Myntete

Jeg har lige bestilt en myntete. Jeg sidder på Cafe Clock. Jeg stod sent op i dag. Ved tolvtiden. Jeg har været her siden 15tiden. Nu er klokken ved at være otte. Jeg får min tekande med myntete og et opvarmet glas. Jeg hælder teen op og brænder mig på tekandens hank. Jeg bliver ved med at hælde indtil mit glas er tilfredsstillende fyldt. Jeg stiller hurtigt tekanden ned igen og kigger på mine røde fingre.

De spiller musik i baggrunden. Hver onsdag er der jamsession på cafeen. Det havde jeg glemt. Jeg så det ellers den anden aften, da jeg var herinde og høre marokkanske historier med en dansk familie, jeg mødte. De er rejst hjem i dag. De var godt selskab.

De spiller Shape Of You og et øjeblik er jeg hjemme på min lille altan, hvor jeg ryger en smøg og drikker vin. De glemmer teksten, griner og jeg er igen tilbage på cafeen.

Jeg er glad. Jeg smiler. Jeg tænker, at jeg på denne rejse får så mange mindeværdige oplevelser. Denne inkluderet. Jeg fatter ikke, at jeg sidder her. At jeg rent faktisk har taget to fly, der har bragt mig til dette kontinent. Til den afrikanske varme. At jeg har taget en taxa fra lufthavnen i Menera til Marrakech. At jeg har gjort det her. At jeg er her lige nu. Det slår mig, at jeg må være skør. At jeg tager denne rejse alene. Er det ikke skørt? Jeg trækker vejret tungt. Mærker den varme luft. I dag er det varmt. Fyrre grader. Luften er venlig her til aften. Det blæser let her på tagterrassen.

Jeg er ikke rejst herned for at være alene. Eller for at lære at være alene. Men alligevel tænker jeg, at det er dejligt at sidde her alene. Det havde også været dejligt at dele disse oplevelser med andre mennesker. Indtil det slår mig, at det gør jeg. Jeg deler den med det unge par, der sidder i hjørnet. Med de to unge kvinder, der sidder overfor mig. Med hele gruppen af musikere og deres venner, der sidder omkring lave borde med guitarer og trommer.

Jeg deler denne oplevelse med mig selv. Og det er helt okay, tænker jeg. Jeg kan mærke, at jeg savner nogle derhjemme. Men at jeg er her lige nu. Og det nyder jeg. Jeg kan ikke ændre på tilstande, der foregår 3000 km væk. Så når min myntete at blive kold. Jeg kan kun nyde min myntete med mine tanker her. På denne tagterrasse.

Jeg har aldrig ønsket at skulle klare ting alene. I hvert fald ikke resten af livet. Livet handler for mig om at dele. Men det er en god kvalitet at kunne gøre ting alene. Jeg har bare altid været god til at sætte egne behov og ønsker til side. Denne rejse er en egoistrejse. Noget jeg ønskede at gøre for mig selv. En rejse, hvor jeg lærer, hvad det egentlig er jeg ønsker og hvornår.

Jeg sipper til min myntete. Den trænger til sukker og jeg åbner et brev med hvid sukker og hælder i. En ung kvinde har fundet hendes guitar frem, og hele gruppen på 20 mennesker vender blikket og ørerne mod hende. Mig selv inklusiv. Hun synger fantastisk. Hun spiller også godt. Da hun er færdig klapper vi. De andre griner. Jeg smiler. Jeg er glad. Jeg fatter stadig ikke, at jeg sidder her lige nu. At jeg rent fysisk er her. Er det ikke et fatamorgana? Jeg mangler mine smøger. Jeg byttede min pakke væk i en handel om en lædertasker. Jeg havde ikke nok dirham og smed min pakke cigaretter med i handlen. Det godtog han. Jeg fortryder det lidt lige nu. En smøg havde været prikken over i’et. Men livet føles nu allerede lidt som en kirsebærdessert.

Prikken over i’et er måske for meget at forlange?

Jeg er taget herned for at sparke murer ned. Mine murer. For at lære mig selv bedre at kende. For at opleve. For at rejse. Det er ikke en ferie for mig. Selvom denne tur selvfølgelig involverer en del afslapning. Som denne eftermiddag på cafén. Dette øjeblik er ganske afslappende.

Jeg trækker vejret. Kommer i tanke om min meditation tidligere på dagen. At jeg skal hjem og meditere igen her til aften. Denne tur er en oplevelsesrejse i mit eget indre. I mine følelser. Hvor fraværende de end kan være nogle gange. Men jeg skal lære dem at kende. Og lære at acceptere dem. Jeg skal lære ikke at være bange for dem. For de er helt okay. Jeg skal lære, at det også er okay, at jeg nogle gange føler mig bange. Bange for at føle.

Jeg overvejer at gå helt op på den øverste terrasse. Jeg tror, at udsigten derfra er helt fantastisk. Jeg sipper igen til min te. Jeg tager glasset i hånden og rejser mig.

Udsigten er uforglemmelig.

2 Comments
    1. TUSIND tak Rikke! Både for din dejlige kommentar og for dit ønske om en god rejse. Håber, at den danske sommer behandler dig skønt.

      Klem J

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!