TABUBRYDER | Da jeg følte mig ensom & venneløs

Ovenpå det ganske positive indlæg i går, udgiver jeg i dag et indlæg af en lidt anden karakter. Jeg har skrevet det for nogle uger tilbage, og føler mig klar til at udgive det nu. Jeg skriver dette fordi, det er et indlæg, hvor jeg blotlægger nogle meget personlige følelser, som faktisk ikke er særlig rare at have i kroppen. Derfor håber jeg også, at I derude tager godt imod det. Men det plejer I nu at være rigtig dejlige til, når det drejer sig om indlæg af denne karakter. 

Denne blog. Min blog. Den er et onlineunivers, hvor jeg kan dele alle de boblende tanker som min krop ofte besidder indvendigt. Det er et sted for mit kreative outlet. Et sted, hvor jeg deler inspiration, æstetik, glimmer, anbefalinger (især til steder i og omring Odense), opskrifter og alt derimellem.

Det er også et sted, hvor jeg kan dele mine mere reflekterende tanker. Det er, hvad jeg vil gøre i dette indlæg. For jeg har nemlig gået med nogle følelser i kroppen som jeg ikke har vidst, hvordan jeg har skulle takle. Det er nemlig ikke nogle rare følelser som jeg byder velkommen med åbne arme. Det er mere nogle følelser, som trænger sig på, hvor de kan finde plads. I krogene rundt omkring lister de sig ind. Skubber sig på. Den følelse jeg vil dele med jer i dette indlæg finder selv det mindste, lille, bitte hul, hvor den som en rotte kan smyge syg ind. Den fylder de mindste sprækker ud. Og den gør det godt.

Jeg snakker om følelsen af ensomhed.

Det kan sgu godt være en hård pille at sluge. At indrømme overfor sig selv. At jeg føler mig ensom. Eller. At jeg i hvert fald HAR følt mig ensom. For følelsen er efterhånden kun en skygge af sin tidligere storhed. Og måske netop fordi jeg ikke længere føler ensomheden kan jeg fortælle om den her.
Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke er omgivet af skønne, dejlige og elskværdige mennesker i mit liv. Især det sidste år har jeg været igennem en lærerig, oplevelsesrig og udviklende proces, der virkelig satte gang i refleksionerne. Jeg skrev speciale med et skønt menneske. En kvinde som jeg inden vores specialestart havde et rigtig fint forhold til. Vi kender hinanden gennem vores fælles kandidatstudie, og bor begge i Odense. Derfor faldt det naturligt, at vi begyndte at omgås hinanden. Vi havde både studiet og vores pendleri til fælles. Ligesom vi havde pendleri til fælles med tre andre skønne kvinder på vores kandidat. Vi endte således med at være en flok på fem mennesker, der hver morgen mødtes på perronen, ofte 5 eller 6, for at vente på toget mod Kolding sammen.

Der stod vi. Alle fem ofte med en to-go kaffe i hånden. Nogle dage fra 7/11. Hvis spenderbukserne havde været på, så en kop med Baressos karakteristiske logo. Andre dage den hjemmegjorte kaffe i en semitæt Bodum eller Stelton termokop. Igennem vores togture udviklede vi en lille sammentømret gruppe. En klike vil nogle måske omtale det. Men en god én af slagsen vil jeg vove at påstå. Fyldt med latter, smil, søde klem, fødselsdagssange om morgenen i et overfyldt DSB-tog og masser ”overstået-eksamens-fejrings-drinks”.

Jeg havde også, (og har stadig) min kæreste Casper da jeg flyttede til Odense. Men jeg tror sgu bare, at et mand har en vis kvote for, for meget sladder han kan lade glide ind af det ene øre og ud af det andet, uden at det imellem bliver til grød…

Grunden til min følelse af ensomhed var helt sikkert også fordi, jeg var flyttet til Odense. Jeg havde jo et netværk på Sjælland. En masse mennesker omkring mig. Men i Odense var de langt væk. For langt væk til lige at kunne tage en kop kaffe sammen. Eller mødes for at gå en tur.

Og mit netværk blev ikke på magisk vis udvidet da jeg flyttede til Odense. Hvor rart det end kunne havde været var?

Jeg måtte aktivt gøre noget for at udvide mit netværk. Jeg blev nødt til aktivt at opsøge personer, der ville være mine “venner”. Og det er virkelig en udfordring som voksen. Ofte har vi jo allerede dannet bærende relationer når vi er i midt-tyverne.

Samtidig havde jeg jo stadig et netværk på Sjælland, som jeg også gerne ville pleje. Hold kæft, hvor følte jeg mig splittet.

Og ensom. Pisse ensom. Fordi jeg med alt magt forsøgte at lære nye mennesker at kende i Odense, og samtidig ville bibeholde mit netværk fra Sjælland. Og dermed landede jeg et sted, hvor begge ting haltede bagefter…

Det var måske især lige i starten af min kandidat at følelsen af ensomhed bed sig ekstra godt fast. For selvom jeg mødte nogle dejlige mennesker, så manglede jeg stadig et rigtigt netværk. Sådan et netværk af mennesker i den by hvor jeg boede. Jeg gjorde en aktiv indsats for at møde nye mennesker. Men det ER bare svært.

