LIDT OM NOGET OG ALTING OM INGENTING

Jeg er hjemme igen. I lejligheden. På Fyn. I Odense. Feberen er på retræte. Det samme er snotten. Jeg er forladt tilbage kun med rester af bakterier. Virus måske. Og slidt hud under næsen. Hvorfor skal det altid slides af? Det skal det, fordi jeg bruger toiletpapir og køkkenrulle til at pudse næsen i. Satans. I går og i dag blev det rug papir udskiftet med bløde kleenex. Det hjalp. Men skaden var sket.

De sidste par dage har været et samsurium af forskellige oplevesler. Mest med en udsigt fra sofaen. Sygdom oveni hjælper bestemt ikke på det. Jeg bliver virkelig et sølle menneske, når jeg er syg. En mand. Ramt af The Man FluI don’t know why. Til gengæld er jeg ikke syg ofte. Faktisk højest en gang om året Måske mindre. Hvilket også var, hvad jeg gik hoverende og tænkte først på ugen. At sygdom sjælendt ramte min sunde krop. At mit immunforsvar var stærkere end Den Kinesiske Mur.

Hah! Karme du. Den slår hårdt igen. Nu håber jeg, at sygdommen ikke viser sit trælse ansigt igen foreløbig. For jeg HAR altså et stærkt immunforsvar. Og jeg ER næsten aldrig syg. Ikke mindst fordi jeg hader at være syg. For man har jo selv a saying right? Der er ikke noget værre, end at ligge på langs og ikke orke at lave noget. Ikke engang blogge synderligt. Ak. Så er tiden ringe.

Det jeg måske egentlig ville ud med i dette indlæg var såmænd heller ikke kun mit sygdomsforløb de sidste par dage. Og på sin vis så er det. Det er vist mere alle de tanker jeg ligger og gør mig under sådanne dage. For tid og tanker; det er der masser af, imens jeg ligger der og venter på at blive rask igen. Venter på, at de små soldater i kroppen gør sit for at jage de ubudne gæster væk. Når jeg er syg tænker jeg altid på nogle tegnefilm min søster og jeg var vilde med, da vi var børn. Det var nogle meget pædagogiske film, der på spændende vis formidlede om sygdom, immunforsvar og kroppen generelt. Så var de røde og hvide blodceller små mennesker indeni kroppen, og immunforsvaret var små politimænd, der jagtede bakterier. Der selvfølgelig var skurke. Det var alt sammen meget spændende, og meget lærerigt.

Tegnefilm a side, så strøg mine tanker fra side til side som et pendul i stor fart. Mange tanker kredsede om bloggen. Om hvad jeg har gjort ved den. Og hvad den har gjort ved mig. For et eller andet sted midt imellem kedelige onsdage og farverige lørdage, der har Let’s Blog Some Shit fået kilet sig godt og grundigt ind. Nogle gange lidt for meget. Nogle gange ikke nok. Min lyst og iver for at blogge kan svinge i perioder. Det tænker jeg er meget normalt? Praktiske omstændigheder sætter også klart sine grænser for, hvornår og hvor meget jeg kan sidde foran min grå Mac og klimpre løs på tastaturet. Men især, hvordan og hvad jeg portrættere af ting (og mig selv) herinde. For jeg vil gerne, at I derude kan mærke mig. Mærke, at når jeg skriver om gode steder i Odense, så er det fordi jeg oprigtigt vil dele gode oplevelser og måske inspirere andre til samme. Når jeg deler opskrifter er det ikke kun fordi JEG nyder godt af dem. Jeg håber virkelig også, at I derude gør. Samtidig synes jeg også, at det fungerer sådan med en blog, at bloggeren gerne må skinne igennem. Det er til dels derfor jeg følger med hos mange andre bloggere. Fordi jeg nyder at kunne følge med hos dem. Fordi de virker søde. Fordi jeg selv bliver inspireret.

Derfor har jeg virkelig prøvet at finde ind til MIN kerne de sidste måneder. Jeg har ikke fundet den endnu tror jeg. Men jeg kan mærke, at jeg er på rette spor. Brødkrummerne bliver større og større. Nu håber jeg blot, at jeg ikke lander i gryden og ender med at blive fortæret. Ender med at vandre rundt i en formålsløs søgen efter mit sande jeg. Det lyder fandme også plat. Pardon me. Men det gør det altså. Hvorom alting nu end lyder plat, så er det dét jeg forsøger at finde i øjeblikket. Jeg forsøger at finde mig selv i disse taster. Imellem disse linjer. Nogle gange skimter jeg en skygge. En farve. Og jeg ved, at jeg er nærmere end nogensinde før. Andre gange er jeg tilfreds med at være lige, hvor jeg er. Midt på stien. Måske i jagten efter noget, jeg allerede har fundet. Det er jeg i gang med at finde ud af i øjeblikket. Jeg er i gang med at stille mig tilfreds med, hvor jeg er lige nu. Hvem jeg er lige nu.

Jeg øver mig i at være mig selv. For det er også der, jeg tror, problemet ligger. At jeg ikke altid stoler nok på, at jeg ER god nok lige som jeg er. Original eller ej. Så skal jeg bare være mig selv. Også herinde. Jeg synes nu også, at ligesom jeg har undergået en udvikling og forandring det sidste år, ligeledes har bloggen. Det kan jeg selv se og ikke mindst mærke. Og det er jeg glad for. For det må betyde, at jeg kommer fremad. At jeg ikke stagnerer. Selvom en lille pause heller aldrig har skadet noget. Jeg skal ikke altid have så travlt.

Nu er jeg i hvert fald hjemme igen. I lejligheden. Med en masse ny energi til livet som det ser ud lige nu. Dagpenge und alles. For det er nemlig min hverdag i morgen. En dagpengemandag. Phew. Det ser jeg frem til at se, hvordan går. Mon ikke jeg klarer det – en dag af gangen?

 

PS! Følg da lige med på Instagram vil du ikke? Vi ved jo alle sammen godt, at det er antallet af følgere, der afgører, hvor vigtig man er. So help a girl out would you. 
Eller snappen for fa’en! Snappen SKAL du da følge med på! Mit brugernavn er jhardis. Og her finder du både de hotteste nyheder fra Odense – som her til aften, hvor vi gik forbi en kæmpe røgsky – til mig, der swagger den for vildt om søndagen.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!