Den dag jeg trænede i Mosen uden at dø af skam

Oh yes. I forrige uge var jeg inviteret til et bloggerevent af P20 solbeskyttelse. Her var vi en flok bloggere, der skulle træne i Mosen og samtidig forny vores viden omkring solcreme og skaderne ved solens stråler.

Kl. er 15.50. Jeg er på kontoret på Kansas. Jeg har taget skiftetøj med, så jeg går i kælderen og skifter til stramme tights, lyserød kasket og sweater. Jeg går forbi min chef på vej ud af døren. Han kigger spørgende på mig. Jeg siger hurtigt tak for i dag, og går videre. Thights er ikke min normale ”attire” på kontoret. Jeg hopper på cyklen og tramper hårdt i pedalerne på vej ind mod byen. Jeg KAN ikke cykle langsomt, uanset hvor hårdt jeg prøver. Så jeg ankommer til Mosen lettere svedmast og forpustet. Føler, det er den rigtige måde at starte et træningsevent på.

Sætter cyklen et stykke fra broen over åen og trasker det sidste stykke på gåben. Kan se, at jeg er den første. Møder Nicoline på vejen, der også skal med. Vi trasker sammen ned til pavillionen, der umiskendeligt må være det fysiske omdrejninspunkt for eventet. Jeg genkender en pige fra kommunikations bureauet, der også er med til at arrangere eventet. Jeg genkender Sofie Bentzen. Siger hej til to jeg ikke kan genkende og sætter min taske fra mig på presseningen, de har lagt ud under pavillionen.

De har lagt mange røde yogamåtter ud på græsset ved siden af. Lige der, hvor folk ofte sidder i grønne campingstole og spiller ølbowlning. Nu skal vi træne. Her.. midt i Mosen.. Jeg overvejer et øjeblik, om jeg kan nå at bakke ud. ”Jeg har glemt, at jeg skal gå tur med hundene… jeg smutter igen”.

Jeg tager mod til mig. Smiler og tænker, at det nok skal gå. Også selvom jeg normalt er en af de typer, der sidder i Mosen og nyder en kold. Enten øl eller Mokai. Yes.. jeg er en af de typer.

Der kommer flere bloggere. De fleste kender jeg… altså også i virkeligheden. Andre kender jeg fra deres profiler på sociale medier.

Da alle er kommet samles vi. Det begynder at småregne. Det støvregner. På den måde, hvor man bliver ret våd selvom det er mikroskopiske dråber, der lander på tøjet. Det må være mængden?

Vi får info omkring P20’s nyeste produkt. Det nye er bl.a., at spraydåsen som solcremen er i, ikke har noget låg. Låget er indbygget i selve spraydåsens hoved, og har en form for klik-lås. For mit produktemballagehjerte er en sådan forbrugervenlig løsning virkelig noget, der får mig til at glimte med øjnene. Jeg elsker, når emballager er gennemtænkte og gør brugen af produktet bedre og nemmere for forbrugeren. Jeg tænker automatisk på mit speciale. Min makker og jeg skrev om fødevareemballagers design. Min begejstring for en simpel klik-lås er tydeligvis en fagskade.

Jeg anede ikke, at selvom det er overskyet så trænger 95% af solens stråler igennem. Jeg har en, måske irrationel, frygt for at få hudkræft så jeg spidser ører. Trænger der virkelig SÅ mange stråler igennem, selvom der er skyer for solen? Jeps. Det gør der.

^^Pernille og jeg (i den lyserøde kasket) gør klar til konkurrencen! ^^ 

Jeg begynder at tænke over, at jeg skal bruge solcreme hver dag. Især i ansigtet. Jeg har let til røde kinder. Og jeg vil gerne beskytte min hud. Både imod UVA og UVB stråler. For der er forskel. UVA stråler trænger dybt ned i huden og er de stråler, der kan give kræft. ”Nej tak!” når jeg at tænke. Samtidig er det UVA stråler, der giver rynker og pigmentforandringer. Det er altså ikke nogle særlig rare stråler, og gruppen nikker samstemmigt, da vi bliver enige om, at vi skal huske solcremen hver dag. Men UVB stråler er nu ikke meget bedre. De giver også kræft fortæller den søde kvinde fra P20. Lige nu synes jeg dog ikke hun er særlig sød. Mest fordi jeg står og får lidt dårlig samvittighed over ikke at beskytte min hud noget bedre imod alt den info omkring solen hun kaster i hovedet på os. UVB stråler gør også huden forbrændt, hvis du ikke beskytter dig imod strålerne. Det gøres selvsagt bedst med en solcreme, der giver den rette beskyttelse.

