Er det at fravælge ægteskabet underlagt social stigma?

Her kommer et indlæg, jeg har haft i siddende i mine fingre i ret lang tid. Jeg har, ærlig talt, bare ikke turde lade min fingre klimpre på tastaturet af frygt for, hvad der ville komme ud. 

Jeg vil nemlig gerne dele mine tanker omkring det at være i “giftealderen”, men ikke have synderligt lyst til at blive gift. 

Og jeg har faktisk været lidt bange for reaktionerne. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg tror, at der er mange, der har det på samme måde som mig. Men det er bare ikke noget, vi snakker om. Det er ikke en generel tendens sådan at gå rundt og dele sine tanker omkring det, ikke at ville giftes. Eller i hvert fald at “mangle” den der følelse af at VILLE giftes. 

For når jeg har ytret mine følelser og holdninger om det at jeg ikke drømmer om at blive gift, bliver jeg altid mødt af; “hvorfor vil du ikke giftes!? Elsker I ikke hinanden. Hvad er der galt med dig!” Ej okay. Den sidste sætning er vist ikke noget folk siger. Det er mere noget jeg kan mærke på folk. 

Som om jeg var imbicil. Som om der da må være noget galt med mig. Fordi jeg ikke har en prinsessedrøm om et stort bryllup og efterfølgende ægteskab. 

En kvinde på 27 år, nyligt færdiguddannet og med en kæreste på 6. år. Der IKKE vil giftes! Så må der da være noget galt med hende!

Det vil jeg dog postulere, at der ikke er. Noget galt med mig altså. Jeg har bare ikke en ubehændig trang eller drøm om at gå ned af kirkegulvet i en hvide kjole. Selvom dette selvfølgelig er at betragte som selve brylluppet. Sådan rent teknisk vel? 

Det er måske bare hele samfundets opstilling og glorificering af både bryllup og ægteskab, jeg ikke ser nogen mening i. 

I grunden er det jo de normer samfundet opstiller, som jeg stiller spørgsmålstegn ved. Som JEG mener, der er noget galt med. Ikke kun folks undren og blikke når jeg siger, at jeg ikke drømmer om at blive gift. 

For der kommer flakkende blikke når jeg fortæller, at jeg ikke drømmer om ægteskabet. At jeg ikke, fra jeg var en lille pige, drømte om at gå ned af kirkegulvet i en stor hvid kjole. 

Men ét er ikke at drømme om et stort bryllup med alle de tilhørende traditioner. Der er efterhånden en accept af at fejre kærligheden i mangfoldige praktiske udgaver end en fest i det lokale forsamlingshus. Jeg har hørt om flere, der inviterer hele familien med ud at rejse, eller vielser, der har fundet sted på lokationer, der før i tiden aldrig ville være valgt til dette. 

Noget andet er ikke at drømme om selve ægteskabet. Her stejler ret mange mennesker. For der er vel ikke noget mere romantisk end at vie resten af sit liv til et andet menneske via ægteskabets papirmanifesterende form?

Jeg kan hilse og fortælle, at der heller ikke er noget mere økonomisk fordelagtigt. Det at blive gift med et andet menneske er altså bedre for økonomien. Hvorfor? 

Når jeg googler “økonomiske fordele ved ægteskab” dukker der 55.800 resultater op på 0,30 sek! Der er altså rigeligt fordele, rent økonomisk, ved at blive gift. 

Det er så yndigt at følges ad. Og man kan spare en masse penge, hvis man vælger at gøre det i form af ægteskab. Selvom man er samlevende og lever på præcis de samme kår som et ægtepar, så bliver man altså ikke forundt de samme gode.

Der er selvfølgelig mange variabler når vi snakker økonomiske fordele ved ægteskab fremfor at være samlevende. For blot at nævne lidt så bliver dit uudnyttede fradrag og underskud overført imellem ægtefæller fra det første år af ægteskabet. Dette sker helt automatisk. Hvis den ene part dør, arver den anden automatisk. Dette sker ikke ved “papirløse” forhold. Her SKAL man oprette et testamente og testamentere sin formue til sin samlever. 

Så hvorfor ikke bare blive gift tænker I? Og jeg….

Fordi det ikke skal handle om økonomien. Fordi jeg ikke vil giftes på baggrund af tal. Fordi jeg ikke vil påduttes ægteskabet af økonomiske årsager. Eller af sociale.

