Tre gode bud på, hvad du kan lave i Odense denne uge

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker alt, hvad der rører sig af kultur i Odense. Jeg arbejder selv med musikulturen til daglig, jeg deltager som gæst til mange koncerter på andre spillesteder og jeg tager til arrangementer, der gør min nysgerrighed endnu større omkring kulturlivet.

Derfor tænkte jeg, at det var oplagt med et indlæg, hvor jeg giver tre bud på, hvad du kan opleve af kulturarrangementer i løbet af ugen i Odense. Egentlig har jeg en forestilling om, at denne slags indlæg vil være en tilbagevendende begivenhed, for jeg bruger alligevel selv noget tid på at nørkle mig frem til de events, jeg selv gerne vil med til. Og hvorfor så ikke dele dem med jer herinde?

Mine anbefalinger er absurd subjektive, og det er mine personlige preferencer, der vil skinne igennem mine bud på kvalitetsrige kulturbegivenheder. Jeg skriver udelukkende baseret på egne erfaringer og interesser, og I vil ofte kunne finde mig til nogle af de arrangementer, jeg anbefaler herinde.

SÅ nu vi er ovre introduktionen kommer her mine tre bud på begivenheder jeg synes er interessante denne uge i Odense;

Arbirk – releasekoncert på Momentum // Gratis entré

Jeg hører meget musik qua mit job. Jeg oplever også meget ny musik, og Arbirk hører under dette tilfælde. Jeg oplevede Arbirk til et arrangement jeg selv var afvikler på under HCA Festivals i år. Bandet består live af Rasmus Arbirk (vokal, guitar), Henrik Arbirk (klaver, saxofon og synth) og Daniel Buchwald (el-guitat og gulvtam). Musikken er på én og samme tid varm og tiltrækkende og melankolsk og mørk. De beskriver selv deres musik som “advanced lo-fi pop”, hvilket måske lyder en anelse mystisk, men som egentlig giver ret god mening, når man hører deres musik. De holder releasekoncertMomentum på torsdag, og jeg regner bestemt med at skulle forbi. Det er gratis, kl. 21.00 og det bliver en fantastisk god torsdag aften.

Hvornår: Torsdag d. 5. oktober kl. 21.00
Entré: Gratis

Retroguld luksus loppemarked + Hello Vintage KILO marked // Entré 40 kr 

Jeg er VILD med genbrug, vintage og loppemarkeder! Så selvfølgelig skal denne med på listen af interessante ting, jeg gerne vil nå denne uge. I DOK 5000 afholdes der et kæmpe genbrugs/loppemarked. Jeg har været afsted til det før, og det er en blandet landhandel, man finder dernede. Det meste er virkelig godt, men nogle gange kan priserne også være i den lidt højere ende på genbrugsskalaen. Samtidig har jeg virkelig gjort nogle kup til deres tidligere markeder, og det er bestemt de 40 kr værd i entré som det koster. Kig især efter stentøj og mindre møbler. OG så er der Hello Vintage KILO marked samtidig. Her kan du købe tøj pr. kilo. Et kg koster 200 kr.

Hvornår: Lørdag d. 7. + søndag d. 8. oktober kl. 10-16
Entré: 40 kr for begge dage

Sonus #7 på Kansas City // Gratis entré

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke er bias omkring events på Kansas City. Dem støtter jeg selvfølgelig op omkring, og derfor kommer Sonus #7 også med på denne liste. Det er et arrangement lavet i samarbejde med Kansas City og Odense Øvelokaleforening for at fremme udviklingen af lokale, odenseanske bands og vækstlaget. På lørdag er genren ret rocket, men normalt kan det være ret varierende af musikgenre. Hvis du derfor kunne tænke dig at stille din nysgerrighed omkring det musiske vækstlag i Odense, så er det på lørdag du kan gøre dette.
Bonus: En fadøl koster kun 35,-. Nok det billigste i Odense.

Hvornår: Lørdag d. 7. oktober kl. 20.00
Entré: Gratis


 

Det var lige tre af mine anbefalinger til arrangementer denne uge i Odense. Jeg har mange flere interessante ting i ugen, som jeg godt kunne tænke mig til, men vi har kun 24 timer i døgnet, og så må vi jo vælge fra og til. Denne uge er det disse ovenstående arrangementer, som jeg har valgt til. Det har været mega svært for, der er mange gode tilbud i byen, og det handler bare om at gribe bolden, når den kommer flyvende. Og det gør den hele tiden her i Odense.

Har I nogle arrangementer på jeres “må-opleve-liste” denne uge som anbefaling til mig og hinanden måske?

2 Comments
  1. Fedt indlæg! De må for min skyld gerne blive et fast indslag! 🙂 synes det er sååå svært at finde rundt i alle tilbudene i Odense :/

    1. Tusind tak Katrine – det tror jeg, at de bliver så. Jeg synes også det nogle gange kan være en jungle at finde rundt i, og især hvad angår tiden til det. Nogle gange er det bare rart med en top-tre at gå ud fra.

      Klem J

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!