Nu er jeg parat

Hvis der er noget, jeg har lært af at rejse alene, og være alene i det hele taget, så er det, at jeg virkelig har tid til at tænke.

Dette er ikke altid nødvendigvis en god ting, men alligevel har jeg nydt det.

Jeg sidder på Grand Café de la Poste. Stedet er på min liste over ‘must see when in Marrakech’ som jeg har fået af en ven, der arbejder med marrokanere.

Jeg tænker meget nu. Mest fordi jeg sidder med et glas rose, tapas og smøger. Jeg må ryge herinde. Hvilket et perfekt. Vin og smøger. Hvilken fryd.

Jeg sipper langsomt til min rosé. Den er sød og skarp, og smagen slår mig. Alkoholen slår mig mere. Jeg har ikke drukket særlig meget alkohol, mens jeg har været hernede. Til dels fordi jeg gerne ville holde en lille pause fra alkohol og til dels fordi, det er lidt svært at få fat på hernede.

Jeg tænker på, at denne rejse snart er slut. Og at jeg virkelig har fået tænkt og følt meget undervejs. Igen – aleneheden indbyder til ret mange tanker.

Jeg kigger op fra min plads i den store, bløde læderstol jeg sidder i. Stilen herinde er kolonial, og her er indtagende. Overfor mig sidder, hvad der må være vor tids Hemmingway. I hvert fald en moderne udgave af ham. Med stråhat, stort fuldskæg og i en hvid hørskjorte læser han i en bog.

Jeg tænder endnu en smøg. Jeg er på min tredje, mens jeg sidder her. Det er dejligt, bare at kunne sidde. Samtidig er det stressende. Mest fordi jeg sidder her alene og selskab faktisk havde været dejligt lige nu. I hvert fald det rigtige selskab.

Mine ben klister let til hinanden. Det er varmt herinde, selvom de store vifter kører på fuld drøn i loftet. Jeg inhalerer og betragter røgen, der er resultatet. Det er på en måde smukt.

Mine tanker vandrer frem og tilbage, og jeg ved ikke helt, hvad der venter mig, når jeg lander i Odense igen. Byen er den samme. Menneskerne er de samme. Men er jeg?

Har denne rejse ændret mig, eller er det kun omgivelserne her, der gør, at jeg føler mig forandret? Jeg føler mig stadig som mig selv. Men bare en anden. Det er svært for mig at forstå. Mit hjerte banker hårdt af tanken omkring min hjemkomst. Har jeg overhovedet lyst til at komme hjem? Eller kan jeg blive siddende her for altid?

Det kan jeg selvfølgelig ikke. Og har jeg overhovedet lyst til det? Jeg vil gerne hjem. Jeg vil gerne hjem for at gå tur med hundene. For at kramme på mennesker, jeg savner.

Men har de savnet mig? Jeg sidder langt væk og selvom jeg har oplevet en del af verden jeg aldrig troede, jeg skulle, og er blevet forandret deraf, så er Odense stadig den samme by. Med de samme mennesker. Kan jeg komme hjem og forvente, at byen forstår min forandring?

Jeg tørrer sved af min pande og tager endnu en tår af mit glas. Vinen her er overraskende billig, og et øjeblik overvejer jeg at bestille endnu et glas. Men jeg kan mærke, at alkoholen allerede har sat sit præg på min krop, og jeg dropper tanken igen.

Jeg tænder til gengæld endnu en smøg. Og tænker på, at jeg om 42 timer er i Danmark igen. Det er en mærkelig følelse, at jeg snart er hjemme. Det er en velkommen følelse. Jeg har efterhånden fået nok.

Det lyder negativt. Det er det ikke. Men jeg er mæt af rejsen. Jeg er mæt af mine tanker. Jeg er mæt af mænd, der råber efter mig på gaden. Jeg er mæt af aleneheden. Jeg er mæt af mine egne tanker. Selvom de nu er rare, så savner jeg noget. Jeg ved ikke helt hvad. Men noget. Det er ikke noget, jeg har lært på denne rejse.

Jeg har lært mange andre ting. At et glas rosé på en fin café ikke koster mere end 40 kr. At jeg sagtens kan prutte om prisen alene i souken. At mit eget selskab er ganske fint. For ikke at sige ganske fantastisk. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for det ukendte. For at bryde min grænser. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for frygten.

Jeg har også lært, at jeg er langt stærkere, end jeg troede, jeg var. Og at mit hjerte er stærkere, end jeg troede, det var. Jeg har lært, at det er okay, at ting er svære og gør ondt. Det er en del af livet og denne rejse. Og jeg har lært, at jeg overvinder de svære ting. Og at jeg lærer af dem hver eneste gang. Jeg har lært at nyde og at mærke efter, hvad jeg gerne vil. Jeg har lært at sætte min ønsker først. For det har jeg virkelig været dårlig til før i tiden.

Jeg slukker min cigaret. Drikker det sidste af min kølige vin. Jeg går ned af trappen og siger bonjour til tjeneren.

Nu skal jeg hjem. Nu er jeg parat.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!