For kan man overhovedet leve sammen, have børn, villa og vovse uden at være gift? Er der ikke noget galt med én, hvis man ikke har lyst til ægteskabet?

Er det at fravælge ægteskabet underlagt social stigma?

Bliver jeg stigmatiseret fordi jeg ikke er gift? Fordi jeg ikke har lyst til at blive gift. 

Det føler jeg i hvert fald nogle gange. Det er som om ægteskabet er en klub, jeg ikke nødvendigvis har behov for at blive lukket ind i, men alligevel føler jeg, at jeg bliver holdt udenfor. Det er tosset. Jeg er afvigeren. Fordi jeg ikke har lyst til at SKULLE giftes. 

Det værste er, at jeg kan mærke, at det ikke er mine følelser omkring det ikke at have lyst til ægteskabet. Det er de følelser, der bliver projiceret på mig fra de ellers søde mennesker jeg kender, der ikke ser andre mål for et forhold end ægteskabet. Der måske ikke har overvejet andre former for forhold. Det at blive gift, brylluppet, den hvide kjole, festen og ægteskabet bliver et mål. 

Jeg så en video den anden dag, der handler om at man skal huske dansen og musikken i livet. Fordi dans og musik ikke har et mål. Fordi det for en musiker ikke handler om at blive hurtig færdig med symfonien. Det handler ikke om afslutningen. Det handler, så kliché som det lyder, om processen. Og at vi mennesker ofte er gode til bare at ville være færdige. Vi vil nå til et mål. 

Men en symfoni ville ikke være fantastisk, hvis den kun bestod af de sidste noder…

Er bryllup og ægteskabet en manifestation for et forholds mål? 

Eller er det måske bare pausen mellem satserne i symfonien? 

Det er heller ikke fordi jeg nægter at indgå i et ægteskab. Det er ikke fordi jeg skal have ildtangen frem ved tanken om at omtale bryllup og ægteskab. Det er bare ikke noget jeg drømmer om. Det er ikke noget jeg MÅ have eller har hede drømme om. 

Og det er bestemt ikke for at negligere ægteskabet eller bryllup for den sags skyld. Der er da ikke noget smukkere end når to mennesker vil fejre deres kærlighed, og jeg er sikker på, at (næsten) alle ægteskaber bliver indgået på baggrund end alt andet END økonomi. 

Jeg stiller mig blot undrende overfor denne tilsyneladende “formel” samfundet har påduttet os. “Få en uddannelse. Få helst børn imens eller i hvert fald efter! Bliv gift.” 

Jeg skal heller ikke have børn foreløbig, men det er en helt anden snak. 

Jeg er klar over, at denne formel ikke er noget vi skal efterleve. Det kan også være, det alt sammen er noget jeg opfinder i mit hoved. Det her med at det er det “rigtige” at blive gift. Eller i hvert fald at drømme om det. 

Men jeg drømmer ikke om bryllup og ægteskab. Jeg drømmer om at fortsætte mit romantiske, dejlige, stabile og kærlighedsfulde forhold resten af livet. Ægteskab eller ej. 

For lige at runde den fint af; hvis jeg en dag skulle blive udvalgt til et frieri, så vil jeg ikke afstå mig fra at sige ja tak. Det er bare ikke et behov fra min side for at kunne leve sammen resten af livet, at vi skal være gift. 

Sidder I andre derude med disse tanker, eller ER jeg bare afvigende?

 

15 Comments
  1. Personligt har jeg aldrig drømt om at blive gift, da jeg var lille. Jeg var en drengepige. Og det er jeg i princippet stadig. Jeg kan sagtens følge din tankegang.

    Du skriver, at du ikke har ‘en ubehændig trang eller drøm om at gå ned af kirkegulvet i en hvide kjole’, og at ‘det måske bare er hele samfundets opstilling og glorificering af både bryllup og ægteskab’, du ikke ser nogen mening i. Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har ikke lyst til opmærksomheden. Jeg har ikke lyst til den store hvide kjole.

    Og alt det økonomiske. Selvfølgelig er der mange par, der gifter sig ‘for at få papirerne i orden’. Det er en smagssag.

