Mere frihed & mere blæk

Jeg dyrker mit valgte ord for 2018 allerede i stor stil.

Jeg har skrevet ‘frihed’ med kridt på min tavle i mit køkken, så jeg ser ordet hver dag. Jeg tænker over det aktivt, og husker mig selv på, at frihed ikke kun er et ord, jeg gerne vil have med i mine handlinger, men også en ret jeg har.

Så i dag tog jeg mig en ret. En ret banalt ret om man vil. For jeg valgte at få mere blæk i min hud.

Jeg har i lang tid ville have Lille My tatoveret – jeg har endda haft bestilt tid hos en dygtig tatovør i Ringsted (samme sted, hvor jeg fik lavet min første tatovering), men måtte afbestille grundet arbejdet.

Men som med så meget andet, så tog den ene dag den anden, og jeg fik ikke bestilt en ny tid.

Da Fynske Influencers holdte event hos Molotov i december, talte jeg med både Freja og Katarina, der begge talte varmt om Black Sheep Tattoo og Signe Immerkjær, der arbejder i butikken. Da jeg kiggede på Signes Facebookside, genkendte jeg hende fra noget frivillig arbejde vi begge lavede hos Finders Keepers (da det blev holdt i Odense). Jeg blev straks begejstret over, at hun var begyndt at tatovere. Så jeg begyndte at holde lidt øje med hendes sociale medier og forelskede mig hurtigt i hendes tegnestil.

Så for et par uger siden skrev jeg til Signe og spurgte, om hun kunne tegne en Lille My til mig som tatovering. Vi skrev lidt frem og tilbage, og i dag fik jeg sat en dato for min tatovering i februar. Indtil jeg for sjov spurgte hende, om hun måske havde en tid i dag.

Og det havde hun! Hvis det altså frister? Som hun skrev.

Hvilket det selvfølgelig gjorde.

Så to timer senere åbnede jeg døren ind til deres butik på Overgade og trådte ind til en smilende Signe, der justerede musikken på højtalerne og var ved at printe Lille My ud.

Jeg smilede tilbage. Rettede lidt på tøjet. Og fortalte, at jeg altså var lidt nervøs. Fordi det var så spontan,t havde jeg ikke sat mig selv mentalt op til at skulle tatoveres.

Signe kiggede på mig og spurgte, om jeg altid var nervøs, når jeg blev tatoveret.

Meeeh. Måske. Tjoo.. JA!

Imens hang jeg min jakke og hue på deres stumtjener. Og fik fortalt, at jeg ikke er én af de typer, der begejstres af at blive tatoveret. Tværtimod. Jeg synes det gør pisse nas.

Signe grinte lidt og trak skuldrene op til genkendelse af dén følelse.

Jeg forstår det heller ikke. Dem der elsker at blive tatoveret. 

Signe fik printet Lille My ud et par gange, klippet hende ud af papiret som papirsklip og vi fandt en størrelse, der passede til min arm.

Hun blev rykket rundt et par gange – Lille My – for at finde den perfekte plads på min højre overarm. Indtil hun til sidst sad så både Signe og jeg var tilfredse med både størrelse og placering.

Så begyndte Signe at preppe hendes station. Jeg gør lige nålene klar. Du kan bare sætte dig i sofaen og vente. 

Kan jeg nå at ryge en cigaret?

Ja sagtens!

Jeg gik udenfor, fik tændt op i min tobak og bandede lidt over den sne, der tidligere på dagen faldt i mine øjne på min cykeltur, og som nu bare var smeltet væk. Sikke et spild.

Da jeg kom indenfor igen hev jeg op i ærmet og fik sat Signes stencil med My på min arm. Jeg viftede rundt i butikken i 10 minutter inden huden var tør nok til, at Signe kaldte mig hen til briksen.

Skal jeg tage mine sko af?

Næ jeg tørrer bare briksen af bagefter. Hop du bare op!

Så det gjorde jeg. Og lagde mig til rette med armen ud til siden, så Signe fik arbejdsplads. Og så begyndte den velkendte summen fra maskinen at brumme.

Er du klar?

Nej…

De første streger gør nas. Jeg kan mærke dem helt ud i min hånd. Jeg prøver at slappe af, og Signe taler til mig. Jeg prøver at koncentere mig om hendes ord, og kigger også lidt på min mobil.

Efter to minutter er smerten okay. Jeg havde frygtet en noget skarpere smerte på den tynde hud, end hvad jeg mærker lige nu.

Så jeg begynder at løsne op og samtalen flyder nu ret fint. Trods Signes koncentration om at tatovere og min om at ignorere, at jeg bliver stukket i.

Jeg lægger ikke mærke til klokken. Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg ligger på briksen. Men som minutterne går, føles det lettere og lettere.

Så hun er færdig! Jeg tager lige et billede og pakker dig ind. 

Da Signe har klistret plastik om min arm, hopper jeg ned fra briksen. Glad. Lettet. Øm!

Jeg går hen til spejlet. Hun er blevet så fin. Lille My. Min arm er hævet og jeg bløder allerede under plastikken. Men jeg smiler.

Da jeg lukker døren efter mig og får den friske luft i ansigtet, kan jeg slet ikke vente med at få låst min cykel op, komme hjem og beundre min arm i spejlet. Hold kæft min bicep er fin nu.

 

 

8 Comments
  1. Hun er bare så fin! Min måne sidder jo også der på armen, og jeg syntes faktisk, at det var et godt sted rent smertemæssigt – huden er tynd, men der er langt ind til knoglerne! Hurra for mormorarmene 😀

    Knus

    1. Tak søde Lisbeth!

      “et godt sted rent smertemæssigt” 😀 Men det har du ret i. Jeg havde bare frygtet noget mere smerte grunde den tynde hud. Men det var heldigvis slet ikke slemt.

      Klem J

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!