Jeg kan tydeligt huske følelsen af at have en ledig eftermiddag i weekenden, hvor jeg gerne ville lave et eller andet. Men ikke alene. Og at jeg faktisk kun reelt har haft tre personer jeg kunne skrive til og spørge om de ville “lege”. Og få tre afslag. For derefter bare ikke at have andre mennesker at opsøge.

Det var virkelig op ad bakke. Og det var virkelig ikke en særlig velkommen følelse.

Det er ikke ensom følelse heller. Altså ensomheden. Den kommer ofte i selskab af andre mindre velkomne følelser.

Usikkerhed. Fortvivlelse. Tristhed (hvis ikke det er et ord, så er det i hvert fald en følelse).

Og jeg vidste ganske udmærket, at min følelse af ensomhed ikke betød, at jeg ikke havde betydningsfulde relationer i mit liv. Men den nagede alligevel. For sammen med ensomheden følte jeg mig udenfor. Jeg følte mig udenfor et, af mig, opdigtet fællesskab. Mellem hvem ved jeg ikke… Bare mellem andre, der tydeligvis lavede sjove ting med deres venner. For er det ikke altid sådan det er?

Når vi er single, ser vi kun par, der holder i hånden. Og da jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner, der så jeg kun venskaber over det hele.

Det er virkelig også svært at dele det her. At jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner. Det er på en måde tabu at fortælle andre. At det ikke kun var fordi, jeg følte, at jeg ikke havde et netværk. Jeg følte samtidig, at jeg ikke havde nogen venner.

Og det havde jeg selvfølgelig. Og jeg havde relationer til nogle, der betød (og betyder) noget for mig. Måske var det også hele processen med at flytte til ikke kun en ny by, men også en helt anden ø. Hvor jeg vitterligt kun kendte ét andet menneske! Yikes…

Så ja. Jeg har haft en periode i mit liv, indtil for et år tilbage cirka, hvor jeg virkelig følte mig ensom. Hvor jeg følte mig venneløs.

Og nu sidder jeg så, og håber, at der er nogle af jer, der måske kan kende denne følelse? Ikke fordi jeg ønsker, at I skal føle jer venneløse eller ensomme! Men fordi jeg vil høre, hvordan I har håndteret den følelse af ensomhed I måske har følt? Om I har nogle gode råd, der kan komme os andre til gode.

10 Comments
  1. Det er bare SÅ svært! Det er som om, at man hele livet har fået venskaber serveret, fordi de ofte er opstået af sig selv i form at de daglige rutiner. Det er bare nemmere at få et venskab op at stå, når man ser hinanden hver eneste dag! Og pludselig er man flyttet hjemmefra, veninderne flytter i hver sin retning, og alle andre end én selv er bare så mega gode til at danne nye relationer lynhurtigt. Sådan kan det i hvert fald føles… Jeg har lidt følt det igen, nu her hvor jeg endnu engang har startet studie, for det kræver virkelig bare så meget, at skabe de der relationer! Især hvis man, som jeg, er mega dårlig til at huske at tage aktiv kontakt.
    Heldigvis har jeg to af mine dejligste gymnasieveninder hos mig her i byen, og når man først har en tryg base, bliver det hurtigt dét lettere, at tage den med ro og bare nyde de potentielle venskabers udvikling.

    Knus, og kæmpe kram for at du tør tage sådan et emne op!
    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. Præcis! Venskaberne opstod nemlig bare af sig selv helt naturligt. Men når man lige pludselig flytter til hver sin landsdel, starter forskellige studier, jobs mv., ja så glider mange venskaber ud i sandet, uden man får etableret nye. Og så står man der…

      Jeg har også lært, at på videregående uddannelser, der skaber man ikke bare sådan lige venskaber. Og det har jeg egentlig forenet mig med, men. Derfor kan det sgu stadig være rart at have noget så basalt som at have nogle at sidde ved siden af til forelæsninger.

      Klem J

  2. SÅ stærkt et indlæg! Du er så god, at du er nået dertil, hvor du faktisk kan snakke/skrive om det <3

    Jeg har selv haft det sådan, og jeg skrev et indlæg om det i december sidste år (http://www.flyvmedmig.dk/2015/12/tankemylder-5-om-at-vre-ensom.html) – jeg havde boet i 1,5 år i Odense der, og jeg følte mig SÅ ensom, og var så ked af det. Efter jeg havde skrevet indlægget, så fik jeg så meget god respons fra folk – folk der havde det på samme måde, folk som ikke selv kunne sætte ord på det, men var glad for at jeg kunne gøre det 'for dem', og folk som faktisk gerne ville ses og 'være venner', hvis man forstår.