    Min pointe er, at ægteskab er, hvad man gør det til. Hvis du ønsker det rosenrødt, kan du få det. Hvis du vil have det helt nede på jorden, er det også muligt. Du kan gøre det til, præcis hvad du vil. Men jeg tror – correct me if I am wrong – at det hele bunder i, at du ikke er der endnu. Måske du aldrig kommer dertil, måske du er der om et år. Hvem ved? 🙂

    1. TAK for din kommentar Jane. Den fik mig til at reflektere lidt mere over emnet.

      Nu er jeg ikke medlem af folkekirken, og det tror jeg måske også har en påvirkning af min “manglende lyst” til at blive gift. Fordi jeg er vokset op i et samfund, hvor bryllup er lig med kirkeklokker – hvis du forstår?

      Jeg er HELT enig i, at ægteskabet er, hvad man gør det til. Absolut. Ligesom et forhold er, hvad man gør det til. Og at andre aldrig kan vide, hvad der foregår mellem to parter. Men mit dilemma er måske netop det, du skriver. “Måske du aldrig kommer dertil […].”
      Hvortil? Det er netop min pointe, at man ikke behøver at nå et sted hen for at realisere sit liv eller sit forhold. Ægteskabet er, for mig, ikke et sted jeg skal nå hen. Det er ikke noget jeg stræber efter. Jeg føler til gengæld, det er noget samfundet og social stigmatisering påvirker mig til at skulle føle. Præcis som din sidste del af din kommentar 😉

      1. Jeg kan sagtens følge dig 🙂 Og jeg synes faktisk, det er ret interessant, når ufattelig mange mennesker bliver gift. Højsæsonen er vel ved at falde lidt nu.

        Jeg tror måske bare, at jeg er en sucker for kærlighed. Det er først inden for meget meget meget kort tid, at jeg er begyndt at tænke: Hey, jeg vil gerne foreviges med min kæreste. Jeg tænker ikke så meget bryllup ind over det. Mere bare os to. Sammen. Og så har du fuldstændig ret – hvilken forskel gør et bryllup så? Og behøver man overhovedet papirer på hinanden? Næ, det mener jeg heller ikke. Og derfor er det jo en smagssag. Nogle piger har drømt om den hvide kjole og prinsen i evigheder. Det har jeg som sagt ikke. Jeg vil ikke giftes i en kirke, for jeg tror ikke på Gud, og jeg føler, at jeg misbruger kirken, hvis jeg går op ad kirkegulvet. Kan du følge mig? Men jeg vil gerne fejre kærligheden til min kæreste. Hvis han vil giftes, gør jeg det gerne. Men han får mig aldrig med ind i en kirke. Ikke som det ser ud lige nu.

        1. Højsæsonen er helt sikkert i øjeblikket!

          Jeg er, som sagt, ikke medlem af folkekirken, så allerede der, ryger der jo noget af hele “fortællingen” omkring et bryllup for mig, og hvad der normalt forventes til et bryllup.

          Hvis vi herhjemme en dag bliver gift, så kommer det helt sikkert også til at ske på en strand et varmt sted i verdenen, og allerhøjest med den nærmeste familie/venner. Bare en stille og uhøjtidelig begivenhed. Vi har allerede besluttet, at vi skal være sammen altid. Med planer (langt ude i fremtiden) om børn og deslige. Et bryllup ændrer ikke på de følelser.

  2. Jeg bliver 30 om et minut, og er absolut heller ikke interesseret i at blive gift. Ægteskab er noget der hører børnefamilier til, og ikke nødvendigvis noget for alle vi andre – sådan har de fleste i min omgangskreds det også. Tror nu det er ganske almindelig, at føle sådan (:

    – K

    1. Jeg ved faktisk ikke, om jeg er med på, at ægteskabet hører børnefamilier til. Vi har i hvert fald ikke planer om børn foreløbig, men alligevel spørger folk om planlagte frierier. Og jeg ser mange par i øjeblikket på min alder (27 år), der bliver gift, men ikke har børn. Jeg kender endda et gift par, der har fravalgt børn. Måske er det pga. traditioner, at ideen om børn og ægteskab går hånd i hånd? At man gifter sig, hvis man bliver gravid?

