Var jeg nogensinde væk og jeg kan finde mig selv i 32 grader?

Det slår mig, at jeg er rejst 3.122 km (i fugleflugt that is) til et andet land for at finde mig selv. Er jeg virkelig blevet så meget væk i Odense, at jeg skal til Afrika for at starte søgningen efter mig selv? Er det her jeg er? Mellem den ene riad efter den anden? Mellem aftenbøn og smøger. Mellem lange smygsomme gevandter og myntete?

Er det min egen personlige og sjælsomme pendant til ‘Find Holger’?

Men i stedet for en masse af mennesker nærmest filtret ind i hinanden, der gør det til en næsten absurd opgave at finde Holger, befinder jeg mig gennemfiltret i gamle og nye følelser, viklet ind i spørgsmål, tvivl, sikkerhed, håb, fortid og nutid.

Kan jeg finde mig selv i den, nogle gange grå nogle gange regnbuefarvede, pøl af menneskelige regndråber, der rammer mig i ansigtet, mens jeg prøver at finde vej gennem den travle Medina.

Det er da om noget en ting jeg kan finde; en fysisk vej, hvor min ben leder vejen og min hjerne prøver at genkende pejlemærker, der kan føre mig tilbage på rette spor. Det er på én gang usigeligt udfordrende og ubehageligt irriterende at finde det rette spor her midt i varmen, men samtidig omfavner og lovpriser jeg, når jeg farer vild og kommer på nye (af)veje. For det gør jeg. Farer vild altså. Ofte. Men jeg finder altid vejen tilbage igen. Selv uden brødkrummer.

Finder jeg monstro mig selv igen? Er jeg overhovedet blevet væk? Har jeg i det hele taget forlagt mig selv, eller har jeg blot fået placeret mig selv i et nyt hjørne, på en ny hylde ved siden af nye faktorer (eller muligheder)?

Måske er jeg slet ikke blevet væk? Måske skal jeg slet ikke finde mig selv? Er det en mulighed, at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed og erkende, at tiderne er ændret og det er jeg også?

Er det virkelig så kedeligt? At jeg bare har fulgt strømmen videre til et nyt sted, uden overhovedet at have veget blikket fra min egen navle og dermed gået glip af turen dertil?

Eller har jeg haft for travlt med at speede op og nå videre til, at jeg overhovedet har opfattet, at jeg er kommet videre? Og at jeg er lige her. Hvor jeg er nu. Og at det er okay.

Måske. Måske er jeg ikke til at finde igen? Og hvem siger, at jeg kan finde mig selv her?

Midt i ørkenen. Måske har jeg fundet mig selv der ved siden af Holger. Måske har mit blik hvilet længe på mig selv, og jeg kunne måske bare ikke lide, hvad jeg så?

Måske kan jeg godt lide at være lige her, hvor jeg er lidt væk fra mig selv. Eller måske er det fordi, jeg bare er anderledes nu?

Måske var jeg aldrig væk.
I hvert fald ikke for mig selv.
Måske er jeg bare mig.
Og det er måske også okay?

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!