HVEM DEFINERER DIN SUNDHED?

Okay. Her kommer et indlæg, jeg har brygget på i lang tid. Jeg har faktisk haft mine skrupler vedrørende at udgive det. For jeg ved, at meningerne er mange og ofte forskellige, hvad emnet angår. Alligevel synes jeg, at jeg har læst og oplevet nogle ting, der gør, at jeg udgiver dette indlæg. Jeg vil nemlig komme ind på refleksioner omkring, HVAD sundhed egentlig er for en størrelse. Både mine personlige betragtninger angående den offentlige debat, men også mine egne refleksioner om min egen sundhed. Jeg håber I vil tage imod det, og meget gerne dele jeres tanker om emnet.

Jeg har tidligere her på bloggen beskrevet, hvordan jeg tilgår træning. Jeg har sågar fortalt jer om mine træningsrutiner, og givet tips til træningsmotivation.  For jeg er nemlig glad for at træne. Jeg er glad for at bevæge min krop. Mærke at den sgu kan noget. Andet end at ligge på sofaen og fla’ u’. Selvom det bestemt ikke skal undervurderes. Jeg lavede endda et sundheds- og træningsevent med denne søde dame.

Herhjemme lever vi også et aktivt og nogenlunde sundt liv. Nogenlunde, fordi alt vel er relativt. Mht. kosten er det faktisk især Casper, der sørger for, at vi spiser varieret, sundt og får mad af god kvalitet. For især mad af god kvalitet betegner vi som sundt herhjemme. Jeg er derudover vokset op med bevægelse som en naturlig del af hverdagen, hvor jeg gik til diverse sportsgrene op igennem min barndom og teenageår.

Igennem de sidste par år er emnet sundhed dog blevet et debatteret emne herhjemme i Danmark. Og meningerne er mange. Crossfitbølgen ramte og lige pludselig stod folk og råbte af hinanden alt imens de løftede vægtstænger over hovedet og gav hinanden kridtlussinger. De ellers normative billeder på Instagram af interiør og træaber blev udfordret af pæne avokadomadder og selfies fra løbeturen.

En sundhedsrevolution tog form, og sneboldeffekten viste sig som en bølge af farvet træningstøj og sunde salater. Nu skulle vi alle leve sundt, og spise efter mindst én obskur og ny kur. 5:2, palæo, dukan. Jo mere fremmeligt navn kuren havde jo bedre! Jo større effekt forstås. Motion var ikke længere nok. Næ du. Nu skulle der træning til.

Marathoner blev de nye 5K. Vaskebræt (på maven forstås) blev den nye ølvom. Stramme tights blev de nye Levis. Hvorfor skifte til stive cowboybukser, når man alligevel skulle have både morgen- og aftentræning?

Og sådan var det i et stykke tid. Sundheden havde indtaget Danmark, og man kunne enten følge med bølgen eller se sig selv ekskluderet fra den sjove klub. For sjovt – det havde de sunde det altså! Det kunne man sgu da selv se på Instagram ik’?

Så en dag blev triatloner det nye marathon. Den perfekte, tunede og optimerede krop blev det nye vaskebræt. Og tights’ne? De blev skiftet ud med mindre shorts og sportstoppe. Selvfølgelig stadig i friske farver. Billederne på Instagram skulle jo gerne være fine at se på.

Samtidig blev avokadomadderne skiftet ud med hjertesalat og chiafrø. For ved du egentlig, hvor mange kalorier, der er i avokado?! Det er helt absurd! Næ du; skyr er vejen at gå! Gerne den med -10% fedt. Hvis altså ikke man selvfølgelig er laktoseintolerant. Eller. I hvert fald vælger ikke at spise produkter med laktose. Hvorfor tage chancen? Og gluten for den sags skyld. Lad os droppe det nu vi er i gang. Vi HAR jo ikke godt af det vel? Vi skal passe lidt på figuren. Der gerne skulle være parat til sommeren. Og Instagram.

Kan I se, hvad jeg gør her? Jeg prøver på bedste overdrivende måde at fremstille den sundhedstilstand, der i øjeblikket har sat sig på danskernes hverdag. Det gør jeg fordi overdrivelse fremmer forståelsen. Som ærlig talt nogle gange halter lidt bagefter. Forståelsen forstås…

Nogle gange tænker vi ikke altid over, hvor det lige er vi er på vej hen. Det er især noget jeg har tænkt meget over efter jeg læste denne artikel hos Politikken, der fortæller, at danske unge er nogle af dem, der føler sig tykkest på trods af deres udmærket normale vægt! 54% af danske unge piger og 25% drenge føler sig overvægtige. SELVOM DE ER NORMALVÆGTIGE!