      Klem J

  3. Jeg må indrømme, at det slet ikke har slået mig. Altså som muligt stigma.
    Jeg er den yngste i min vennekreds (25-30) på ca fem piger og tre drenge, hvorfra næsten alle har faste kærester gennem flere år, og ingen er så meget som forlovet. Det tror jeg slet ikke, folk vægter 🙂 Jeg har været sammen med min kæreste i 5,5 år og bliver 26 omto måneder, og hvis jeg skal giftes skulle det være af praktiske årsager som at sikre sine børn, hvis de en dag kommer. Min kæreste er en pladderromantikker, og synes at “en rigtig kærlighedsfest” kunne være hyggelig, men han ved godt, at alt den hurlumhej og selviscenesættelse ikke lige er mig 😉
    Desuden er så vidt jeg ved, kun tre fra mit ergostudie gift, bortset fra de tre der var det da vi startede, så det vil sige 6 udaf 42 damer mellem (den dag i dag) 25-46 år 😀 Så tænker bestemt at det på nogen måde er afvigende; tværtimod. Presset må nok afhænge af, den omgangskreds man kommer i, og om man føler sig generet deraf 🙂

    – A

    1. Jeg tror du har fat i noget med, at det handler om den samfundsmæssige kontekst. Hvordan andre i ens omgangskreds behandler bryllupper. Jeg kender nemlig rigtig mange, der i øjeblikket både popper børn og bryllupper ud. Og godt for dem! Jeg er pisse glade på deres vegne, for det er, hvad der gør dem glade. Mit dilemma er faktisk når de mennesker, ikke har den samme forståelse den anden vej. Som om det at blive gift (og få børn) er den hellige gral og svaret på livets ulyksaligheder. Og at jeg er “mærkelig” for dem, hvis jeg ikke ønsker det samme…

      Og til din anden kommentar. Det kan da sagtens have noget at gøre med, at du er så “sikker” i jeres forhold netop pga. dine erfaringer og oplevelser i din opvækst. At du ikke absolut må definere eller tydeliggøre jeres relationer?

  4. I øvrigt; en eftertanke er, at det er ret pudsigt at netop min kæreste ser ægteskab som noget mere tiltalende end jeg, til trods for at han er skilsmissebarn, ligesom hele hans familie er bygget op af brudte ægteskaber; også fx hos alle bedsteforældrepar. Jeg derimod kommer fra en familie, hvor vores forældre har været sammen siden tidlige teenage år, og hverken deres søskende, forældre eller sågar mostre og onkler, er skilt (: Mine granfætre og kusiners forældre, er også sammen stadigvæk.
    Ved ikke, hvorvidt der forelægger en sammenhæng, mellem dette, men han tager meget afstand fra selve scenariet, og det har præget ham en del. Så måske, han netop derfor, ønsker det for ham selv, fordi han aldrig har opblevet succesfulde, voksne kærlighedsforhold, af hvad vi jo mener vores er 😉 Altså, det mener han i hvertfald, selv bærer en del af grunden til, at han er lidt overromantisk anlagt i maaange sammenhæng 😉

    – A

  5. Virkelig godt skrevet Jeanette.
    Jeg er ikke vokset op med drømmen om et stort bryllup, og da slet ikke en hvid kjole.
    Hvis jeg skal giftes skal det være på en casual måde – og her siger jeg “hvis”.
    Det siger mange af mine veninder også. Jeg tror ikke at vi føler at det er en nødvendighed. Jeg tror heller ikke vi føler et pres fra samfundet.
    En af mine veninder siger altid at hvis hun skal giftes, så skal det fejres med en hotdog og et glas cola bagefter. That’s it.
    Det kan jeg godt lide. Kan slet ikke overskue det bryllupsræs folk synes at køre i øjeblikket.
    Puha.
    Jeg bliver helt træt.

    1. Tusind tak Liv. Og tusind tak for din kommentar! Og velkommen til Odenses Blogland 🙂

      Jeg har det præcis som dig. Det der med at blive helt træt. Og måske er det også et af mine dilemmaer mht bryllup og ægteskab. At jeg fornemmer, det netop bliver et “ræs”. Som jeg ikke nødvendigvis ønsker at være en del af.

      A, der også har kommenteret, fortæller faktisk, at det måske også er den kontekst man lever i. Altså hvilke mennesker man har i sin omgangskreds, og hvordan de behandler hele dette bryllupshejs. Og der har jeg nemlig bare bange, der nærmest sætter det på en piedestal. Det er nok derfor JEG mærker et pres.

