Hvornår er det okay at være mere glad end ked af det?

Nå. Så gik der sørme lige igen noget tid med “pause” herinde fra. Det er virkelig ikke med vilje. Men med tanke på, at jeg rammer byen ret ofte disse dage, arbejder som et æsel og i øvrigt bare flyver omkring, så er tiden foran computeren ret lille. Alligevel kom dette dette skriv ud i sidste uge fra mine fingre, og her får I det. For jeg er nemlig glad. 


Det er et spørgsmål, der har hjemsøgt mig de sidste par uger. Det er ikke en normal ting, jeg går og funderer over. For normalt er jeg et ret positivt menneske.

De sidste to-tre måneder har dog lidt sat min ordinære positivitet på en prøve.

Det tror jeg, at et break-up gør ved ikke. Eller er det bare mig?

Jeg har endda et indlæg gemt til i fremtiden, der handler om den sorg og ulykkelighed jeg befandt mig i og oplevede for bare halvanden måned siden. Men tiden læger, som klichéen lyder, som sagt alle sår. Måske læger den ikke alle sår lige godt, men sårene forsvinder langsomt. Præcis som det sker, når man skærer sig i fingeren som jeg gjorde for nogle uger tilbage. Jeg troede aldrig, at det dybe snit ville hele. For det blev ved med at springe op og bløde på ny udover min hånd. Så jeg blev ved med at klistre plaster på fingeren i håbet om, at snittet da snart måtte stoppe sit forehavende med at dryppe blod ud over mit skrivebord og begynde at hele.

Selvom jeg ikke lagde mærke til det dag for dag, så var snittet lige pludselig slet ikke længere så dybt. Faktisk var det på et tidspunkt blevet fint. Endda ret fint. Der var stadig et ordentligt hak ned lige ved siden af neglen, hvor der sad noget sårskorpe, der nægtede at give slip. Men alt i alt var snittet på retræte, og hævelsen også faldet. For min finger havde været hævet pga. snittet. Det gjorde pisse ondt for endda at sige det pænt.

Men nu er det næsten væk. Såret. Snittet. Jeg kan kun se det, fordi jeg ved, at det har været der. Ellers ville man ikke lægge mærke til det.

Hvilket lidt er sådan jeg føler, jeg har det for tiden. For hold kæft mand, hvor har jeg været ked af det. Hvor har jeg været knust. Ulykkelig. Trist.

Men en dag af gangen gik tiden, og nu ved jeg kun, at jeg har følt mig så knust, fordi… ja fordi jeg selv har levet det. Nu kan folk i det mindste ikke se det på mig mere. Jeg lignede helt sikkert en bums, der var træt af at drikke hele januar. Formentlig også noget af februar. Det var i hvert fald sådan jeg følte mig. Som en brugt, sur sok, der var glemt under sengen efter en dag at være blevet skubbet derind af den ellers velmenende støvsuger.

Så lå jeg derinde under i mærket omringet af nullermænd, der heller ikke anede, hvad de skulle foretage sig derinde.

Men nu er jeg langsomt, men helt sikkert, kommet frem fra min eremittilværelse som de første par måneder af året bestod af. Nu er snittet efterhånden hele så fint på fingeren, at jeg ikke længere tager særlige hensyn.

Selvom der selvfølgelig er hensyn at tage til sådan en skadet finger. Præcis som der er hensyn at tage til et skadet hjerte. Men hensynene og behovene har ændret sig nu fra plastrer og bland-selv-slik til shellac og god vin fredag aften. Nu har hjertet behov for grin med mine veninder, for byture til morgenen titter frem, for vin, der smager ekstra godt, for koncerter, øl og søde mennesker. For hunde, der putter med mig indtil jeg ikke orker at ligge stille under dynen længere en lørdag formiddag. For duftlys, der på én gang ødelægger mit indeklima og gør, at mit hjem efterhånden dufter som mit hjem.

Nu er jeg efterhånden mere glad, end jeg er ked af det. Det er faktisk nok lige vippet. Fra at være fifty/fifty til at være… til bare at være mere glad end ked af det.

Hvilket er en svær følelse for mig at håndtere.

For hvor lang tid skal der gå fra et break-up (og endda et efter seks og et halvt år sammen!), hvor jeg var ulykkelig, til det er okay at føle sig bare lidt okay igen?

Jeg ved det ikke. Jeg ville ønske, at jeg kendte svaret. Og så alligevel ikke; det hele er en proces, som formentlig er lærerig at være i.

Beslutningen om at gå hver til sit var også en fælles én. Så det er altså ikke fordi, jeg er blevet droppet. Eller fordi jeg har droppet én.

Det betyder dog ikke, at det ikke er op ad bakke og tungsindigt at ”miste” en relation på den måde. Især fordi vi ikke var eller er uvenner. Thank god nåede vi ikke dertil. At vi måtte skilles i ufred. Det hele er sket i fred og fordragelighed. Hvilket på en måde måske gør det en anelse sværere det hele. Havde jeg dog bare kunne kalde ham en stor, fed idiot fordi han havde været det. Men det kan jeg ikke, for det er han ikke. Det har han aldrig været.

Derfor er det endnu mere vanskeligt for mig at mærke efter, hvornår det er okay ikke længere at være knust. Hvornår det er okay ikke længere at være med ked af det end glad. Hvornår det er okay overfor både mig og ham at have givet helt slip. Både på forholdet og på sorgen.

2 Comments
    1. Tusind tak, ja jeg sætter også pris på en lidt bedre tid lige nu.

      Voksenlivet er blergh nogle gange! Men på andre tidspunkter er det ret nice. Selv at kunne bestemme sine sengetider er jeg f.eks. OK nede med 😛

      Rigtig god tirsdag!

      Klem J

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!