    Så virkelig respekt for, at du har kunne skrive og udgive det her indlæg. Jeg ved selv, hvor hårdt det var at udgive mit, og jeg overvejede flere gange at slette det, fordi jeg følte, at jeg blottede mig for meget. Men vi er jo bare mennesker, og jeg tror virkelig at mange kan relatere sig til det. <3 Kæmpe kram.

    1. Tusind tak Rikke!

      Og tusind tak for din kommentar. Jeg har lige været inde og læse dit indlæg, og kan se, at vi har haft mange af de sammen følelser. For mig er det især den del med “gamle venner”. For dem har jeg nemlig ikke rigtig nogle af, og dem jeg har, bor på Sjælland, så de er ikke nogle jeg særlig ofte. Og den med nytår.. Puha det kender jeg også godt. Heldigvis har jeg som årene er gået fået et virkelig distanceret forhold til nytår. Den aften betyder så godt som ingenting for mig nu, og sidste år holdte min kæreste og jeg den herhjemme sammen os to. Det var en skøn aften.

      Klem J
      Ps. Ellers må vi to bare tage en kaffe en dag 😉

  3. Jeg er flyttet til Kolding i slutningen af August måned, da jeg var heldig og få en rigtig god lærerplads som bagerlærling. Jeg kom fra en arbejdsplads, hvor jeg arbejde sammen med en masse mennesker i 14 dage af gange og der altid var mennesker over alt og havde sine kollegaer og venner omkring sig. Nu sidder jeg så her i Kolding og kender til den ensomhed du snakker om, og hvordan man kun ser andre gå sammen og have noget tilfælles og venskaber. Selv bare når min nabo inde ved siden af sidder og ryger med hendes veninde ude på trappen foran mit vindue, kan jeg virkelig mærke, at jeg ville ønske at jeg havde fundet en læreplads i Odense, hvor jeg havde min veninde i nærheden, for jeg kan mærke at hun kommer videre og fået et rigtig godt netværk.
    Jeg kan virkelig godt relatere til det du skriver om, jeg gennem går det lige nu og nej, det er ikke den fedeste følelse i verden og ville ønske jeg havde nogle omkring, hvilket vil gøre det hele nemmere

    1. Tusind tak for din kommentar Camilla. Det ved jeg måske ikke har været særlig nemt at dele. Men tak.
      Hvor lang tid af din læretid har du tilbage? Et godt råd fra mig er at selvom du måske kun bor i Kolding i en begrænset tidsperiode så prøv stadig at opsøge foreninger og lign. hvor du måske kan møde nogle ligesindede? Sådan nogle ting tager desværre tid, men det bedste er næsten altid at komme ud af sin komfortzone, for man har en tendens til at skærme sig selv endnu mere fra nye mennesker ved at sidde derhjemme.
      Jeg kan virkelig (!) godt genkende den følelse af, at det “bare” er når naboen har venner på besøg. Det stikker i hjertet fordi man selv sidder alene. Men du skal vide, at du ikke er alene med den følelse.

  4. Jeg ville også føle det var uoverskueligt, hvis jeg skulle forlade Aalborg ink. venner og familie – de er min verden, og hverken en spændende uddannelse eller et job, ville kunne prioriteres over dem i min hverdag (: Det ville jeg ikke kunne opveje, med argumenter om fornuft eller fremtid – karriere vs. et godt socialt liv, ville jeg ikke overveje.
    Godt, du er endt med, at falde så godt til 🙂 Hatten af for indsatsen, for det ér ikke nemt at starte “fra bunden”, er jeg sikker på.

    – A

  5. Det er en sindssyg følelse at håndtere. For man har det i grunden godt, og undrer sig over hvorfor de følelser pludselig skal trænge sig på. Jeg er ikke helt ny i Odense længere, og har et lille fint netværk af mennesker. – Men de seneste måneder er der sket så meget stort i vor alles liv, nye studier, venner blev til kærester og “eksistenskrisen” man rammer i tyverne. Og de gamle venner hjemmefra? Det kører bare for dem. Lidt ude af det blå føler man sig tilsidesat og ensom.
    Ønsket om nye venner bliver hurtigt gemt væk igen, for som du selv skriver, er det skide svært at finde nye venner når man er voksen. Og selvom man måske føler ens nuværende netværk ikke er helt “fyldestgørende”, oplever jeg ihvertfald, at det spænder ben for mig selv at have nogen at “falde tilbage på”. Så man ikke lige får gjort det ekstra for at den nye kontakt kan blive til et potentielt nyt venskab.

    1. Jeg kender absolut den der følelse af at have nogle at “falde tilbage på”. Og det kan nemlig være farligt, for man forhindrer sig selv i at skabe nye relationer. Som er fysisk til stede, hvor man selv er. For selvfølgelig skal man stadig pleje sine “gamle” relationer, men når man bor langt væk fra hinanden, så må man altså prøve at skabe nogle relationer, der hvor man rent faktisk befinder sig.

      Klem til dig med håb om, at du får et skønt netværk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!