      Klem J

  6. Spændende indlæg! Jeg kan til dels godt følge dig. Jeg er jo en gift kvinde, og har været det i over to år, så heeelt enig er jeg ikke 😉 Og så alligevel. Jeg forstår nemlig godt det “pres” eller de normer, man kan føle, når man er i din situation. Men faktisk følte jeg dem modsat, da vi blev gift. Jeg mødte rigtig mange kommentarer ala “I er da ikke så gamle”, “Er du graviiiid?” (som om det er eneste gyldige grund til at ville giftes), “Hvorfor vil I giftes?”, osv. Der var faktisk også en del normer/stigma, som stillede spørgsmålstegn ved, at vi som 26-årige – efter 8 års parforhold – gerne ville giftes.

    Indtil da havde jeg faktisk slet ikke mærket normer/stigma. Ingen havde presset på ift., om vi ikke snart skulle blive ægtefolk. Så havde jeg sgu stejlet! Derfor har normer og stigma heller ingen indflydelse på, at vi valgte at blive gift. Vi havde bare en kæmpe lyst til at fejre vores kærlighed til hinanden. Det føltes rigtigt for os at blive gift og bekræfte vores kærlighed.

    Jeg blev, som vi også har snakket om over en kop kaffe, ikke i nærheden af bridezilla. Det ramte mig bare slet ikke, at jeg SKULLE tude over at prøve brudekjoler. Jeg ville gerne have en simpel brudekjole, som skulle koste under 10.000 kroner – det var ligesom mine krav, haha. Jeg har aldrig drømt om mit bryllup eller haft forestillinger om, hvor endeløst romantisk, det skulle være. Alligevel (eller måske netop derfor) overgik dagen alle mine forventninger. Vi havde den bedste dag, nat og morgen med overflod af kærlighed til/fra hinanden og vores gæster. Jeg gjorde det gerne om og om og om igen, hvis det ikke var så pokkers dyrt. Hvad jeg dog ikke havde brug for at opleve igen og igen og igen er den opmærksomhed, der er på bruden. Jeg ville egentlig bare gerne fejre vores kærlighed og have en dejlig dag – det lykkedes perfekt, og især fordi vi gik efter en lidt afslappet stemning til brylluppet.

    Vi var ikke sikre på, hvor vi ville giftes (manden er ikke medlem af folkekirken), men vi endte i kirke. Ærlig talt lidt af praktiske årsager til at starte med. Efter samtale med præsten var ingen af os i tvivl – det var helt rigtigt. Hun fangede os som par SÅ godt. Der var skruet ned for alt det religiøse og op for sammenhold og kærlighed i prædikenen – lige i vores ånd.

    Så selvom jeg ikke havde bryllupsdrømme og aldrig blev så “opslugt” af det som “man skal”, når man er brud, så ville jeg gøre det tusinde gange igen. Men ikke fordi nogle (samfundet) havde en holdning til det – fordi jeg ikke ville kunne lade være. Så hvis dig og C ikke ønsker at blive gift, så skide være med, hvad alle andre mener! Ens kærlighed er ikke mere eller mindre ægte, fordi der kommer papirer på den.

    Det blev en lang smøre. Håber det gav lidt mening 🙂

    /Line

  7. For det første: Virkelig godt skrevet!

    Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det ikke skulle være acceptabelt ikke at blive gift. Jeg hører oftere om folk der ikke vil giftes, fremfor at ville giftes. Og det der med glorificering af ægteskabet, ser jeg overhovedet ikke, fordi folk bliver skilt på kryds og tværs og ægteskab har derfor ikke den samme betydning, som det sikkert engang havde.
    “Til døden os skiller” min bare røv.

    Og man kan jo sige, at ligesom der er økonomiske fordele ved at være gift, så er der også økonomiske ulemper, hvis man er så uheldig at ægteskabet går i stykker (og det gør det jo i mange tilfælde).
    Men jeg synes det er sejt skrevet og hvis det aldrig nogensinde har været din drøm, så giver det god mening ikke at ville det.

    Personligt så vil jeg gerne giftes. Alle par i min familie er gift og ingen er nogensinde blevet skilt. Det er åbenbart bare sådan vi ruller. Det betyder så bare, at jeg skal finde en, som jeg absolut ikke vil blive skilt fra, for sådan noget gør vi ikke i min familie… Og lige nu har jeg svært ved at tro på, at jeg kan finde en mand, som jeg ville kunne holde ud for evigt (og omvendt, bevares) så hey, måske skal jeg heller aldrig giftes?!

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!