Hvad sker der? Hvordan er vi kommet hertil, at normalvægtige har fået så forkert et selvbillede? Det er virkelig op ad bakke, hvis man som ung pige eller dreng har en ganske udmærket og normal krop, men stadig ikke føler sig normal.

ÆV! Æv at det er en stigende tendens og æv, at vi selv har været med til at skabe den. Laura Byager Rabøl, der har skrevet artiklen, skriver i den, at alt den fokus på sundhed, kost og træning ikke yder folks selvværd. Tværtimod. Kravene til den perfekte krop er blevet et uopnåelig ideal for den almene borger. Alligevel er det denne ideelle og perfekte krop samfundet higer efter og dyrker.

Sundheden for sundhedens skyld er en saga blot. Nu skal man ikke være sund fordi man gerne vil leve længere. Have en bedre hverdag. Føle at energien er i top. Nu SKAL man leve sundt, fordi man ikke har noget valg. Fordi vaskebrættet er blevet normen. Fordi marathon er noget man løber tirsdag morgen.

Fordi ellers føler man sig, åbenbart, for tyk…

Denne artikel bragt hos Informationen beretter, at danske unge er de mindst overvægtige i Europa. Men igen; 54% af danske piger på 15 år føler sig tykke. Selvom det kun er 10%, der reelt er overvægtige.

Hvad kan vi så konkludere af det?

Jo. At danske unge er på vej ind i en ond spiral, hvor deres kropslige selvbillede er så absurd fordrejet, at de ikke selv kan se og bedømme, hvornår deres kroppe reelt er sunde eller normale. Det er ikke længere spejlet, eller de lidt for stramme bukser, der er dommere. Det er Instagrams ubarmhjertige filtre, der ikke lægger fingre imellem når like’sne skal deles ud. Det er få, der lægger standarden for de fleste. Det er et mindretal, der sætter normen for flertallet.

Problemet er netop, som artiklen beskriver, at hvis en kartoffel er blevet så bandlyst en fødevare når man taler sundhed, hvad er der så tilbage af sundheden? Og kan man ikke være sund, hvis man spiser et stykke kage eller får popcorn til biograffilmen?

Hvor går grænsen mellem sundhed for sundhedens skyld og for de sociale mediers skyld?

Det er især nogle tanker jeg gør mig i disse uger, hvor jeg, som I ved, forsøger at skære ned på mit sukkerindtag. (Læs om det her og her). For hvorfor gør jeg nu egentlig det?

Det spugte en veninde mig om i går. Jeg tyggede lidt på spørgsmålet. Kiggede lidt frem. Og svarede, at jeg gør det for min egen skyld. Fordi JEG gerne vil skære ned på mit sukkerforbrug. Fordi JEG gerne vil være tilpas i min krop. Fordi JEG bestemmer, hvordan min krop fungerer og har det – ikke samfundet. Fordi JEG lever i MIN krop. Og jeg vil gerne leve med overskud i hverdagen. Overskud får jeg ved bl.a. at træne. Jeg elsker følelsen min krop får efter træning. Jeg kan næsten mærke endorfinerne suse rundt i kroppen, og jeg letter næsten fra gulvet når  jeg går ud fra træningscentret.

Nogle træninger er hårdere end andre jovist. Alligevel har jeg en god følelse i kroppen når jeg er færdig, og sveddryppende har retning imod omklædningen. Jeg føler mig sund når jeg træner, og jeg elsker følelsen det giver mig.

Mht. mit fokus på sukker er det simpelthen fordi, det havde taget overhånd til sidst. Faste følgere vil vide, at jeg er en værre sukkergris. Især bland-selv-slik (gerne det sure!) har mit fedtede hjerte kær. Men til sidst var sukker blevet en naturlig del af min hverdag.

Jeg tog mig selv i, en dag helt intuitivt at række hånden ud efter en chokoladebar ved kassen da jeg handlede ind uden at tænke over det. Det var simpelthen blevet en glidebane.

