Når man lærer noget om sig selv – helt uden at lægge mærke til det

Fotokredit: Malene Nelting aka. Det’ fordi jeg tyk

Jeg har i lang tid vidst, at jeg var en mere introvert person end ekstrovert. Det lyder måske lidt bizart med tanke på min hang til at dele ud af mit liv på sociale medier. Men det giver egentlig fin nok mening – for på sociale medier er der en barriere mellem mig og de mennesker, jeg deler ting med.

Derfor er det noget lettere for mig at dele ting. Måske er det også derfor jeg gør det – altså skriver herinde og nogle gange øser ud af mit hjerte? Fordi det på en måde er “safe” for mig at gøre på den her måde. Hvor jeg ikke har direkte kontakt til andre mennesker. Og den kontakt der er, kan jeg selv vælge, om jeg vil reagere på.

Sådan er det jo ikke ude i den virkelige verden. Der skal helst være en reaktion ret hurtigt. Men har har virkelig lagt mærke til de sidste par måneder, at jeg er mere introvert, end jeg er ekstrovert. Det er små ting, der har gjort, at jeg har bidt mærke i det.

Jeg har aldrig haft følelsen af, at andre menneskers selskab dræner mig, men jeg har altid godt kunne li’ at være og gøre ting alene. Jeg nyder mit eget selskab ret meget. Og når jeg er sammen med andre mennesker, så gør det ikke noget, at der er stille og vi bare kan slappe af sammen uden at skulle snakke alt for meget.

Jeg kan faktisk godt bare li’ at chille. Nyde livet med andre mennesker, men ikke nødvendigvis skulle fortælle historier eller anekdoter hele tiden. Eller snakke overhovedet. Jeg kan faktisk ret godt li’ stilheden.

Med det sagt så elsker jeg at være sammen med de mennesker i mit liv, som jeg er tætte med. Venner og veninder, familie. Men det er fordi jeg kan slappe af i deres selskab. Jeg behøver ikke være “anspændt” – for det kan jeg virkelig godt være sammen med andre mennesker. Også selvom det er nogle, jeg har været sammen med mange gange.

Jeg er nok lidt sådan en person, der faktisk holder tilbage, når jeg er sammen med andre mennesker. Det lyder fuldstændig vanvittig vil nogle, der kender mig, sikkert mene. Men det er fordi de kender mig rigtigt, og fordi jeg kan slappe af med dem. Ellers er jeg typen, der er mere afventende.

Jeg er bestemt ikke bange for at sige min mening – om jeg kender folk godt eller ej. Men når jeg er sammen med nye mennesker, er det ikke mig, der buldrer afsted med historier om stort og småt. Ofte lader jeg andre mennesker fortælle en masse om dem selv, mens jeg selv ikke fortæller særlig meget. Medmindre jeg bliver spurgt.

Men det er ikke noget, jeg har tænkt over før indtil for nogle måneder siden. Hvorfor jeg har tænkt over det, ved jeg ikke. Måske fordi jeg har været sammen med nogle mennesker, som jeg godt kan li’ selvfølgelig, men som jeg alligevel ikke kan slappe helt af med. Eller som jeg i hvert fald måske ikke lukker helt ind. Det lyder lidt mærkeligt og kompliceret. Det er det også.

Intet er jo sort/hvidt, og jeg har virkelig lært det sidste halvandet år, at jeg er et komplekst menneske, der indeholder mange forskellige facetter.

Og jeg er ikke den samme “Jeanette” med alle slags mennesker. For der er bare nogle, hvor jeg måske ikke er 100% sikker på mig selv nok til bare at åbne op. Medmindre jeg bliver spurgt selvfølgelig. Til gengæld er jeg en mester i selv at spørge ind til andre mennesker. Det er et ret smart fif til at få opmærksomheden væk fra mig selv.

Og jo – jeg kan godt li’ opmærksomhed. Ellers ville jeg nok heller ikke være fancy blogger. Men det er en anden slags opmærksomhed end, hvis jeg skal snakke med andre mennesker om reelle problemstillinger i mit liv, følelser eller bare hvem jeg er sådan helt inderst inde. For der er ikke noget, jeg elsker mere, end at bruge timevis på at snakke om livets store og små mysterier. Det er bare ikke med hvem som helst, jeg kan gøre det med.

Heldigvis møder jeg jo hele tiden nye mennesker, og nogle af dem ender med at blive fortrolige. Det er ret dejligt.

Det er faktisk kommet lidt bag på mig, at jeg er så tilbageholdene når det kommer til at åbne op overfor andre mennesker. Men det er noget, jeg har lagt mærke til og som jeg har undret mig lidt over hvorfor.

Måske er det fordi jeg gerne vil være helt sikker på andre mennesker, inden jeg lukker dem helt ind og kan være den skøre Jeanette sammen med dem, som jeg nu engang er? Måske er det fordi, jeg har svært ved at stole på andre mennesker? Måske er det fordi, jeg er bange for, at de dømmer mig?

Jeg ved det ikke. Men det kan være, at jeg også lærer det snart.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!