Merry stressing christmas!

Og jeg som troede, jeg endelig kunne holde jul uden stress og jag. Mit første år, hvor jeg ikke er studerende. Mit første år uden eksaminer, uden prøver, uden læsning til op over begge øre.

”Der er vist noget du har misforstået”

Hviskede universet – nej, streg det – RÅBTE universet til mig den anden dag. For selvom jeg officielt ikke længere er studerende, og selvom jeg officielt ikke længere har eksaminer. I hvert fald ikke i Syddansk Universitets øjemede, så har jeg none the less præcis samme pressende følelse i brystkassen i dag, som jeg havde for et år siden på denne tid af året. Men. Jeg har ingen eksaminer ventende rundt om hjørnet. Jeg har ingen deadlines. I hvert fald ingen, der bundfælder sig i en, alligevel ofte abstrakt, karakter på den skala, de møjsommeligt ændrede, men nu har fortrudt modifikationen af, og vil addere yderligere til.

Så hvad bunder den pressende følelse så i?

At jeg helt havde glemt, hvilke friheder, der fulgte med eksaminerne? At jeg nu har et arbejde, hvor jeg også vil præstere? At jeg simpelthen ikke føler, at jeg har ”julet” den nok i år?

Jeg ved det ikke. Hvis jeg vidste, havde jeg nok ikke skrevet dette indlæg. Doh. Så åbenlys jeg dog kan være. Måske har det noget at gøre med alle de aftaler jeg strør mig omkring. For er det ikke i juletiden, hvor mange af os ”tager hjem”, og besøger familie og venner? Det må travlheden på DBS’s skinner da været et symptom på. Jeg selv skal med et, sikkert propfyldt, tog i morgen formiddag. For at tage hjem til familie og venner. Jeg prøvede at lave aftaler med nogle venner i Odense, der kommer hjem til Odense i juledagene, men som jeg tager afsted kommer de hjem. Sikke en travlhed og alarm, der kan blive disse juledage. Hvor freden i virkeligheden skulle sænke sig. Det skulle man da tro ikke?

Måske skyldes den pressende følelse, at jeg de sidste seks år har holdt jul med en eksamen hængende over hovedet. Og nu efter de mange års jule (hedder jul dét i flertal!), hvor eksaminere vægtede højere end vægten på julegåsen, har jeg muligvis udviklet Stockholmsyndrom, og kan aldrig igen holde jul uden at skulle skrive på en eksamen. Måske var eksaminerne faktisk det, der holdte mig fra at miste min sunde fornuft hjemme i familiens traditionsrige mønstre? Måske mister jeg min sunde fornuft i år. Måske er den forduftet allerede.

Men hvorfor sidder jeg så stadig tilbage med den pressende følelse?

Har jeg bare ikke forstået, at det er okay at slappe af? Er den forkølelse, der har sneget sig ind på min krop her til eftermiddag i virkeligheden et tegn på, at jeg skal sænke tempoet snarere end, at jeg har fået træk og nægter at gå ned på modens diktatoriske brug af tynde, lange frakker i stedet for buttede North Face jakker med hætte og heraf hele tiden går og småfryser lidt?

Jeg tror, og håber, at jeg får svar på mine spørgsmål de næste par dage, hvor de eneste aftaler jeg har planlagt er simultant at lave og spise konfekt med min venstre hånd, og Instagramme med min højre.

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!