Når jeg bruger solcreme, bruger jeg mindst SPF 15 eller 20 men ofte SPF 50. SPF angiver den mængde UVB-stråler huden kan udsættes for, før den bliver rød. Så ved SPF 30 kan huden udsættes for 30 gange mere UVB stråling før den bliver rød, end hvis du ikke havde solcreme på. Hvis du altså smører den rigtige mængde solcreme på. For hvis du ikke smører nok solcreme på, får du selvfølgelig ikke den beskyttelse som du tror. Så smør nu nok på!

Da vi alle er blevet forfærdet over vores manglende viden om solcreme og manglende brug af det, begynder træningen med Sofie. Vi starter med opvarmning. Vi skal deles op 2 og 2. jeg teamer op med Pernille. Da Sofie siger, at opvarmningen er en lille konkurrence de forskellige teams imellem, highfiver Pernille og jeg. Vi er begge konkurrencemennesker, og vi vil vinde den her latterlige opvarmningskonkurrence. Og det gør vi. Præmien er kun hån. Det er vi tilfredse med.

Vi fortsætter med nogle øvelser på trapperne ned til åen. Jeg er træt. Det har været en lang dag på arbejde og mine tanker kredser simultant om weekendens forestående Northside festival og hvor meget folk glor på os imens vi laver tricepøvelser på trappen. Vi fortsætter med armbøjninger og tøffer efterfølgende tilbage til yogamåtterne.

Nu skal vi træne core. Jeg hader at træne core. Hader. Vi skal lave forskellige udgaver af planken, nogle rygøvelser og maveøvelser. Jeg er mast. Men jeg er stædig. Jeg er konkurrencemenneske. Jeg giver ikke op og trods rysten i hele kroppen og mine baller, der er ved at ryste af, fortsætter jeg.

Da vi er færdige er jeg både gennemblødt af sved og støvregn. Jeg er glad for, at min kasket har taget det værste regn fra ansigtet.

Vi samles under pavillonen, og der opstår øjeblikkeligt en følelse af picnic. Vi sidder med tæpper, spiser lækre salater fra AC Deli og snakker om stort og småt. Min siddekvinde er fra Kompas Kommunikation, Regitze, og hun er i gang med at skrive speciale. Jeg kender følelsen, og vi snakker lidt om, hvor dejligt det er at blive færdig med uddannelse. Jeg fortæller, at jeg skal til Marokko om lidt, og to af de andre fortæller, at det er et skønt sted. Det er åbenbart mere besøgt, end jeg først antog. Jeg troede fejlagtigt, at jeg kunne have denne destination lidt for mig selv.

Jeg rækker ud efter en salat med and. Den er overraskende lækker. Måske det er kombinationen af and, mango og mandarin? Jeg spiser en bolle til med rødbede til min salat og drikker en rødbedejuice. Det hele er lækkert, og stemningen er hyggelig.

Da kl. nærmer sig 18 begynder selskabet at bryde op. Folk skal videre. Jeg skal videre. Jeg smiler. Tænker, at det har været en hyggelig eftermiddag. At det slet ikke var så grænseoverskridende at træne der midt i Mosen. Faktisk var det ligeså grænseoverskridende som at sidde og drikke øl i Mosen. Jeg tænker, at jeg senere på sommeren kommer til at afvikle koncerter med Kansas City lige på dette spot. Faktisk sidder vi, hvor toiletvognen formentlig kommer til at stå til august når vi skal være med til H.C. Andersen Festival.

Jeg rejser mig fra min lettere krampet og sammenkrøllede stilling på tæppet. Smiler igen. Siger tak for i dag. Går hen til min taske. Pakker mine sko sammen og beslutter mig for at cykle hjem i mine træningssko. Tager min yogamåtte og min pose med solcreme under armen. Krammer de sidste farvel og føler mig opstemt. Vandrer samme vej op til min cykel, som jeg traskede væk fra den. Denne gang med en yogamåtte under armen. Jeg føler mig meget New Yorker agtig. Som om jeg er typen, der lige smutter i parken for at dyrke yoga og efterfølgende drikker kaffe på en af byens smarte caféer. Det er jeg ikke. Men jeg forestiller mig det.

Jeg trisser bare tilbage til min cykel. Ingen kaffe i dag på fancy caféer. Får stablet taske, yogamåtte og træningsudstyr ned i min cykelkurv. Smiler og sætter mig op på sadlen.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.


LET'S BE FRIENDS SHALL WE?

Hello!
Jeg er altid for sent oppe og sover aldrig nok. Mine to hunde hænger konstant på mig. Jeg drikker for meget kaffe. Tangerende til det usunde. Men jeg spiser ligeså meget bland-selv-slik, så mon ikke det går? Tak fordi du læser med!