Uden at lyde alt for hellig så ER det ikke sundt med så meget raffineret sukker hver eneste dag. Den anden dag overhørte jeg i Godmorgen Danmark (det kører tit som baggrundsstøj på mine tidligere morgener), at sukker nærmest kunne sidestilles med narkotika fordi det åbenbart er utrolig vanedannende. Ret skræmmende tanke, at man som person ikke selv er i stand til at kontrollere ens indtag af sukker. Det var næsten her jeg var nået til. At jeg ikke selv havde kontrol. Så den tager jeg tilbage nu.

Ikke fordi jeg vil leve op til nogle absurde mål. Ikke for de sociale mediers skyld. Men for min skyld. For min egen sundheds skyld. Fordi det i min optik handler om sundhed i balance.

4 Comments
  1. Godt og vigtigt indlæg 🙂

    Der er også det med at være glad, glad for sin krop, glad for sit liv, træffe gode og sunde valg. Jeg tror der er mange der forbinder sundhed med strenge regler, hård træning og det at forsøge at ændre sit spejlbillede.

    Jeg forsøger selv inde på min blog at motivere til at ændre sit selvbillede, selvværd, indre balance og livsglæde. Det er mere den “sunde” sundhed i forhold til den jeg beskrev ovenfor 🙂

    1. Tusind tak for din gode kommentar!

      Jeg tror absolut du har ret i, der er mange, der forbinder sundhed med streng kost og nærmest militærstreng træning. Det er jo lidt ærgerligt, når sundhed nemlig burde være bygget ud fra ens egen definition.

  2. Interessant indlæg! Jeg har tidligere (for en del år siden) følt et vist pres over, at jeg ikke rigtig dyrkede noget motion. Heldigvis har jeg det i dag sådan, at jeg definerer min egen sundhed. Selvfølgelig lader jeg mig inspirere og suger til mig af gode idéer og gode råd fra både sociale medier, veninder og eksperter på området. Sociale medier er jo (ud over blær over at have løbet/trænet 😉 ) fantastisk til erfarings- og vidensdeling. Men netop fordi jeg i dag hviler mere i min egen sundhed end førhen, så er jeg heller ikke bleg for at tage det til mig, som giver mening for mig – og lade lat det andet fise direkte ud. Jeg er ret glad for at løbe for tiden, og så spiser jeg nogenlunde sund kost. For to års tid siden var jeg vildt aktive i fitnesscenteret med en blanding af styrketræning, pilates og cardio. Jeg har aldrig været så glad for min egen krop, som da jeg trænede/var fysisk aktive næsten fem gange om ugen. Ikke kun pga. vægttab, men fordi jeg simpelthen fik det fysisk bedre. Jeg var sjældent træt/uoplagt, jeg reducerede min ellers ofte hovedpine, jeg var stærkere, osv.

    Jeg er lidt småskørt indrettet mht. sundhed og træning. Jeg ejer ikke ret meget konkurrencementalitet. Bortset fra overfor mig selv 😉 Jeg er f.eks. skideligeglad med, at min mand kan løbe 10 km langt hurtigere end jeg kan. Når jeg løber, så gør jeg mit bedste på den pågældende dag, og jeg “konkurrerer” kun mod mig selv og min egen formåen. Det er nok meget sigende for min definition af sundhed – den tager udgangspunkt i mig selv, og jeg vælger at være fysisk aktiv og spise relativt sundt for min egen skyld.

    /Line

    1. Det er jeg glad for du synes Line!

      Det er netop også den del af de sociale medier jeg selv elsker – at man kan frasortere og tilvælge netop det man selv har brug for. Jeg kan også mærke på din krop når jeg er aktiv og vælger de lidt sundere alternativer i kosten.

      Jeg elsker, at din sundhed netop er for din egen skyld! Sådan har jeg det nemlig også. Det er bare som om det er min oplevelse, at man nemt bliver anset som fanatiker, hvis man går op i træning og sund kost – også selvom det er for ens egen skyld. Det er en lidt ærgerligt tendens, og måske i virkeligheden andres dårlige samvittighed, der taler. Jeg ser heller ikke ned på andre, der vælger at prioritere deres tid anderledes! Det er netop ens egen sag, hvad man gør med sin krop og hvorfor.

      Og btw! GOD tur med flyveren! Jeg tænker på dig!

      Klem

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!