Kender du det…

at man er helt parat til at tage afsked med Danmark for fjorten dage. Både min forældre og en god veninde har taget afsked med mig her i Kastrup. Jeg har checket min bagage ind. Jeg har købt den obligatoriske Starbucks kaffe, og jeg har været ude for at tisse af.

Men nu sidder jeg på gulvet i afgangshallen og venter. For mit første fly ud i verden er forsinket. Åbenbart. Her stod jeg og var helt parat. Til at komme afsted. Jeg var lige i stødet. Men nu er følelsen lidt mere… meehhh.

Ligesom når jeg sætter mig op til, at skulle have en solskinsis fra min yndlingsispusher i Sorø, og han så har lukket. Æv.

Jeg ved ikke helt, om følelsen kan sammenlignes i denne situation, men lidt. Nu vil jeg bare gerne afsted, og skuffelsen var da lidt til stede, da jeg tørt kunne konstatere, at flyet er forsinket.

Jeg sidder med musik i ørerne og skriver dette indlæg, og venter på, at klokken bliver 20.15, og flyet letter. Jeg ser frem til fjorten dage med en masse alenetid, hvor jeg kan få lov til at koble af og bare være mig selv.

Der er virkelig mange, der inden min afgang har været undrende overfor min solotur. Mange har også, velmenende helt sikkert, proklameret med lidt usikkerhed i stemmen, at jeg helt sikkert møder nogle, jeg kan snakke med dernede i Marrakech. Men ved du hvad? Det har jeg ikke brug for. I hvert fald ikke lige nu. Nogen af formålet med hele denne rejse er nemlig, ikke at skulle snakke særlig meget med andre mennesker. Men bare have lidt tid med ro og fordybelse. I hvad er jeg endnu ikke helt sikker på, men jeg er overbevidst om, at jeg nok skal finde ud af det. Og hvis jeg ikke gør, så er skaden sikkert ikke så stor.

Det er min første solo-rejse. Det er første gang, jeg skal flyve alene. Og selvom jeg har lidt kriller i maven (det er helt sikkert også den store STÆRKE kaffe jeg lige har drukket, der er årsag til det), så er jeg ret rolig omkring hele situationen. Mit største dilemma lige nu er faktisk, at jeg nok kommer til at savne nogle mennesker herhjemme. Men savn skulle være ret sundt også, og jeg er all for, at vi gør ting, der er sunde for os selv. Om det så er savn, øl, kaffe, chokolade, maratoner, salater, putning eller nusning af hunde – jeg skelner ikke, hvad der føles sundt og jeg gør, hvad jeg synes er rart.

Jeg har musik i ørerne. Det er ganske rart også. Og alt imens jeg sidder hernede på gulvet (jeg siger dig – ALLE siddepladser er optaget, og så var der et strømstik her til min telefon), kan jeg lukke lufthavnens organiske, men systematiske lyde ude med min dakke dak musik alt imens jeg dyrker en grov omgang people watching.

Der er f.eks. lige gået en mand forbi, der børstede tænder.

Har du nogensinde rejst alene og har du evt. nogle tips til mig? Som du nok kan regne ud, så er det ikke nødvendigvis andre menneskers selskab jeg søger. Måske mere mit eget.

6 Comments
  1. Det der forsinkede fly – det er en plage! Begejstringen fik noget af en dæmper i foråret, da vi ellers var good to go to Budapest, men pludselig stod jeg med kaffepletter på min hvide skjorte, og et fly der ikke kunne lette. For der var ingen pilot! Suk…

    Men jeg kan se, at du kom af sted. Og jeg ønsker dig den bedste tur nogensinde! 🙂

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. Ej ÆV Lisbeth! Hvor lang tid måtte I vente før en pilot dukkede op?

      Yes heldigvis! Men det var sgu lidt en irriterende start på eventyret. Heldigvis ikke noget en kaffe ikke kunne gøre bedre.

      Knus J

  2. Jeg tror at langt de fleste, der har prøvet at rejse alene kan genkende den følelse dér. Jeg kan ihvertfald. Nu kender jeg ikke Marrakech og hvor udbredt et café-liv de har, men tag da en bog med ud på café og brug noget tid sådan. Jeg synes det er en skøn måde at få alenetid på samtidig med, at det ikke bliver ensomt – hvis du forstå 👀
    Rigtig god ferie!

    1. Det var i grunden en god ide! Jeg tror, at det bliver på en vandring ud i den nye bydel, for her i den gamle (i Medinaen) er det så som så med den slags caféer. MEN jeg har stadig en masse by-sightseeing til gode, så måske jeg falder over et sted, der kan bruges. Indtil videre har jeg fundet stor fornøjelse i min riads tagterrasse. Her er nemlig ro, fred og plads. Og så skal jeg måske lære at omfavne den ensomhed, og håndtere den? Hmm.

      TAK!

      Knus J

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!