt sig. Jeg skulle derfor svare på endnu et spørgeskema, hvor jeg skulle uddybe endnu mere, hvem jeg er, hvilke vaner jeg har og en masse andre spøjse ting.

Så gik der endnu nogle uger, hvor jeg ærlig talt igen glemte alt om min tilmelding.

Indtil jeg fik en mail om, at feltet nu var skærpet endnu længere ind. Gudhjælpemig om jeg ikke var gået videre endnu en gang.

Nu skulle jeg optage en video af mig selv og sende ind til tv-produktionen. Jeg skulle fortælle hurtigt, hvem jeg er som person og hvad jeg ønskede med dette eksperiment.

Jeg fik  lidt fortrydelse i det her led af processen, og jeg talte med flere venner, veninder og især min søster om jeg virkelig skulle gøre det her.

Men vi lever kun én gang, og hvad var det værste, der kunne ske? At jeg mødte et nyt menneske.

Så en sen søndag aften sad jeg i min sofa og filmede mig selv. Det var en anelse akavet at lave sådan en ‘date mig’ video, så jeg sendte den til min søster til godkendelse. Da hun sagde ‘go!’ sendte jeg den videre til tv-produktionen.

Og så gik jeg fandme videre igen.

Jeg var én af de sidste 30 personer tilbage, de skulle matche ud fra deres algoritme.
Næste step i projektet var, at et tv-hold skulle filme en præsentation af mig i min lejlighed. Så jeg fik OK travlt med at rydde op og gøre rent!

Og med at have det rimelig pres, for det er alligevel et stort skridt at få sit ansigt smidt på tv-skærmen til skue for hele Danmark. Især når det kom så tæt på.

Som du nok kan regne ud, så endte det, desværre, med at jeg ikke blev matchet med en af de resterende 29 personer.

Så tæt på, og alligevel så langt fra måske at finde min næste store kærlighed.

Efter jeg har set programmerne – for jeg følger selvfølgelig med – ærgrer det mig nu ikke så meget. Dem der er gået videre, kan jeg i hvert fald godt forstå, at jeg ikke er blevet matchet med.

Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at finde kærligheden gennem sociale apps. Jeg tror heller ikke, at jeg troede på, at det kunne ske gennem et tv-program.

Efter at have fulgt med i diverse tv-programmer om kærligheden, er jeg i hvert fald ret sikker på, at det er en lille procent-del, der virkelig har fundet kærligheden.

Jeg er heller ikke sikker på, at jeg leder efter kærlighed eller et forhold. Det har jeg egentlig aldrig gjort. Det er bare kommet naturligt.

Så mon ikke også det kommer til at ske ret naturligt igen?

Selvom det nu havde været en ret stor oplevelse at se mig selv på tv!