Jeg sidder i toget. Min computer og jeg er urolig for, om jeg kommer til at tabe min kaffe ned i tastaturet. Det kunne ligne mig.

Nu ringer højtaleren “Næste station Nyborg”. Folk begynder at pakke deres ting sammen og gå mod døren. Jeg har pendlet så meget, at jeg ved, at man sagtens kan vente med at rejse sig fra komforten fra sit bløde sæde indtil om mindst to minutter. Der er ingen grund til at stå og vente. Så hellere side og vente.

Jeg er egentlig ret oprevet lige nu. På sådan en rolig måde. Det virker som et paradoks. At kunne være rolig oprevet. Et oxymoron. Hvilket det også er.

Jeg har lige råbt en middelaldrende mand i hovedet. Eller… Ikke direkte i hovedet. Men gennem en åben bilrude. Fordi han dyttede af mig i et kryds, hvor det var fuldstændig uberettiget. Så jeg råbte. Jeg råbte af vrede og af forskrækkelse. Men jeg råbte mest af en dyb frustration over mænd, der mener, at de har ret til at lave den slags mindre overgreb. Overgreb i mangel af bedre begreb. Jeg vrider min hjerne for at finde et bedre begreb. Jeg kan ikke lige nu. Måske senere.

Det er ikke første gang, jeg oplever den slags. Jeg husker straks tilbage på en tid, hvor jeg over en periode på et år bliv chikaneret af en ældre mand her i Odense. Dengang var jeg usikker, nervøs og bange. Jeg turde ikke sige fra dengang. I hvert fald ikke på en ordentlig måde. Og når jeg forsøgte, blev hele situationen meget værre. Det hele endte faktisk med et retsag. Fordi jeg blev overfaldet af den pågældende mand. Det er jeg ikke sikker på, at jeg har fortalt offentligt.

Det var en virkelig grim tid for mig. Det påvirkede mig utrolig meget, at jeg aldrig kunne vide mig sikker på, om jeg ville opleve et “overgreb” når jeg gik udenfor min dør. Det var nemlig en mand, der opholdt sig samme sted, som jeg fast gik tur med mine hunde dengang. Det var i øvrigt praktisk taget lige ved siden af min daværende bolig, så risikoen for at løbe ind i ham var ret stor. Jeg oplevede også, at han fulgte efter mig og vidste, hvor jeg boede.

Nu åbner togdøren sig. Der sætter sig en mand ved siden af mig på det ledige sæde. Jeg kigger op på infoskærmen i vognen og konstaterer, at der ikke er lang tid til, at jeg skal af.

Så jeg pakker mine ting ned igen. Tager mine høretelefoner på. Tænder for den soul-pop jeg tidligere havde i mine øre. Smiler til manden på min højre side og går ud til gangen.

Jeg har hverken adrenalin i kroppen eller vrede. Mere en følelse af sejr. Hvilket egentlig ikke er det rigtige ord. Jeg har en følelse af ro og stilhed i min krop. Fordi jeg sagde fra. Fordi jeg gjorde det klart, at det han havde gjort ikke var okay. Fordi jeg ikke var bange for at vise, at min grænse var nået. Fordi man ikke skal opføre sig på den måde. Og det er rart at være den person, der rent faktisk gør opmærksom på det.

Andre mennesker skal ikke have lov til at overtræde mine grænser. Mine følelser og grænser er helt legale og det skal jeg huske.

Før i tiden var jeg helt sikkert blevet meget oprevet med tårer i øjnene. Men jeg føler kun en grundfølelse af overlegenhed og sikkerhed. Jeg er sikker på, at jeg sagde fra overfor noget, der ikke var okay.

I gangen står vi flere og venter nu. Toget sænker farten og vi nærmer os stationen. Jeg kigger ud af vinduet og ser, at det er blevet helt mørkt i mellemtiden. Toget stopper og dørene går op ud til den friske luft.